When you said forever, i thought you meant it - one shot

Cecilie har ikke hørt for sin mand i 2 år, siden han stak af. ingen forklaring, intet brev, intet. Han forlod hende og børnene, men hvad sker der, da hun får et brev fra ham. Kommer han tilbage, eller hvad har han at sige efter 2 år?
Er med i "at miste" konkurrencen. ville blive rigtig glad, hvis i gad at like og smide en kommentar:-)

6Likes
4Kommentarer
482Visninger

2. brevet

Jeg kunne høre den knirkene lyd fra havelågen, da jeg åbnede lågen og gik ind i vores have. Engang havde den været en nydelig have, som man med glæde ville sidde i, men nu var der ukrudt alle vegne, og gyngerne var dækkede af rust. Det hele var hans skyld. Siden han valgte at rejse, har jeg ikke kunne tage mig af andet end børnene. Tiden var der simpelthen ikke mere. Normalt tænkte jeg ikke på ham, før om aften, for jeg blev altid ked af det, og jeg kom altid til at græde og jeg ved, at børnene hader at se mig græde. Men i dag var det 2 år siden han forsvandt, så jeg kan tillade mig at tænke en lille smule mere på ham end ellers. Ikke meget bare lidt. Jeg vidste, jeg burde glemme ham, komme videre med mit liv. Det ville være det bedste for både mig og børnene. Men jeg kan ikke give slip, jeg er så bange. Bange for at han er død, bange for at han er i live, og at der er sket ham noget forfærdeligt, og samtidig er jeg så forfærdelig vred over, at han bare forlod os. Han lovede, det ville være os for evigt, lovede at vi ville klare os igennem tykt og tyndt sammen. Sådan skulle det åbenbart ikke blive. Jeg fandt mine nøgler frem, for at åbne postkassen, da jeg kunne se, der var kommet reklamer. Jeg tog fat i hele stakken og låste postkassen. Derefter gik jeg op og låste mig selv ind. Jeg satte mig ved køkkenbordet, og kiggede bunken igennem. Reklamer, reklamer, reklamer, brev fra banken, reklamer. Jeg faldt over et brev, der stod ”til min elskede” på konvolutten, og det gav et gib i mig, da jeg kunne kende hans håndskift. Hurtigt flåede jeg brevet op, og tårerne samlede sig i min øjenkrog, da jeg begyndte at læse brevet.

Min elskede Cecilie

Jeg har skrevet det her brev om, så mange gange, at du ikke drømmer om det. Jeg ved, det er forkert, at jeg efter 2 år, tager kontakt til dig. Du og børnene er sikkert kommet videre, hvilket jeg håbede på I ville. Men jeg savner Jer så utroligt meget. Jeg savner dit smil. Din stemme. Jeg savner dine øjne, de lyste altid som stjernerne på en klar himmelnat. Jeg savner den måde du fik mig til at føle, når jeg var sammen med dig. Jeg savner alt ved dig, du er det bedste, der er sket i hele mit liv. Du var, min bedste ven, min kone, min klippe. Jeg savner børnenes glæde, jeg savner at kunne kigge på dem, og ikke se andet end glæde. Et ansigt uden bekymringer, er kun noget, man kan se hos børn. Jeg savner at spille fodbold med Tobias og jeg savner at kunne lege prinsesser med Emma og Sofie. Det er også derfor, jeg nu har valgt at skrive til dig. Du fortjener en forklaring. En forklaring på, hvorfor jeg bare forsvandt. Først vil jeg sige, at du ikke må tro, at det har noget med dig at gøre, for det har det bestemt ikke. Du må heller ikke tro, at det ikke var svært. For det var det. Det var så utroligt svært, for jeg vidste, det ville knuse dit hjerte. Du ved ikke, hvor mange gange jeg har været ved at give op, og komme hjem til dig og børnene igen. Hvor mange gange, jeg har stået ud foran huset og betragtede dig. Jeg er så stolt af dig. Det var altid dig, der var den stærke af os to. Dig der holdt sammen på vores familie. Og at se hvor godt du har klaret det, gør mig så utrolig stolt.

 

Jeg ved, du har prøvet at forstå, forstå hvorfor jeg forlod dig. Jeg ved, at du har grædt dig selv i søvn mange nætter, og jeg ved, at du føler det er din skyld. Jeg er så forvirret og frustreret, det var ikke sådan, det måtte ende. Det var ikke sådan, jeg havde forstillet vores liv. Jeg ønskede vi skulle have et perfekt liv sammen. Men sådan ville skæbnen det ikke. Jeg vil have du skal være lykkelig, og selvom det piner mig at sige det, vil jeg have, at du skal være lykkelig uden mig. Du må forstå jeg ikke er god for dig. Jeg skaber kun problemer. Jeg ved, jeg gjorde det rigtige, ved at forlade dig, det var det bedste for dig, selvom det måske ikke føles sådan. Det hele blev bare for meget. Vores økonomi blev stram, og hver dag skulle der kæmpes. Til sidst blev jeg bare træt af at kæmpe. Så jeg søgte tilflugt til det eneste sted jeg vidste jeg kunne glemme alle bekymringerne. Alkoholen. En øl blev til to, og to blev, til tre, og tre blev til ti, og til sidst kunne jeg ikke stoppe igen. Jeg brugte alt for mange penge på alkoholen, og jeg vidste, det var et spørgsmål om tid, før du fandt ud af det. Jeg kunne ikke klare at se skuffelsen i dine øjne. Derfor rejste jeg. Rejste væk fra alting, væk fra dig, væk fra børnene, væk fra det virkelige liv. Da jeg rejste, havde jeg besluttet at jeg ville få styr på mit liv, og så ville jeg komme tilbage. Så kunne vi blive til den familie, jeg så længe havde drømt om at vi blev. Jeg elsker dig af hele mit hjerte, det må du aldrig glemme, men du bliver stadig nødt til at komme videre. For jeg kommer aldrig tilbage. Jeg kæmpede for at rette op på mit liv, men som sagt, var jeg træt af at kæmpe. Jeg har opgivet, jeg får aldrig rettet op på det kaos, jeg har lavet. I starten af brevet sagde jeg, at du fortjente en forklaring, og derfor sender jeg dette brev. Du fortjener også en forklaring, men det er ikke hele grunden til, at jeg skriver til dig. Jeg har brug for at sige farvel. Og det er, hvad jeg gør nu, siger farvel. Jeg kan ikke mere, det hele er blevet for meget, og jeg har ikke lyst til at leve mere. Den følelse havde jeg engang, og der var jeg tæt på at fuldføre den. Men så mødte jeg dig, og du ændrede mit liv. Du gjorde mit liv værd at leve, men nu, har jeg rodet mig ud i noget, ingen gang du kan redde mig ud af. Jeg har igen fået følelsen af, ikke at ville leve mere. Og den her gang, er den desværre så stærk, at jeg bliver nødt til at lade den vinde. Så nu, er det mit sidste farvel. Giv børnene et kys og sig jeg elsker dem, og sig til pigerne, at de skal tænke sig godt om, inden de vælger deres prins. Og sig til Tobias, at han skal være en god dreng, han er den eneste mand nu, og som mand, skal man passe på sine prinsesser. Og husk at sig til ham, at når han engang møder en pige, og han ved, at det skal være hans prinsesse, så pas på hende, og han må aldrig give slip på hende. Jeg fandt min prinsesse, men jeg var ikke klog nok til at kæmpe for hende. Sådan må han ikke blive, han må ikke blive som sin far.

Jeg elsker dig, og du er en sand prinsesse, som fortjener en rigtig prins.

Din James

Hvad fanden bilder han sig ind. Tårerne, som før havde siddet i min øjenkrog gled nu ned af mine kinder, som et vandfald i en storm. Jeg græd, jeg hulkede, jeg skreg. Jeg burde være ked af det. Jeg vidste han nu var død, og at han havde taget sit eget liv. Inderst inde var jeg også ked af det, men vreden overskyggede det. Jeg var ikke vred, jeg var rasende. Han kan ikke skrive, at hans 8-årige søn, skal tage ansvar for vores familie. Det burde være ham. Ham der skulle holde sammen på familien, men han opgav. Hvis han elskede mig, ville han blive ved med at kæmpe. En 8-årige skal ikke tage ansvar for en familie. De voksne skal. Det er dem, der skal kæmpe, dem der skal få det til at hænge sammen. Ikke deres 8-årige søn. Han, skal have lov til at være barn. Tobias skulle ikke være manden i huset, hvis han ikke havde forladt os. Han kunne have sagt det til mig, og vi kunne have fundet ud af noget sammen. Men han valgte den nemme vej. Langsomt gik jeg hen til skraldespanden. Jeg kiggede på brevet, som jeg lagde ned i konvolutten. Til min elskede. Løgn. Jeg var ikke hans `elskede.´ En ting havde han dog ret i, jeg skulle komme videre, han var ikke værd at holde fast i. Jeg åbnede lågen til skraldespanden, og lod mit blik falde en sidste gang på konvolutten, inden jeg lod den svæve ned i skraldespanden.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...