Nattens Kamp

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 feb. 2013
  • Opdateret: 23 mar. 2013
  • Status: Igang
Nanna var blevet revet så brutalt bort, at hun var faldet på knæ. "Dræb ham!" Råbte den kvindelige jæger rasende, og pegede på mig. Hun ønskede hævn for Nannas tilstand. "Nej, nej, i må ikke." Tryglede Nanne, og forsøgte at komme fri, så hun kunne komme mig til hjælp. Men hun var for svag, for sulten, så det nyttede ikke noget. Jeg kunne forsvare mig for en kort stund, men jeg var i et voldsomt undertal. Og jeg kunne ikke tillade mig at dræbe Nannas venner og bekendte foran hende, så jeg stod roligt og gjorde intet for at forhindre de slag, som begyndte at hagle ned over mig. Jeg sank sammen, da jeg blev stukket ned og mente svagt at jeg kunne høre Nannas fortvivlede skrig. Så modtog jeg flere drabelige stik, og hendes ord blev druknet af lyden af min hud, som blev skåret i småstykker.

10Likes
6Kommentarer
1530Visninger
AA

20. Døden...

 

 

Jeg vågnede ganske svagt ved lyden af en dør, som blevet åbnet. Straks kunne jeg mærke Nannas tætte greb omkring mig. Hun holdt mig beskyttende ind til sig, og jeg var for træt til at slå øjnene op.

”Lad ham være.”

Tiggede Nanna, og lød som om at hun var ved at græde igen.

”Jeg beder dig. Du må ikke gøre ham noget. Ikke mere, ikke mere.”

Tiggede Nanna yderligere. Der blev ikke svaret på det, og i stedet hørte jeg skridt. Der var nogen, som kom nærmere. Personen bukkede sig end til os.

”Lad mig se hans ansigt.”

Beordrede en kvindelig stemme. Nanna løsnede tøvende sit greb, så jeg kunne mærke at mit ansigt ikke længere lå imod hendes kjole. Jeg mærkede en varm hånd, en menneskehånd let stryge over min kind. Jeg udstødte et smertefuld gisp, da sulten rasede op i min krop. Jeg havde fået et tilbagefald, og havde nu oftere brug for næring for at komme mig. Jeg trak mig væk fra hånden, for ikke at bide mennesket.

”Han er sulten.”

Sagde hun drillende. Mennesket trak sig tilbage, og Nanna tog mig straks beskyttende ind til sig igen. Hun vuggede mig uroligt.

”Matthew, vær sød. Vågn op, se på mig.”

Tiggede Nanna uroligt.

”Matthew?”

Spurgte mennesket, og lød hadefuld. Nanna holdt mig straks endnu tættere.

”Hvordan kan du… hvordan kan du… Efter hvad han har gjort ved dig!”

Spurgte mennesket uforstående og rasende. Hun skreg rasende, og rev mig ud af armene på Nanna. Hun rev mig op at stå, og slog mig hårdt, da jeg endeligt fik øjnene tvunget op.

”Nej, du må ikke.”

Tiggede Nanna, og for hen og lagde armene om mig. Men straks blev døren åbnet, og det væltede ind med jægere. Den nærmest rev Nanna bort fra mig igen. Hun græd. Nanna var blevet revet så brutalt bort, at hun var faldet på knæ.

"Dræb ham!"

Råbte den kvindelige jæger rasende, og pegede på mig. Hun ønskede hævn for Nannas tilstand.

"Nej, nej, i må ikke."

Tryglede Nanne, og forsøgte at komme fri, så hun kunne komme mig til hjælp. Men hun var for svag, for sulten, så det nyttede ikke noget. Jeg kunne forsvare mig for en kort stund, men jeg var i et voldsomt undertal. Og jeg kunne ikke tillade mig at dræbe Nannas venner og bekendte foran hende, så jeg stod roligt og gjorde intet for at forhindre de slag, som begyndte at hagle ned over mig. Jeg sank sammen, da jeg blev stukket ned og mente svagt at jeg kunne høre Nannas fortvivlede skrig. Så modtog jeg flere drabelige stik, og hendes ord blev druknet af lyden af min hud, som blev skåret i småstykker.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...