A Big Mistake - 1D

Cathlyn på fireogtyve år har haft en hård barndom, og dette har sat sine mærker på hende. Dog har hun ikke fortalt nogle udenfor familien om det, og derfor får hun ikke den forståelse, hun fortjener. Dette kan komme til at koste hende mange unødvendige tårer.
Da Cathlyn bliver småforelsket i sin bedste venindes kæreste, Louis fra det populære boyband One Direction, opstår der så småt problemer. Cathlyn vil ikke forhindres i at elske Louis, men dette vil koste hende hendes venskab med Maiken. Spørgsmålet er, om Cathlyn er klar til at ofre sin eneste veninde for kærligheden.
A Big Mistake er en novelle fyldt med spændende kærlighed, sårende ord og ikke mindst pinlige situationer.


8Likes
2Kommentarer
501Visninger
AA

3. De skræmmende minder

Louis, Maikens kæreste, lå på ryggen i sengen med arme og ben bredt ud - næsten helt nøgen. Det eneste han havde på, var et par boxershorts. Maiken lå ved siden af med ryggen til ham, og havde benene trukket op til maven. Det var nok dejligt for dem, men for mig var det forfærdeligt. Det mindede mig om dengang. Min barndom. Min forfærdelige barndom. Det kunne ikke passe. Det mindede mig om dengang...

 

Maikens synsvinkel:

Jeg åndede tungt ud. Tyve år, det var meget. Jeg var fandeme blevet en gammel pige! Ved siden af mig kunne jeg høre Louis' tunge åndedrag. Et smil formedes på mine læber. Vi havde gjort det. Vi havde endelig gjort det, vi havde talt om så længe. Mine tanker blev afbrudt af, at døren ind til mit værelse blev åbnet. Jeg smilede, og pludselig gik det op for mig. Louis og jeg lå nøgne på sengen, og en eller anden havde lige fundet os. Shit! Jeg kigge hurtigt op, da jeg så Cathlyn stå og måbe. Hun så helt forfærdet ud, som om hun stod og tænkte på noget, hun ikke brød sig om. Ved siden af mig kiggede Louis dovent op, men da det gik op for ham, at det var Cathlyn som stod i døråbningen, trak han hurtigt en dyne hen over sig. Men jeg tror slet ikke Cathlyn nåede at opfatte særlig meget, før hun pludselig faldt bagover. Et ordentligt dunk lød, da hendes krop ramte gulvet. Jeg skyndte mig at rejse mig op. Det hele gik så hurtigt, at jeg næsten ikke kunne opfatte noget. 
"Hvad skete der?" min stemme rystede næsten lige så meget som resten af min krop.
"Hun besvimede. Hent noget koldt, hun slog vist hovedet." 
Jeg småløb ind i køkkenet, hvor jeg fandt en pose med isterninger i køleskabet. Jeg smed posen på bordet, mens jeg kiggede mig om efter noget, jeg kunne folde rundt om posen, så det ikke blev for koldt. På bordet stod en køkkenrulle, som jeg pakkede isterningeposen ind i. Jeg løb tilbage til værelset, hvor Louis stadig sad foroverbøjet over Cathlyn. 
"Her," sagde jeg og rakte ham posen med isterninger i. "Noget jeg kan gøre?" Spurgte jeg rastløst.
"Nej, lige nu skal hun bare køles lidt ned, så ser vi, om det er alvorligt." 


Cathlyns synsvinkel:

Jeg vågnede af, at en eller anden ruskede i mig. Jeg lå lidt og slappede af. Mine muskler var ømme, og jeg havde ondt i hovedet. Ikke bare sådan ondt. Det her var rigtig slemt. Mit hoved dunkede, jeg var knap ved bevidsthed. Jeg tvang mine øjne op. Alting var helt sløret. Det hele flød sammen for øjnene af mig, som var jeg under vand. Det var for uoverskueligt, så jeg lod mine øjne falde i igen.
Ord fløj om mine ører, men jeg kunne ikke skille ordene ad. De dansede omkring mig, ligesom englene danser omkring Anders And, når han har slået sig. Efterhånden som tiden gik, blev mine sanser skærpede. Jeg ved ikke, hvor lang tid der gik, for klokken havde jeg heller ikke styr på. Jeg åbnede øjnene.
Jeg begyndte at kunne se, adskille tingene fra hinanden. Jeg stirrede lige ind i Louis' øjne.
"Hey, kan du høre mig?" Louis' stemme skar i mine ører. Som svar nikkede jeg, men det føltes, som om mit hoved faldt af. Ved siden af ham kunne jeg se Maiken. Hun sad på hug og holdt Louis i hånden, mens hun sad med tårer i øjnene og kiggede på mig. 
Pludselig begyndte min hukommelse at komme tilbage. Brikker faldt  på plads, billeder satte sig i rækkefølge. De værste minder trængte sig på. 
Jeg var nødt til at komme tilbage. Hjem. Nødt til at komme væk fra det helvede, jeg havde rodet mig ud i. De skrækkelige minder, min egen far skabte. Med uanede kræfter rejste jeg mig op og løb. Uden at tænke over det åbnede jeg døren og fandt vejen hjem. Jeg kunne ikke fokusere med tårer i øjnene, men alligevel kendte jeg vejen ud og ind. Jeg tænkte ikke over, at mine muskler sved, mit hoved dunkede af smerte, og mine ben var utrolig tæt på at give efter. Alligevel fandt jeg en vej. Alligevel kom jeg hjem.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...