Nattens Kamp

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 feb. 2013
  • Opdateret: 23 mar. 2013
  • Status: Igang
Nanna var blevet revet så brutalt bort, at hun var faldet på knæ. "Dræb ham!" Råbte den kvindelige jæger rasende, og pegede på mig. Hun ønskede hævn for Nannas tilstand. "Nej, nej, i må ikke." Tryglede Nanne, og forsøgte at komme fri, så hun kunne komme mig til hjælp. Men hun var for svag, for sulten, så det nyttede ikke noget. Jeg kunne forsvare mig for en kort stund, men jeg var i et voldsomt undertal. Og jeg kunne ikke tillade mig at dræbe Nannas venner og bekendte foran hende, så jeg stod roligt og gjorde intet for at forhindre de slag, som begyndte at hagle ned over mig. Jeg sank sammen, da jeg blev stukket ned og mente svagt at jeg kunne høre Nannas fortvivlede skrig. Så modtog jeg flere drabelige stik, og hendes ord blev druknet af lyden af min hud, som blev skåret i småstykker.

10Likes
6Kommentarer
1612Visninger
AA

13. Hold ikke op med at smile

 

”Hvorfor dælen tog det jer så lang tid at stå op?”

Spurgte Flora fornærmet, og spiste en frisk vindrue.

”Det var Matthews skyld.”

Svarede Nanna uskyldigt, og greb en fersken fra bordet. Flora så let på mig, og selvfølgeligt kunne jeg ikke lade være med at rødme.

”Åh, lillebror. Du er så sød, når du er flov.”

Klukkede Flora og lo. Jeg forsøgte at lade som ingenting, og samlede balinvitationen op fra bordet. Jeg læste den hurtigt igennem, og smed den fra mig. Jeg rystede opgivende på hovedet. Det var altid det samme som stod. Jeg tror ikke at det var blevet ændret de sidste tyve år. Og det var stadigt de samme gamle, falmede lilla kuverter og overpyntet, gulnet papir, som invitationen var håndskrevet på.

”Du er kommet dig nok til at kunne tage af sted.”

Påpegede Flora, og lo igen, da jeg skar ansigt.

”Ellers tak.”

Sagde jeg utilfreds, og blev opmærksom på at Mihna stod bag mig. Jeg lod som ingenting, og tilføjede hurtigt.

”Jeg ville foretrække at vente til næste år, så jeg er kommet mig helt og Nanna kan blive lidt bedre rustet til at håndtere de, uden tvivl, mange spørgsmål og ubehagelige typer.”

Jeg fik det til at lyde som om at det var noget, som jeg havde tænkt længe over. Men det var rent faktisk noget, som jeg bare fandt på.

”God ide, Matthew.”

Sagde Mihna bifaldende, og lød som om at hun troede på at jeg havde tænkt over det.

”Selvom det var en hurtig undskyldning.”

Tilføjede hun så, og ødelagde mit håb om at hun havde troet på det. Jeg trak let på skuldrene. Hvad havde jeg regnet med? Mihna kendte mig godt nok til at ane min mindste tanke.

”Sovet godt?”

Spurgte Mihna Flora, men så signende på Nanna, som straks fik svagt røde kinder. Mihna måtte have hørt os. Hvor pineligt.

”Hvis bare Matthew ikke ville finde det så morsomt at drille mig.”

Sukkede Nanna, og tog en bid af ferskenen. Jeg rullede opgivende med øjnene, og skubbede invitationen helt væk. Jeg fik det dårligt bare af at se på den. Jeg huskede alt for godt et år, hvor jeg var blevet overfaldet. Der var ikke sket mig det store, men de var gået efter Flora, og det ville jeg ikke finde mig i.

”Matthew, er der noget i vejen?”

Spurgte Nanna ved min side, og krævede min opmærksomhed. Jeg smilede let, og rystede på hovedet. Hun slog armene om mig.

”Du må ikke holde op med at smile. Du ser så dyster ud.”

Sukkede Nanna, da jeg forsigtigt lagde armene om hende. Flora og Mihna smilede let i vores retning, og nød tilsyneladende at jeg endeligt havde fundet min brud.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...