Nattens Kamp

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 feb. 2013
  • Opdateret: 23 mar. 2013
  • Status: Igang
Nanna var blevet revet så brutalt bort, at hun var faldet på knæ. "Dræb ham!" Råbte den kvindelige jæger rasende, og pegede på mig. Hun ønskede hævn for Nannas tilstand. "Nej, nej, i må ikke." Tryglede Nanne, og forsøgte at komme fri, så hun kunne komme mig til hjælp. Men hun var for svag, for sulten, så det nyttede ikke noget. Jeg kunne forsvare mig for en kort stund, men jeg var i et voldsomt undertal. Og jeg kunne ikke tillade mig at dræbe Nannas venner og bekendte foran hende, så jeg stod roligt og gjorde intet for at forhindre de slag, som begyndte at hagle ned over mig. Jeg sank sammen, da jeg blev stukket ned og mente svagt at jeg kunne høre Nannas fortvivlede skrig. Så modtog jeg flere drabelige stik, og hendes ord blev druknet af lyden af min hud, som blev skåret i småstykker.

10Likes
6Kommentarer
1547Visninger
AA

16. De må ikke vide det

 

Nanna vendte sig let, og lagde sig så helt tæt ind til mig. Jeg lagde armene om hende, og trak hende så tæt ind til mig som hun kunne komme.

”Matthew…”

Hviskede hun stille, som om at hun var bange for at ødelægge den døs af velvære som fyldte rummet. Jeg havde mistet enhver tidsfornemmelse, og anede ikke hvor længe at Nanna og jeg havde elsket.

”… jeg elsker dig.”

Hviskede hun stille, og åbnede øjnene igen. Jeg kyssede kærligt hendes læber.

”Og jeg elsker dig.”

Svarede jeg, og kyssede hende igen. Hun sukkede lettet.

”Du er ikke sur på mig?”

Spurgte hun tvivlende. Jeg rystede let på hovedet.

”Nej, selvfølgeligt ikke min elskede. Jeg kan ikke være sur på dig.”

Svarede jeg, og kyssede hendes pande trøstende.

”Men du…”

Begyndte hun, men jeg kvalte hendes ord med endnu et kys på læberne.

”Jeg bryder mig bare ikke om at blive mindet på, at du har været jæger.”

Forklarede jeg. Hun sukkede let. Men jeg kunne ikke rigtigt afgøre om det var fordi at hun var lettet, eller hvad hun var.

”Men det har jeg jo været, og det kan jeg ikke ændre.”

Mumlede hun trist for sig selv. Jeg kyssede trøstende hendes pande og kinder.

”Nej, det kan du ikke. Men du kan ligge det bag det.”

Forsøgte jeg at overbevise hende om. Men hun havde været meget, utroligt meget ondt igennem og det ville tage hende lang tid at komme sig over det. Det ville tage hende mange år. Jeg ville ønske at jeg kunne tage noget af hendes smerte for hende, at jeg kunne bære den for hende, men jeg var ikke sikker på om vægten ville knuse mig. Alt jeg kunne gøre var at holde om hende, og fortælle hende at alt nok skulle gå, at jeg elskede hende.

”Matthew?”

Spurgte Nanna, og var begyndt at lyde træt. Hun var stadigt ung, og kunne derfor lettere mærke det, når solen snart stod op. Vi havde elsket natten bort, gik det op for mig og jeg havde elsket hvert et øjeblik.

”De må ikke vide det, må de?”

Spurgte hun, og hentydede til parret, som havde været her tidligere. Jeg rystede let på hovedet.

”De må ikke vide det.”

Sagde jeg stille, og kyssede hende gentagende gange. Jeg kunne ikke holde ud at tænke på hvad de ville gøre ved hende, hvis de opdagede hvad hun havde været.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...