Nattens Kamp

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 feb. 2013
  • Opdateret: 23 mar. 2013
  • Status: Igang
Nanna var blevet revet så brutalt bort, at hun var faldet på knæ. "Dræb ham!" Råbte den kvindelige jæger rasende, og pegede på mig. Hun ønskede hævn for Nannas tilstand. "Nej, nej, i må ikke." Tryglede Nanne, og forsøgte at komme fri, så hun kunne komme mig til hjælp. Men hun var for svag, for sulten, så det nyttede ikke noget. Jeg kunne forsvare mig for en kort stund, men jeg var i et voldsomt undertal. Og jeg kunne ikke tillade mig at dræbe Nannas venner og bekendte foran hende, så jeg stod roligt og gjorde intet for at forhindre de slag, som begyndte at hagle ned over mig. Jeg sank sammen, da jeg blev stukket ned og mente svagt at jeg kunne høre Nannas fortvivlede skrig. Så modtog jeg flere drabelige stik, og hendes ord blev druknet af lyden af min hud, som blev skåret i småstykker.

10Likes
6Kommentarer
1575Visninger
AA

26. Elonora

Jeg kom til mig selv med et sæt, og fløj op i siddende stilling. Jeg var forpustet, som om at jeg havde holdt vejret længe.

”Matthew, Matthew, rolig. Lig dig ned.”

Bad Nanna, og forsøgte at få mig ned at ligge. Men navnet hvilede på spidsen af min tunge, og jeg vidste, at faldt jeg i søvn, så ville jeg glemme det.

”Mihna. Mihna.”

Kaldte jeg hæst, og forsøgte igen med mere kraft i stemmen.

”Mihna!”

Råbte jeg højt, og faldt så bagover i sengen. Jeg kæmpede en indre kamp imod min egen krops svaghed. Jeg ville snart besvime, og det måtte jeg ikke.

”Mihna.”

Kaldte jeg svagt, og kunne fornemme at Nanna var såret over at jeg kaldte Mihnas navn og ikke hendes. Ikke at hun nogensinde ville indrømme det.

”Nanna.”

Hviskede jeg derfor svagt, og straks satte hun sig roligt på sengekanten. Mihna kom endeligt farende, med et lykkeligt smil på læberne.

”Matthew, åh gud. Matthew, min elskede, elskede søn.”

Hviskede hun lykkeligt, og for hen til sengens side.

”Hun er så ensom.”

Mumlede jeg forvirret. Bevidstløsheden trak mig borte.

”Hvem?”

Spurgte Mihna forvirret, og strøg mig over panden.

”Hun er så ensom, alle de år.”

Mumlede jeg forvirret igen.

”Matthew?”

Spurgte Nanna forvirret.

”Hvem?”

Spurgte Mihna igen. Jeg fik et klart øjeblik, og rakte ud efter Mihna. Jeg vidste at jeg kun havde kræfterne til at sige et ord mere, inden at jeg ville besvime.

”Hvad er der?”

Spurgte Mihna forvirret, og tog min hånd. Hun strøg den blidt.

”Elonora.”

Hviskede jeg, og sank så tilbage på sengen. Mihna gipsede forfærdet.

”Matthew.”

Knurrede Nanna utilfreds, og var straks jaloux over at jeg havde hvisket en anden kvindes navn igen. Men det måtte jeg bøde for senere.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...