en ny start

Maria er 15 og har hele livet foran sig. hun har en dejlige kæreste og en god familie. hun har lige fået sommerferie og skal til Frankrig med hendes kæreste i en måned. i
ferien sker der en masse og Maria bliver nødt til at træffe nogle valg som har konsekvenser for resten af hendes liv. kan hun det og hvilke valg er det hun skal tage?

p.s det er en novelle

3Likes
1Kommentarer
489Visninger

1. en ny start

 

Maria ser ned af vejen. Hun glæder sig sådan til han kommer og henter hende. En måned i Paris kun med ham ville være lykken. De skal besøge hans fars firma, bo hos hans familie fra Frankrig og spise på dyre restauranter. Det er også på tide at hun kommer lidt væk fra denne by. De sidste par uger inden sommerferien har været slemme. Hun tænker tilbage på skolen og alt det der er sket. En tåre triller ned af hendes kind. I det samme kan hun høre en bil dytte og hun smiler, mens hun tørrer tårerne væk. Da han holder ved siden af hende går hun hen til bagagerummet og åbner. Han kommer gående med et stort smil hen til hende.

”hvad så Maria glæder du dig?” spørger han. Hun smiler til ham og svarer at selvfølgelig gør hun det. Han ser på hendes ansigt og bliver alvorlig.

”har du nu tænkt på det igen?” spørger han trist. Hun ser ned og flere tårer løber ned af hendes kinder.

”ja Lucas” svarer hun hviskende. Han lægger armene om hende og sætter sit hoved mod hendes øre.

”det skal nok gå skat. Det hele er ovre nu og du skal en hel måned til Paris” hvisker han. Hun tørrer tårerne bort. For nogle uger siden havde hun fået en abort. Hun var blevet gravid ved et uheld og da hun kun var 15 og han 18 havde hun valgt at få en abort. Han havde efter aborten valgt at give hende en rejse væk fra Danmark, så hun kunne glemme alt det der var sket.

Hun sætter sig tavst ind i bilen og de kører til lufthavnen i stilhed. Hendes tanker er et helt andet sted så hun lægger ikke mærke til at de er ankommet, før han åbner hendes dør og beder hende komme med ind så de kan nå deres fly.

De ankommer sent den samme aften til Paris. Hun sidder forventningsfuldt og ser ud af vinduet i taxaen. De ankommer efter en halvtimes kørsel til et stort smukt hus. Hun går ind i huset og bliver mødt af hans far med et stort smil.

”min smukke pige” siger han med et varmt smil om læberne. Han kan altid få hende til at smile når han siger det. Hun ser rundt i den store hall. Han viser dem op på deres værelse og spørger ellers ind til hvordan det går med dem. De har været sammen i snart halvandet år nu og skal fejre det her i Frankrig.

Som ugerne går, oplever Maria en masse. Da der kun er to uger tilbage af deres tur har de halvandetårs dag. Den bliver fejret med en shoppetur, en romantisk middag og en tur i Eiffeltårnet. Det er den bedste dag som Maria nogensinde har oplevet. De efterfølgende dage går lige så godt. En aften da de har været på pub og de skal hjem går det galt. Lucas har drukket og vil køre bilen hjem, mens Maria som stadig er ædru mener de skal tage en taxa. Det ender med at han vinder og de tager bilen. Han kører stærkt den nat synes hun. Hun ser ud af vinduet og op på stjernerne. Hun ønsker bare at de snart er hjemme så hun kan ligge i sin seng og sove. De kører i mørket og Maria ser frem, i det samme ser hun noget lys foran dem og begynder at skrige, men for sent. Hun hører et brag og efter det bliver alt sort.

Hun vidste ikke hvad der var sket kun at hun havde smerter over hele kroppen. Hun huskede at hun havde kørt med ham i bilen og pludselig var alt blevet sort. Hvad var der sket? Hun prøvede at rejse sig men det gjorde for ondt i kroppen på hende. Hun opgav. Der var blevet mørkt meget mørkere end sidst. Hun prøvede at huske, men det var kun et stort sort hul midt i hendes hukommelse. Hvad var der sket? hvorfor havde hun så mange smerter? hvor var Lucas. Hun begyndte at græde. Det var uretfærdigt, hvorfor skulle hun ligge her med smerter over det hele når Lucas bare var væk? Ham og hans forbandede bil. Hun vil aldrig se ham mere, han var det ikke værd når han bare efterlod hende her i mørket helt knust og med mange smerter. Det var koldt, men hun frøs slet ikke. Hun havde det faktisk ganske varmt. Langsomt faldt hun ind i mørket igen. 

Hun vågnede ved lyden af en ambulance. Hvor var hun hvad var der sket? Hun huskede ingenting kun smerterne og følelsen af at Lucas havde forladt hende. Hun åbnede øjnene og kiggede rundt. Hun var i en bil. Der var nogle som havde taget hende op i en seng. Hun prøvede at kalde på Lucas, men hun var for svag. Det kom kun som en hvisken. Alligevel hørte manden hende og vente sig. Han havde et beroligende ansigt som fik hende til at slappe lidt mere af. Han sagde at hun bare skulle slappe af og lukke øjnene igen. Hun prøvede, men det gik ikke der var for mange tanker i hendes hoved. Hvor var Lucas blevet af? hvorfor lagde hun her? Hvorfor stoppede den ambulance lyd ikke? Hvorfor skulle det gøre så ondt over alt? Hun faldt tilbage i mørket.

Hun slår øjnende op. Der er hvidt overalt. Først tror hun at hun var kommet i himmelen, men så får hun øje på alle maskinerne. Hun ligger i en hospitalsseng med en masse slanger på kroppen.  Hendes første tanke er hvorfor hun ligger der, men så mærker hun alle smerterne i sin krop. Hun er udmattet, kan ikke engang løfte hånden. Hvad var der sket? Hvorfor ligger hun her? Hun kan kun huske mørket. Alt andet er glemt. Hun lukker øjnene igen. En sygeplejerske kommer ind. Sygeplejersken tilser hende. Maria vil gerne sige noget, men hendes stemme er for svag. Hun prøver igen, men hendes stemme har svigtet hende. Hun samler alle sine kræfter og så kommer det. Kun som en hvisken, men sygeplejersken hører hende. ”Hvor er Lucas?” spørger hun. Sygeplejersken svarer ikke, men kigger underligt på hende. Hun svarer, men Maria er allerede i koma igen. Der går et stykke tid så vågner hun igen. Der sidder en ved kanten af hendes seng og græder. Hun prøver at åbne sine øjne, men kan ikke da de er for tunge. Hun samler kræfter for at snakke.

”hvor er Lucas?” hvisker hun.  Hun lytter og venter et svar men det eneste hun kan høre er personen som stadig græder.

Hun prøver igen at snakke, men er for udmattet. Hvorfor er der ingen der fortæller hende hvor Lucas er? Hun savner ham og han kan vel ikke bare have forladt hende eller har han? Nej det gør for ondt at tænke på. Alt bliver igen sort.

Hun har det godt i dag. Hun er kommet ud af komaen og har ikke så ondt mere nu, men hun har ikke set Lucas endnu. Hvad er der sket med ham? Er han blevet sur? De har lovet at fortælle det i dag. De synes hun er rask til at få det at vide nu. Hvis bare hun kunne huske hvad der er sket, men hver gang hun prøver kommer det samme sorte hul igen. Hvor er hendes hukommelse blevet af? Hun ved det ikke, men den er fuldkommen væk. I det samme kommer en læge. han er høj og tynd med sort halvlangt hår og et venligt smil om læberne. Smilet er ikke glad, det er mere sørgmodigt. Han kommer hen til hende, hjælper hende op og sidde og sætter sig derefter på en stol ved siden af. Han tøver.

”husker du noget fra ulykken?” spørger han så

Hun tænker sig om.

”kun kulden, mørket, smerterne og følelsen af at være forladt.” svarer hun så ganske stille. Lægen kigger på hende. Nu er hans sørgmodige smil helt forsvundet.

”kan du beskrive følelsen?” spørger han videre.

 ”Ja måske” svarer hun. Hun lukker øjnene.  ”Det er som at være alene uden nogen som elsker en og som om personen er forsvundet for altid, fordi han ikke har brug for en mere.”

Lægen kigger på hende, mens hun langsomt åbner øjnene. Han rejser sig stille og går ud. Hun er alene igen. Han er en flink læge tænker hun. Hun har fået at vide at hun stadig er i Frankrig og at han er den eneste læge som kan Dansk. Hendes tanker flyver videre. Hun er sikker på at Lucas nok skal komme senere i dag og sige undskyld. Hun lægger sig langsomt ned igen og så falder hun langsomt i søvn.

Hun vågner ved at der er en som prikker hende på skulderen. Hun ser ind i et smilende ansigt. Det har blå øjne, en lille spids mund, røde kinder og er omkranset af langt mørkt fladt hår.

”Hej” siger stemmen fra ansigtet og smiler.

”Jeg hedder Rebecca og er psykolog. Du må være Maria.” fortsætter hun.

Maria kigger ned af psykologen. Hun er tynd med en sort trøje som sidder tæt til kroppen så man kan se hendes former tydeligt den har ingen stropper. Hun har en ganske kort nederdel på, som er sortgrå. Hendes sko er højhælede og sorte ligesom trøjen. Hun ligner en prostitueret tænker Maria og har ikke lyst til at snakke med en som hende. Hun vender hovedet væk fra Rebecca igen. Så siger Rebecca noget som får Marias opmærksomhed.

”Jeg er her for at hjælpe dig med at huske.”

Maria vender ansigtet mod Rebecca igen og siger så

”er du sikker på at du kan hjælpe mig med det?” Hun kigger vantro på hende. Maria vil kun vide hvor Lucas bliver af. Det er ikke for sjov skyld hun har ligget i koma i 3 dage. Hvorfor har han ikke besøgt hende endnu? Og hvorfor kommer den dumme psykolog nu også? Selvfølgelig vil hun gerne vide hvad der er sket, men det eneste der er, er et stort sort tomt hul. Vil hun nogensinde kunne huske hvad der er sket? Det håber hun. Maria beslutter sig for at lade Rebecca prøve. Hun hvisker et okay og prøver forsigtigt at sætte sig op. Det lykkedes hende ikke og hun må få hjælp af Rebecca. Hun kigger på Rebecca igen og siger så ”først vil jeg vide hvor Lucas er.”

Rebecca tøver før hun svarer.” Jeg ved ikke om du kan holde til at høre det.”

Maria svarer at selvfølgelig kan hun det, hun vil vide hvorfor han forlod hende der i mørket med smerter helt alene og hvorfor han ikke har besøgt hende endnu. Det ligner ikke Lucas. Rebecca ser meget trist ud nu. Hun hvisker det meget lavt, men alligevel hører Maria det. Hun falder tilbage i sengen og alt er blevet sort.

Hun kigger ud ad vinduet. Vil ingenting se, ingenting høre. Hun vil slet ikke være her. Det giver genlyd i hendes øre det Rebecca sagde: ”Lucas er død.” ”Lucas er død.” ”Lucas er død.” Hun hører ikke andet end det. Hun har spurgt hans far om hvornår han skulle begraves, men det var han allerede blevet.

Maria havde kun lyst til en ting - at dø. Hvorfor var verden så uretfærdig? Hun kunne ikke leve uden Lucas, men det blev hun nødt til. Hun havde en familie som elskede hende og hun elskede også dem. Hun ville aldrig miste nogen hun holdte af, men det havde hun allerede gjort. Lægen havde fortalt hende at hun var sluppet godt fra det hele for hun havde ingen ydre sår, men havde fået et brækket ben, et par brækket ribben, en skade på rygsøjlen som de ikke kunne gøre noget ved og en slem hjernerystelse. Hun ville hellere have været død end at ligge her uden Lucas.

I det samme er der en som prikker hende på skulderen. Maria vender sig langsomt om, som en maskine. Hun ænser ingenting i starten, men det bliver klarer for hende hvem det er. Det er Shaida Lucas’ mor. Hun står og kigger lidt på Maria og siger så ”jeg kom bare for at fortælle dig at vi overhovedet ikke vil have noget med dig at gøre mere, efter du har dræbt vores søn.”

Bang! det kom som en bombe der sprang lige ind i hovedet af hende. Shaida vender sig og går. Det eneste Maria tænker er Min skyld. Min skyld min skyld…

Hun slår øjnene op. Det er mørkt udenfor, og Maria kan se stjernerne på himlen. Hun ønsker inderligt at hun kan spole tiden tilbage, til den gang hun havde stået ved siden af Lucas og kigget op på stjernerne, men det kan hun ikke.  Ulykken var sket hun kunne ingenting huske, og nu lå hun her i en seng på sygehuset med et brækket ben og en hjernerystelse. Ville det nogensinde komme frem hvad der var sket? Hun viste det ikke. Det hele afhang af hendes hukommelse. Hvorfor var Shaida kommet i dag og havde fortalt hende at det var hendes skyld. Hun viste godt at det var hendes skyld, men hvorfor havde Shaida været der? Shaida af alle mennesker. Hun faldt stille hen igen.

Dagene kommer og går. Efterhånden nærmer tiden sig til at hun skal hjem igen. Hun har fået at vide at Lucas er blevet begravet i Danmark nær hendes by. Hun har også fået at vide at hun skal hjem i morgen. Hendes forældre har ikke fået besked om hvad der er sket, og hun har heller ikke tænkt sig at fortælle dem noget. Hun for pakket sine ting og lægger sig ellers til at sove igen så hun kan nå sit fly i morgen.

Den næste morgen er hun klar til at flyve tilbage til Danmark. Efter timerne i flyveren helt alene kommer hun hjem til lufthavnen. Hun har fortalt hendes forældre at Lucas har slået op med hende og derfor ikke kan følge hende hjem. I lufthavnen står familien og venter på hende. Hun går med krykker hen til dem og omfavner Sara. De græder begge. For de har begge holdt af Lucas mere end de andre. Sara er mere end Marias søster. Sara er Marias faste holdepunkt og hendes ven gennem livet, hun vil altid være noget helt specielt.

Dagene gik og de startede i skole igen. Maria har ikke længere nogle skader andet end i ryggen, men den kan man ikke se udefra. Hun starter op som hun plejer, men har ikke andet i hovedet end selvmord, Lucas og psykolog. Harry fra hendes klasse begynder igen at mobbe hende, men nu er det meget værre end før. Det er i hvert fald det Sille fortæller hende efter et par uger. Hun kom hen til hende og sagde ”hvad er der i vejen med dig Maria? du har overhovedet ikke lagt mærke til at Harry provokerer dig og de andre griner. Du har været væk i en måned og du har ikke været til at komme i kontakt med siden den 26 juli. I det samme begynder Maria at tude og styrter forbi Sille som griber fat i hendes arm, men hun vrister sig fri og løber videre ud på toilettet. Ude på toilettet græder hun og siger til sig selv at det skal nok gå. Hun er helt normal det er ikke hende der er noget i vejen med. Det er de andre.  Det er dem som har et problem. Hun har kun et problem: Lucas er væk, det er hendes problem ingen af de andres. Måske? Nej det ville være for synd for Sara, men måske kunne hun pirre Harry så meget at han begik et mord på hende. Hun elsker tanken om døden. Hun tager sig sammen, tørrer tårerne bort og går ud. Hun kommer ind i klassen lige imens klokken ringer. Hun siger ingenting sætter sig bare over på sin plads ved siden af Sille, men siger ikke noget og hører ikke efter selvom Sille snakker til hende. Efter timen ved hun ikke hvad læreren har sagt, men hun er også ligeglad. Resten af skole dagen gik, men hun lå ikke mærke til hvad der skete omkring hende.

Rebecca var en dansk psykolog som Lucas’ far havde sørget for til Maria. Han betalte stadig for at hun gik hos hende. I dag skulle Maria igen hen til hende. Maria tøver, men så beslutter hun sig, går ind og sætter sig ved bordet. På bordet ligger nogle sten. Maria betragter en grøn sten som er glat og skinnende. Den er virkelig flot. Hun tager den og kigger på den.  I det samme kommer Rebecca.

”Kan du lide den sten?” spørger hun. Maria kigger op og siger ganske stille og kort ja.

”Så må du få den” siger Rebecca.  Maria tager stenen i lommen.

”Hvad skal vi lave i dag?” Spørger Maria.

”vi skal kigge på sten” svarer Rebecca. I dag er hun klædt i en sort lang kjole som passer godt til hende. Hendes mørke hår er sat op i en hestehale og hun har ikke så meget Make–Up på. Hun er faktisk pæn i dag.

”Nu skal du vælge tre sten. En som betyder vrede, en som betyder glæde og en som betyder at du er ked af det.”

Maria kigger på stenene. Der er en sort sten med skarpe kanter og en ru overflade.

”Det skal være vreden” siger Maria og lægger den på bordet. Ved siden af den sorte ligger hun en rød glat sten. Hun siger at det er glæden. Den sidste sten hun tager, er den grønne hun kom i lommen og siger at det er tårerne på hendes kinder. ”Den fanger alle mine tårer.”

Rebecca siger at hendes time er slut og Maria går. Hun fortalte også Rebecca om skoledagen i dag. Hun har fået et par gode råd fra hende og har tænkt sig at prøve dem. Hun har stadig den grønne sten i lommen, mens hun venter på bussen. Hun tager den op af lommen og mærker på den. Jeg vil aldrig mere græde tænker hun.

Hjemme går Maria op på sit værelse og sætter sig på sin seng. Her sidder hun i lang tid og laver ingenting. Sara kommer og siger at der er mad. Maria rejser sig robot agtigt og følger med Sara ned. Efter at have spist går Maria igen op på sit værelse. Hun har ikke brug for at snakke med nogle, ikke engang Rebecca som ellers har sagt at hun skal ringe hvis hun er ked af det, men det vil hun ikke. Hun kan godt klare sig selv tænker hun. Hun sidder lidt på værelset, men har egentlig ikke lyst til at blive der mere så hun går ned, tager sine sko og jakke på og går.

Hun kommer længere ned af vejen da hun får en ide. Foran hende er et sving. I det sving kam man ikke se over til den anden side om der er modkørende biler eller om der kommer folk gående. Maria ved at der kommer biler kørende her med over 100 km. I timen. Hun vil stille sig ude midt på vejen lige der hvor bilerne ikke kan se hende, lige der hvor hun vil køres ned. Men så tænker hun på sin vidunderlige søster som sidder hjemme og venter på hende og som holder rigtig meget af hende. Hun skal lige til at gå ud på vejen da hendes søster kom løbende mod hende. Sara når hen til Maria og giver hende et knus. De går ned ad marken i stedet og sætter sig på bakken som ligger for enden af marken. Her sidder de og snakker lidt om ingenting og til sidst beslutter de sig for at gå hjem igen. Maria sender Sara i forvejen hjem. Hun rejser sig med et smil på læberne og går hjem. Nu har hun endelig taget sin beslutning. 

 

________________________________________________________________________________

har valgt en åben slutning da jeg vil give jer lov til selv at bestemme hvad hun vælger :) håber i liker så er i bare søde :D

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...