Nattens Kamp

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 feb. 2013
  • Opdateret: 23 mar. 2013
  • Status: Igang
Nanna var blevet revet så brutalt bort, at hun var faldet på knæ. "Dræb ham!" Råbte den kvindelige jæger rasende, og pegede på mig. Hun ønskede hævn for Nannas tilstand. "Nej, nej, i må ikke." Tryglede Nanne, og forsøgte at komme fri, så hun kunne komme mig til hjælp. Men hun var for svag, for sulten, så det nyttede ikke noget. Jeg kunne forsvare mig for en kort stund, men jeg var i et voldsomt undertal. Og jeg kunne ikke tillade mig at dræbe Nannas venner og bekendte foran hende, så jeg stod roligt og gjorde intet for at forhindre de slag, som begyndte at hagle ned over mig. Jeg sank sammen, da jeg blev stukket ned og mente svagt at jeg kunne høre Nannas fortvivlede skrig. Så modtog jeg flere drabelige stik, og hendes ord blev druknet af lyden af min hud, som blev skåret i småstykker.

10Likes
6Kommentarer
1549Visninger
AA

19. Hvil dig

 

”Jeg er sulten.”

Mumlede Nanna stille, og strøg mig forsat over panden. Jeg nikkede let. Hun var ung, og behøvede blod oftere end jeg gjorde.

”Har du det bedre?”

Spurgte hun bekymret. Jeg kunne ikke rigtigt svare på det. Smerterne var blevet mindre, men jeg havde en underlig tung følelse i kroppen. Jeg var svag, og faretruende tæt på et tilbagefald. Nanna kunne mærke det.

”Du kan mærke det.”

Svarede jeg derfor bare svagt.

”Lyv for mig.”

Tiggede hun hviskende.

”Jeg har det strålende.”

Løj jeg straks for at berolige hende.

”Jeg føler en overvældende lyst til at danse fandango.”

Tilføjede jeg, så hun let fnes. Jeg vidste dog, at jeg knap nok ville kunne komme på benene. Danse ville være noget af det sidste, som jeg var i stand til.

”Kan du overhovedet danse fandango?”

Spurgte Nanna. Jeg rystede let på hovedet. Jeg kunne knap nok danse. Jeg havde jo ikke rigtigt haft nogen grund til at danse, ikke før at Nanna var kommet ind i mit liv. Og danse var ikke lige det, som vi havde gjort på det seneste.

”Kan du overhovedet danse?”

Spurgte Nanna nysgerigt. Jeg rystede igen på hovedet. Jeg kunne lige så godt være ærlig. Nanna lo let, og sukkede så svagt.

”Det kan jeg heller ikke. Sikke et flot par vi er.”

Fortalte hun, og fnes let igen. Jeg nikkede let.

”Er du meget træt?”

Spurgte Nanna forsigtigt. Jeg måtte let nikke.

”Ja, det er jeg.”

Indrømmede jeg, og kunne se at hun straks skævede bekymret omkring sig.

”Men jeg kan heller ikke rigtigt sove. Jeg vil ikke lade dig sidde alene.”

Tilføjede jeg, og kunne mærke trætheden. Nanna strøg mig forsigtigt over kinden. Hun rystede let på hovedet.

”Du må gerne sove. Du sover jo bare. Du vil jo ikke forlade mig, vel?”

Spurgte Nanna let. Jeg rystede straks på hovedet.

”Aldrig, jeg forlader dig aldrig.”

Forsikrede jeg hende om. Hun smilte, og gav mig et let kys på panden.

”Så lig dig til at sove. Du er ved at få et tilbagefald, det kan jeg mærke. Og du må ikke blive syg igen. Det må du ikke.”

Tiggede Nanna let, og var så bekymret, at det næsten gjorde helt ondt på hende. Jeg nikkede let. Da jeg var blevet lidt beroliget, turde jeg derfor at lukke øjnene og falde i søvn.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...