Forfulgt..

Jeg vidste ikke hvordan det gik til, men pludselig var hans hænder overalt på min krop. Det måtte ikke ske... Jeg var i chok, men jeg flygtede aldrig. Hvorfor?

Han forfulgte mig, og jeg var så bange. Ingen anden gang ville jeg nogensinde ville jeg stole på en jeg ikke kendte..

Dette er historien om en pige der ikke kendte til det ukendte.

3Likes
0Kommentarer
400Visninger
AA

3. Den første opringning

Han smilede venligt til mig, og siden jeg dengang ikke vidste, hvad han ville gøre, slappede jeg helt af. Jeg havde ingen idé om, at denne person ville komme til at påføre mig så megen smerte. Jeg lagde mærke til, at noget varmt stadigvæk holdte fat om min hånd, så jeg kiggede ned. Han havde stadig ikke givet slip på min hånd, selvom den måde, han holdte fat om den på, faktisk var en smule ubehagelig. Han holdte fat i den som om, han aldrig ville give slip, som om han ville holde mig fanget et sted, som kun han kendte til. Jeg trak stille min hånd ud af hans og undlod at kigge op på ham. En svag rødmen bredte sig over mine kinder, og jeg hørte ham grine stille af det. Min hånd kunne jo ikke blive der for evigt.
"Har du lyst til at gå en tur?"
Jeg nikkede uden at sige en lyd. Han var desperat og søgte efter min hånd igen. Jeg lod min hånd blive, hvor den var, og hans fingre begyndte langsomt at lægge sig rundt om mine. Han rejste sig fra bænken, vi havde sat på, og begyndte at gå ned af gaden. Tanken begyndte at strejfe mig - vi lignede et kærestepar, nu da han holdte mig i hånden og sådan. Jeg var ikke sikker på, om jeg var tilfreds med, at folk skulle misforstå hele situationen og tro, at vi var kærester. Stille og roligt slentrede vi ned af gaden, mens han fortalte om sig selv. Men samtidig med, at jeg kiggede ned på mit ur, gik tiden for hurtigt. Min date var afsat til tre timer, og der var allerede gået to.
"Hvad med dig? Fortæl noget om dig selv."
Jeg blev så glad. Det føltes virkelig som om, han virkelig var totalt forelsket i mig. Han var interreseret i mig og min fritid.
Inden jeg vidste af det, var jeg på vej hjem. Mine ben var trætte, men jeg havde nydt tiden sammen med Zaid. Jeg nåede hjem, inden det blev mørkt. Daten havde varet lidt længere end beregnet.
"Jeg er hjemme mor!"
Jeg løb op på mit værelse, mit personlige fristed. Jeg smed mig i sengen, og ventede på, at Julie ville ringe og spørge mig om, hvordan daten var gået.
"RIIIIIIING RIIIIIING," sagde telefonen.
Jeg klappede den op. Ukendt nummer, stod der. Men siden hvornår, havde Julie været ukendt nummer. Hun var øverst på min kontaktliste. Jeg tog dog alligevel telefonen op til øret.
"Goddag Livia."
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...