Forladt (oneshot)

Ude på en strand, ikke langt fra hjemme, leger de to søskende. Da noget uventet sker. Noget uventet, der senere bliver til et mareridt, der aldrig ville forsvinde fra den stakkels piges sind.

… Han skreg om hjælp igen og igen, men hun kunne intet gøre, vidste ikke hvad hun skulle gøre. Alting smeltede sammen, og snart blev der stille, da hans skingre stemme forsvandt helt. Alene i mørket… Det var, hvad hendes bror var nu. Helt alene i det kolde, mørke hav, som hun hadede så inderligt. Forladt og alene i mørket for evigt...


34Likes
48Kommentarer
878Visninger

2. Oneshot

Author's note: Første gang jeg er med i en konkurrence, ville bare prøve.

- Enjoy :)

 

Den lå der endnu. Der hvor hun havde forladt den for så lang tiden siden, der hvor ulykken skete. Hun kunne stadig se det for sig, lige som hun så det i sine mareridt hver nat… 

Der var tomt på stranden. Kun den lille pige og hendes bror løb lystigt rundt i vandkanten med barre tæer, selvom det var i januar måned og bidende koldt. Men for børn som dem kunne man ikke have sko på, når man var på stranden, sådan var det. 


Pigen holdt en dukke under armen, en ganske særlig en. Hun havde fået den af sin morfar, lige inden han døde. Han havde bedt hende om at passe godt på den. Den havde været hendes mormors, og han var selv blevet for gammel til at lege med dukker, havde han sagt, så han syntes, at hun skulle have den. Hun havde lovet ham, at hun ville passe så godt på den, som hun kunne, og havde haft den med sig hvert sekund lige siden. 


De to søskende løb efter hinanden, løb fra bølgerne og hylede af fryd, når den ene blev ramt af det iskolde vand. Bølgerne var høje den dag, og de kraftige vindstød var nogle gange lige ved at vælte børnene omkuld. Da de nåede til nogle store sten, hvor de plejede at vente på, at deres mor ville komme og hente dem, foldede pigen et håndklæde ud på en af stenene. Der lagde hun sin elskede dukke, mens hun selv satte sig på den hårde, kolde stenbund. 

Hendes bror løb stadig frem og tilbage i vandet, og prøvede at undgå de store bølger. Pigen lo af ham, da et kraftigt vindstød pludselig væltede ham omkuld. Hun så magtesløst til, mens mægtige kræfter trak ham længere og længere ud i dybet. Hans skrig og råb om hjælp blev kvalt af bølgernes buldren, og hendes egen stemme blev til en hæs, grådkvalt piben, som forsvandt i vinden. Bølgerne tog fat og trak ham under det mørke vand, og hun stod der, lammet til stedet af frygt, mens alting pludseligt føltes koldere og mørkere.

Hun lukkede øjnene hårdt i, og ønskede så inderligt, at dette ikke skete. Der blev stille, som var intet hændt, og havet og himlen smeltede sammen til en sørgmodig, grå farve. En sort følelse lagde sig over hende, som et tykt tæppe af forfærdelse og frygt. Det kunne umuligt være sandt, dette kunne umuligt være sket. Tårerne ville ikke stoppe sin strøm, og hun hørte kun svagt, at hendes mor kaldte på dem. 

Helt uvidende om hvad der lige var sket, og at der nu kun var hende… En tomhed bredte sig i hende, lige inden skyldfølelsen og smerten vældede ind i stedet for. Dukkens glasøjne stirrede tomt og sørgmodigt efter hende, da hun løb grædende over til sin mor, som nyttesløst og intet vidende forsøgte at trøste hende. 

Hun var pigen.
Hun gik med overvejende, langsommelige skridt over for at samle dukken op, men smed den fra sig, som havde hun brændt hænderne. Minderne skyllede ind over hende, og i et langt øjeblik lukkede hun sig inde i sit sinds mørke og dystre tanker og billeder, fra den dag hvor hendes liv ændredes for evigt.


Det tog lidt tid, før hun atter kunne tænke klart. I nogle øjeblikke stod hun bare, og kiggede på dukken. Den var vejrbidt, men lå stadig blødt på det håndklæde, hun for længe siden havde lagt under den. Dens blik var tomt, eller som hun opfattede det, bebrejdende. Som sagde den: ”Hvor har du været? Hvorfor lod du mig ligge her?” eller ”hvorfor stod du bare der? Hvorfor reddede du ham ikke?” Men det var for sent nu, og hun havde ikke villet nærme sig vandet siden, ikke før nu. End ikke for at hente sin dukke som betød så meget for hende. Det var ikke kun havet, hun ikke ville tæt på. Hvis hendes veninder ville have hende med i svømmehallen, måtte hun pænt takke nej, og i den første tid havde hun ikke villet nærme sig badekarret. Hendes humør havde ikke været det samme siden, hun havde ændret sig psykisk, og derfor havde hendes mor bestilt en psykolog til hende.

Ikke at det havde hjulpet, nej tværtimod. Hver gang psykologen var begyndt at snakke om eller spørge til hendes bror, havde hun lukket sig inde i sorgen, og så kunne hverken psykologen eller hendes forældre få mere ud af hende.
Hun følte, at den iagttog hende fra sin nye plads på hylden. Som den sad der, mellem resten af hendes dukker og tøjdyr, passede den ikke ind. Hun tog den ned, og lukkede øjnene hårdt i, da billederne fra den dag begyndte at vise sig for hendes indre blik…


… Han skreg om hjælp igen og igen, men hun kunne intet gøre, vidste ikke hvad hun skulle gøre. Alting smeltede sammen, og snart blev der stille, da hans skingre stemme forsvandt helt. Alene i mørket… Det var, hvad hendes bror var nu. Helt alene i det kolde, mørke hav, som hun hadede så inderligt. Forladt og alene i mørket for evigt...


Da hun langsomt åbnede øjnene igen, trillede tårerne ned ad hendes kinder. Men nu vidste hun, hvad hun ville gøre med dukken, hun vidste, hvor den hørte hjemme. Hun kiggede længe på den, og syntes, at hun anede et lille smil, som sagde den: ”Det er okay, du kan godt gøre det. Du må gerne.” Og hun ville gøre det med det samme.


Hun lod dukken flyde ud i havet, og så til, mens den ganske langsomt sank. ”Undskyld morfar,” hviskede hun. ”Men nu er ingen af dem alene. Nu vil ingen af dem nogensinde blive forladt...”

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...