Nattens Kamp

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 feb. 2013
  • Opdateret: 23 mar. 2013
  • Status: Igang
Nanna var blevet revet så brutalt bort, at hun var faldet på knæ. "Dræb ham!" Råbte den kvindelige jæger rasende, og pegede på mig. Hun ønskede hævn for Nannas tilstand. "Nej, nej, i må ikke." Tryglede Nanne, og forsøgte at komme fri, så hun kunne komme mig til hjælp. Men hun var for svag, for sulten, så det nyttede ikke noget. Jeg kunne forsvare mig for en kort stund, men jeg var i et voldsomt undertal. Og jeg kunne ikke tillade mig at dræbe Nannas venner og bekendte foran hende, så jeg stod roligt og gjorde intet for at forhindre de slag, som begyndte at hagle ned over mig. Jeg sank sammen, da jeg blev stukket ned og mente svagt at jeg kunne høre Nannas fortvivlede skrig. Så modtog jeg flere drabelige stik, og hendes ord blev druknet af lyden af min hud, som blev skåret i småstykker.

10Likes
6Kommentarer
1541Visninger
AA

24. Floras synsvinkel

 

”Ha, i lader mig aldrig gå herfra i live.”

Rasede mennesket derinde. Nanna udstødte en klynkende lyd.

”Hannen…”

Sagde Mihna utilfreds, og lød som om at hun ville eksplodere.

”Ham? Han er vist blevet lavet om til kødstrimler.”

Svarede mennesket med en spydig klang. Jeg kunne ikke holde mig tilbage, og sparkede døren ind for at flå hende i stykker. Mihna greb straks omkring mig, og holdt mig tilbage. Indtil at hun fik øje på Matthew, som lå i det ene hjørne.

Det var næsten et ubeskriveligt syn. Jeg kunne kun genkende ham, på grund af hans tøj. Jeg havde selv foræret ham jakken. Den var ødelagt, skåret i småstykker og dækket af blod. Jeg ville slet ikke tænke på hvordan han så ud under den. Hans hår, hans pæne hår var stift af blod. Jeg udstødte et forfærdet gisp. Hvordan kunne han overhovedet være i live? Mihna stivnede af rædsel. Det var lige præcist den afledning, som Nanna behøvede.

Hun flåede sig fri, og slog jægeren omkuld. Hun sprang knurrende på hende, og de sloges vildt. Det gik for hurtigt for jægeren, som trods alt var et ynkeligt menneske. Nanna flåede en kniv fri fra jægerens bælte, og jog den dybt ind i mennesket. Hun sank livløst sammen.

”Hun lever, cirka tre minutter mere.”

Sagde Nanna rasende, og rejste sig.

”Så kan i jo spørge, hvordan helvede de fandt os.”

Spurgte hun rasende, men faldt helt til ro, da hendes blik faldt på Matthew. Hun for mod ham, men Mihna flåede hende tilbage.

”Rør ham ikke. Han er meget svag.”

Hviskede Mihna uroligt, og skubbede blidt Nanna af vejen. Jeg tog hende i armene, da jeg så hendes tårer. Ikke at jeg brød mig specielt meget om at holde hende ind til mig.

”Flora.”

Græd Nanna, og lagde sit hoved mod min skulder. Jeg gennede let manden fra tidligere ind med et enkelt blik, og lod ham om den døende jæger.

”Flora, han må ikke dø. Jeg elsker ham.”

Græd Nanna. Jeg holdt hende endnu tættere ind til mig. Det var sandheden. Hun elskede ham jo, og hvorfor skulle jeg hade hende for det? Hun gjorde jo Matthew glad, mere lykkelig end han nogensinde havde været. Det var jo min egen skyld, at jeg ikke kunne klare at tanken om at være den eneste af Mihnas børn uden en mand. Jeg havde jo ikke været den eneste, da Matthew havde været alene.

”Det gør han heller ikke.”

Hviskede jeg, men kunne se på Mihna, at der var en meget lille chance for at Matthew ville overleve. Han var svag, alt for svag.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...