Nattens Kamp

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 feb. 2013
  • Opdateret: 23 mar. 2013
  • Status: Igang
Nanna var blevet revet så brutalt bort, at hun var faldet på knæ. "Dræb ham!" Råbte den kvindelige jæger rasende, og pegede på mig. Hun ønskede hævn for Nannas tilstand. "Nej, nej, i må ikke." Tryglede Nanne, og forsøgte at komme fri, så hun kunne komme mig til hjælp. Men hun var for svag, for sulten, så det nyttede ikke noget. Jeg kunne forsvare mig for en kort stund, men jeg var i et voldsomt undertal. Og jeg kunne ikke tillade mig at dræbe Nannas venner og bekendte foran hende, så jeg stod roligt og gjorde intet for at forhindre de slag, som begyndte at hagle ned over mig. Jeg sank sammen, da jeg blev stukket ned og mente svagt at jeg kunne høre Nannas fortvivlede skrig. Så modtog jeg flere drabelige stik, og hendes ord blev druknet af lyden af min hud, som blev skåret i småstykker.

10Likes
6Kommentarer
1543Visninger
AA

22. Floras synsvinkel

 

Jeg så mig undrende omkring. Aldrig havde så mange vampyrer været på krigsstien, aldrig havde så mange været samlet udenfor det årlige bal. Og aldrig havde de alle været så rasende over det samme. Matthew var blevet taget af jægerne, og de havde gjort ham ondt. Det havde Mihna fornemmet. Det var det, som havde vækket hendes vrede.

”Mor, er han…”

Spurgte jeg trist, da hun havde været koncentreret i lang tid. Hun blev nærværende i blikket igen, og tog mig i armene. Hun kunne tydeligt mærke min bekymring.

”Jeg kan mærke ham. Han lever, men… men det er svagt.”

Sagde hun højt, så de omkring os kunne høre det. Der lød straks nogle svage knurren.

”Vi er i stilling.”

Informerede manden fra rådet os. Han var iklædt kampdragt, så vel som alle andre omkring os. Mihna og jeg var de eneste uden kampdragt. Den havde vi ikke pakket i vores kufferter. Vi havde ikke regnet med at det ville være nødvendigt.

”Jeg ville råde dig og dit barn til at holde sig i baggrunden, men jeg regner ikke med at du vil lytte.”

Kommenterede manden nærmest for sig selv. Mihna nikkede let. Jeg kunne mærke på hendes vrede, at hun bestemt ikke ville holde sig i baggrunden.

”Jeg er taknemmelig.”

Sagde Mihna stille. Manden var tæt på at rødme. Mihna udviste aldrig taknemmelighed offentligt. Han nikkede let. Hun havde vist ham en stor ære.

”Find lederen, og bring ham til mig.”

Beordrede Mihna med en kold stemme.

”Dræb resten.”

Tilføjede hun, så vi straks kunne høre nogle tilfredse lyde. Jægere smagte ikke godt på grund af deres diæt, som regel bestod af sprut, cigaretter og fastfood. Men det var ikke desto mindre en fornøjelse at dræbe dem. De dræbte vores, men vi fik sjældent en chance for at hævne os. Nu havde vi den mulighed, og jeg vidste at mange ville nyde det. Der var ikke en familie, som ikke havde mistet en af deres egne til jægerne.

Ordren kom som en lydløs hvisken, men den lød klart iblandt os og satte angrebet i gang.

”Angrib.”

Mihna ventede få sekunder, så de forreste lagde afstand til os. Så slap hun mig, og vi for efter. Vi stormede stedet fra alle sider. Slog dørene ind, smadrede vinduerne og sprang igen. Alle indgange blev benyttet, og straks efter begyndte de første skrig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...