Mistet

Denne movella handler om en pige der mister både sit liv og sig selv. En ting mister hun dog ikke i mørket.

3Likes
2Kommentarer
378Visninger
AA

2. "Eventyret"

Det hele startede for en måned siden. Jeg så ham stå i udkanten af skoven, omgivet af sne og med den nedadgående sols sidste stråler bag sig. Han lignede en mellemting mellem en dæmon og en engel. Det viste sig at han var en dæmon.

Det startede med at jeg sagde hej og jeg tabte vejret da han svarede mig. Hans stemmer tændte noget indeni mig. En form for kærlighed vil jeg tro.

Han var helt igennem perfekt, denne dreng. Han lignede noget fra mine vildeste drømme og han opførte sig som prinsen på den hvide hest. Han var helt igennem perfekt.

Eller det troede jeg. Han var ikke perfekt. Langt fra. Jeg var så ovenud lykkelig for at en som ham kunne falde for en som mig. Det var for godt til at være sandt, sagde jeg til min lillesøster, får timer før jeg døde. Det var det også, skulle jeg bittert erfare.

Vi havde to fantastiske uger sammen. Jeg svævede på en lyserød sky, nej et helt dusin lyserøde skyer. Men på vores to ugers dag, gik det galt.

Vi havde et kæmpe skænderi. Jeg havde fundet ud af at han havde løjet overfor mig. Han havde været mig utro. Med tårerne trillende ned ad kinderne havde jeg skreget at jeg aldrig ville se ham mere. Han havde haft et underligt blik i øjnene, men jeg vendte mig alligevel væk fra ham. Det skulle jeg ikke have gjort. Han tog fat om min hals og klemte til. Jeg kunne mærke livet langsomt forsvinde fra min krop. Alt blev sort.

 

-----

 

Det næste jeg kan huske er et blændende lys. Og en mand, jeg ikke kan beskrive. Han sagde at jeg skulle komme ind i lyset. Jeg huskede intet og var næsten inde i lyset det minderne væltede ind over mig. Ramte mig som et lynnedslag. Jeg følte noget jeg aldrig har følt før. Had. Ren uforfalsket had. Jeg vendte mig om, jeg havde det som om jeg brændte. Manden råbte at jeg skulle tilgive. Jeg råbte: "Skrid til Helvede," og gav ham fingeren.

Jeg vidste at jeg var død. Når man er død kan man mærke det, inde i sin sjæl. Jeg var faktisk ikke andet end min sjæl. Jeg vidste også hvem der havde myrdet mig.

Jeg kan ikke huske hvordan men pludselig var jeg uden for hans dør. Jeg løftede hånden for at banke på. Men kom så i tanke om hvad han havde gjort ved mig. Mit had vældede op med nye styrke og jeg gik lige igennem døren. Jeg fandt ham inde i sin seng. Igang med at kvæle min lillesøster på samme måde, som han havde kvalt mig. Jeg blev så rasende, så opfyldt at had at jeg ved tankens kraft satte ild til hans trøje. Han sprang tilbage samtidig med mig. Jeg anede ikke at jeg kunne gøre det. Han skreg og skreg. Jeg havde hørt før at det at brænde ihjel var den mest smertefulde måde at dø på.

Min elskede søster var forsvundet ud af døren. Jeg ved ikke hvordan hun har det og det smerter mig. Muligheden for at følge med i hendes liv har jeg også mistet.

Jeg kunne høre at han holdt op med at skrige og pludselig stod hans ånd foran mig. Hans øjne og ører var vidt opspærrede og han stod med åben mund.

"Hvorfor?" spurgte han endelig.

Ordene kom bag på mig. Hvorfor? Hvorfor?! Og det spurgte han om.

"HVORFOR?!" skreg jeg af mine lungers fulde kraft. Eller jeg trækker jo ikke vejret længere, men I ved hvad jeg mener. "Du slog mig ihjel," skreg jeg. Huset rystede. Han skulle lige til at svare mig, han åbnede munden og så forsvandt han. Nu var det min tur til at stå med åben mund. Han var forsvundet ud i den blå lugt. Hvilken frækhed nåede jeg lige at tænke før jeg kunne mærke min sjæl blive suget nedad.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...