Nattens Kamp

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 feb. 2013
  • Opdateret: 23 mar. 2013
  • Status: Igang
Nanna var blevet revet så brutalt bort, at hun var faldet på knæ. "Dræb ham!" Råbte den kvindelige jæger rasende, og pegede på mig. Hun ønskede hævn for Nannas tilstand. "Nej, nej, i må ikke." Tryglede Nanne, og forsøgte at komme fri, så hun kunne komme mig til hjælp. Men hun var for svag, for sulten, så det nyttede ikke noget. Jeg kunne forsvare mig for en kort stund, men jeg var i et voldsomt undertal. Og jeg kunne ikke tillade mig at dræbe Nannas venner og bekendte foran hende, så jeg stod roligt og gjorde intet for at forhindre de slag, som begyndte at hagle ned over mig. Jeg sank sammen, da jeg blev stukket ned og mente svagt at jeg kunne høre Nannas fortvivlede skrig. Så modtog jeg flere drabelige stik, og hendes ord blev druknet af lyden af min hud, som blev skåret i småstykker.

10Likes
6Kommentarer
1529Visninger
AA

17. De skønne blomster

 

Vi stod op, gik i bad og fik tøj på. Vi havde besluttede os for at gå en tur i den lokale park. Jeg havde ikke været der før, så det var lige så nyt for mig som det var for hende.

”Matthew. Du bliver ved mig ikke?”

Spurgte Nanna nervøst, og rettede let på den hat, som hun havde trukket på. Jeg nikkede undrende. Hun virkede forfærdeligt nervøs. Det havde dog mest undret mig, at hun havde en lang vinterkjole på. Den var helt ny, men af en gammel stilart.

”Flora har givet mig den.”

Forklarede Nanna, og rettede let på jakken, som dækkede overkroppen. Straks faldt brikkerne på plads. Flora havde givet den til Nanna, som for at gøre grin med min gammeldagssmag. For kjolen lignede jo noget fra da jeg havde været menneske. Men jeg måtte indrømme, at det havde jeg ikke det store imod, for kjolen klædte Nanna. Hun trak de matchende handsker på, og så var vi klar til at gå.

”Vi skal ikke så langt, så vi går.”

Erklærede jeg, da vi kom ud af hoveddøren. Hun nikkede let, og tog straks min arm, da jeg tilbød hende den. Hun var virkeligt nervøs.

”Noget i vejen min elskede?”

Spurgte jeg kærligt, da vi gik hen af gaden. Månen stod flot og fuld på himmelen, og gav gaden et strålende lys, næsten som om at solen skinnede. Næsten.

”Jeg er bare så nervøs for at der er nogen som ser mig, som kan genkende mig.”

Forklarede Nanna, og strøg lidt hår væk fra sine øjne. Jeg aede beroligende hendes arm.

”Du ligner langt fra dig selv. Vær helt rolig, ellers bliver folk først opmærksom på dig.”

Forsøgte jeg at berolige hende, og vidste at det ikke var helt let for hende. Hun var ung, natten var ung og det var første gang at hun var uden for huset, siden den nat hvor jeg havde gjort hende til min.

”Du har sikkert ret.”

Sagde Nanna lidt mere roligt, og trak vejret dybt et par gange, så hun kunne blive mere rolig. Hun sukkede let, da hun kort så på månen.

”Det er så smukt.”

Sagde hun blidt, og jeg kunne kun give hende ret. Men det smukke for mig var dog hende. Månen som faldt på hendes ansigt, den perfekte hud og fik hendes øjne til at lyse lidt op. Jeg fik lyst til at vende om, styre hende direkte ind på soveværelset og elske længe og inderligt med hende på sengen. Men jeg lod være. Nu var vi jo lige kommet ud af døren. Jeg burde opføre mig mere som en gentelmen, selvom jeg følte mig som en narkoman. Og Nanna var mit stof.

”Ej, hvor er parken dog skøn i månelyset.”

Jublede Nanna nærmest, da vi nåede frem. Hun var straks ved at fare hen for at plukke en blomst, men jeg holdt hende tilbage.

”En blomst er smuk, men ej, hvis du den plukker. Da den visne vil.”

Sagde jeg, og havde løst oversat et ordsprog fra en af mine bøger fra udlandet. Nanna nikkede let, og nøjes med at snuse let til blomst.

”Hvor er her altså skønt. Bare vi havde så skønne blomster i haven.”

Sukkede hun blødt. Jeg havde lyst til at vælte hende om på jorden, og flå kjolen op. Men jeg holdt mig i skindet. Hun var så utroligt smuk, og havde en forståelse og kærlighed for de små ting, som de fleste ikke så. Bare det at hun stoppede op for at betragte en blomst, fik mig til at elske hende endnu højere, hvis det overhovedet var muligt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...