Nattens Kamp

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 feb. 2013
  • Opdateret: 23 mar. 2013
  • Status: Igang
Nanna var blevet revet så brutalt bort, at hun var faldet på knæ. "Dræb ham!" Råbte den kvindelige jæger rasende, og pegede på mig. Hun ønskede hævn for Nannas tilstand. "Nej, nej, i må ikke." Tryglede Nanne, og forsøgte at komme fri, så hun kunne komme mig til hjælp. Men hun var for svag, for sulten, så det nyttede ikke noget. Jeg kunne forsvare mig for en kort stund, men jeg var i et voldsomt undertal. Og jeg kunne ikke tillade mig at dræbe Nannas venner og bekendte foran hende, så jeg stod roligt og gjorde intet for at forhindre de slag, som begyndte at hagle ned over mig. Jeg sank sammen, da jeg blev stukket ned og mente svagt at jeg kunne høre Nannas fortvivlede skrig. Så modtog jeg flere drabelige stik, og hendes ord blev druknet af lyden af min hud, som blev skåret i småstykker.

10Likes
6Kommentarer
1558Visninger
AA

21. Floras synsvinkel

 

”Hvor er det dog længe siden, min kære Mihna.”

Pludrede endnu en kvinde, som jeg ingen anelse havde om hvem var. Nok var jeg gammel, eller ung i vores samfund. Men jeg havde stadigt ikke styr på hvem de fleste var, som hilste på Mihna. Mihna viftede hende utilfreds af vejen. Hun var i dårligt humør, og havde ikke rigtigt sagt noget de sidste par timer og hun plejede ellers at være festens midtpunkt.

”Mihna.”

Sagde jeg spørgende. Hun så tænkende ud.

”Hvad er der galt?”

Tvang jeg mig selv til at spørge. Hun blev nærværende igen, og så endeligt på mig.

”Det er Matthew.”

Svarede Mihna endeligt efter lang tid. Hun blev koncentreret igen.

”Hans liv, det er pludseligt… så fjernt.”

Mumlede Mihna tænkende, da rådsmedlemmerne nærmede sig. Det var det samme par, som tidligere havde opsøgt os.

”Hvilken aften, hvilken aften.”

Sagde manden, og lød munter. Kvinden så sig dog mere søgende omkring.

”Hvor er din søn?”

Spurgte kvinden, og så på Mihna. Men Mihna havde ikke været opmærksom, og havde derfor ikke hørt spørgsmålet. Så kvinden gentog.

”Hvor er den kære Matth…”

Længere nåede hun ikke i spørgsmålet, da Mihna tabte sit vinglas. Hendes blik blev fjernt, og pludseligt sank hun på knæ med et smertefuldt skrig. Jeg gik straks på knæ for at se om jeg kunne hjælpe hende. Samtidigt lagde jeg mærke til hvor stille der var blevet omkring os. Musikken var holdt op, og folk stirrede både mistænksomt og chokeret på os, da Mihna skreg igen. Jeg forsøgte at lægge armene om hende, men hun skubbede mig bestemt væk.

”Matthew!”

Brølede hun rasende som et såret dyr, og hvæssede. Hun havde aldrig nogensinde tabt besindelsen på den måde før, så jeg rejste mig hurtigt og rykkede væk. Mihna genvandt besindelsen, og rejste sig med et koldt ansigtsudtryk.

”Kald beskytterne sammen.”

Knurrede Mihna ud. Kvinden og manden rørte sig ikke, og påkaldte sig derfor Mihnas vrede.

”Øjeblikkeligt.”

Hvæssede Mihna.

”Jægerne. De har min søn, Matthew!”

Sagde Mihna højt, så alle kunne høre hende. Straks spredte vreden sig i salen, så den nærmest blev til at føle og røre ved. Jeg blev rasende, ufatteligt rasende. Min kære bror, min kære lillebror. Hvis de havde krummet så meget som et hår på hans hoved, så ville jeg flå dem alle i småstykker.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...