Nattens Kamp

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 feb. 2013
  • Opdateret: 23 mar. 2013
  • Status: Igang
Nanna var blevet revet så brutalt bort, at hun var faldet på knæ. "Dræb ham!" Råbte den kvindelige jæger rasende, og pegede på mig. Hun ønskede hævn for Nannas tilstand. "Nej, nej, i må ikke." Tryglede Nanne, og forsøgte at komme fri, så hun kunne komme mig til hjælp. Men hun var for svag, for sulten, så det nyttede ikke noget. Jeg kunne forsvare mig for en kort stund, men jeg var i et voldsomt undertal. Og jeg kunne ikke tillade mig at dræbe Nannas venner og bekendte foran hende, så jeg stod roligt og gjorde intet for at forhindre de slag, som begyndte at hagle ned over mig. Jeg sank sammen, da jeg blev stukket ned og mente svagt at jeg kunne høre Nannas fortvivlede skrig. Så modtog jeg flere drabelige stik, og hendes ord blev druknet af lyden af min hud, som blev skåret i småstykker.

10Likes
6Kommentarer
1556Visninger
AA

6. Et spørgsmål om tid

 

Jeg trak vejret anstrengt. Min ryggrad havde været skæv, så han havde rettet den ud. Men da var nogle af mine nerver allerede vokset sammen igen, og nu var de blevet revet over endnu en gang. Trætheden var overvældende.

”Min stakkels Matthew.”

Hviskede Nanna bekymret, og holdt stadigt min hånd i sin. Hun havde nægtet at gå, da lægen havde bedt om arbejdsro. Hvilket bare havde gjort hende interessant i hans øjne.

”Han skal have ro nu, så jeg vil forslå at du går.”

Sagde han let, og slikkede sig kort om munden. Jeg ville sige noget, nægte det, men var for træt. Heldigvis var Nanna stædig som bare pokker, og nægtede det pure.

”Hør nu her…”

Begyndte han utilfreds. Men Nanna nægtede.

”Nej, jeg går ikke fra ham. Han har brug for mig!”

Sagde hun hidsigt. Det skar mig i ørene, men jeg var glad for hendes stædighed og strammede mit greb om hendes hånd. Hun forstod mit svage signal, og blev mere sikker i sin sag.

”Han har brug for hvile.”

Kommenterede lægen, og nægtede at give sig.

”Han er min mand, og han har brug for mig.”

Sagde Nanna stædigt, så lægen endeligt forstod hendes modvilje.

”Javel ja. Den lille Matthew har fundet sin brud.”

Sagde han utilfreds. Nu brød han sig endnu mindre om mig.

”Så tag du dig endeligt af ham, lille pige.”

Tilføjede han utilfreds, og samlede sin taske op for at gå. Han forlod hurtigt rummet, og stormede mod hoveddøren. Jeg fnes træt for mig selv.

”Hvad sagde du dog til ham?”

Spurgte Flora undrende, og gjorde som om at hun rystede sit ubehag over lægens besøg af sig.

”At han ikke skulle bedømme hvor vidt Matthew har brug for mig eller ej.”

Svarede Nanna elegant, så Flora og Mihna så undrende på hende.

”Eller noget i den stil.”

Kommenterede jeg træt. Mihna skyndte sig straks hen til mig.

”Hvad sagde han?”

Spurgte hun nervøst, og aede ganske let min pande.

”At jeg var en idiot, og at jeg kun var heldig at jeg ikke var en død idiot.”

Forkortede jeg den lange samtale mellem ham og jeg. Der var ikke noget som han kunne gøre ved min svage tilstand, det var kun et spørgsmål om tid. Mihna nikkede let, med et kærligt smil på læberne. Jeg lukkede øjnene, og faldt i søvn, inden at de bar mig på plads i kisten.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...