Sometimes people don't come back

Den almindelige, 15-årige Liv og vilde, charmerende 17-årige Casper er kærester, og det har de været i 2 måneder. De er vildt forelskede, og vil gøre hvad som helst for hinanden. De skriver breve sammen så tit, det er muligt, og en uge inden sommerferien skriver Casper, at Liv skal komme over til ham i Harboøre ved Vesterhavet, når ferien starter, men det gør ikke som planlagt.

Jeg vil blive meget, meget glad, hvis I vil give min en masse feedback. Da jeg gerne vil skrive en rigtig lang historie med mange kapitler, så har jeg ikke helt styr på handlingen endnu. Uventede ting vil sikkert ske...

1Likes
2Kommentarer
289Visninger
AA

4. Del 4: Casper

Tonerne flød. Et hav af tårer. Som et hav af tårer flød tonerne ud over ham selv, verden, værelset, himmelen. Store. Store toner. Større end livet selv, måske. Men måske er livet slet ikke så stort? Det spørgsmål, den tanke. Cirkulerede. Centrifugerede. I hjernen på ham. Ligesom hvis en djævelen fik vinger. Så lidt passede det ind. Passede hun ind. Latter. Må væk. Omsluttet. Væk. Lukket. Pakket. Tonerne flød. Havet pressede på. Slog mod bredden. Uden for vinduet blæste det, selvom sommeren var på vej op af trappen. Ligeglad. Åbnede vinduet, og blæsten ramte. Blev næsten væltet omkuld, men vidst kun i bevidstheden. For mange gange. Siden. For mange gange siden. For sent. Men bølgerne kom ikke for sent. Igen og igen slog de mod bredden. Uden en tanke, uden fornuft, uden at tro. På andet end at vende tilbage. Tilbage til bredden. Tilbage til ham. Lukkede øjnene. Længe. Bølgerne blev ved og ved. Endeløst. Nytteløst. Løst. Som en sang, igen og igen. Flere gange i træk. Som hende. Falder, falder, falder, falder. Løber, løber. Mørkere. Løber, mørkere, løber, mørkere, løber. Sort. 

Han åbnede en pakke smøger med rystende hænder. Et heftigt, grådigt hvæs. Igen og igen. Udenfor blæste det, stormede. Lænede sig ud af vinduet, stirrede. Ligeglad. Røg bare. Tændte en ny, der lyste op i mørket. Det så næsten magisk ud. Overnaturligt. Bølgerne slog bare mod strandkanten. Igen og igen. Huskede. Troede det var sommer. Huskede de to, hånd i hånd. Løftede hende, drejede rundt. Kys. Smil. Ingen ord, kun glad, fredfuldt stilhed. Og kys. Små, store. Vilde, rolige. Modsætninger. Det elskede de begge. Hinanden. Den vilde dreng og den pæne, ordentlige pige. Han tændte en ny. Én enkelt dag. I morgen. 

Hvad ville hun have, han skulle gøre? Hvordan skulle han reagere, når han så hende på stationen? Og hendes veninde, kusine, tante, ligemeget. Fire mennesker i det lille sommerhus, som han havde arvet efter sin farfars død. Han var irriteret. På William, veninden, sig selv. Hende. Men glædede sig. Som et lille barn. Og det var vel også det, han var. En lille dreng. Med lange øjenvipper og grå øjne, der kiggede på alle. Kiggede på den rigtige måde. Ikke for stirrende, ikke for uinteresseret. Interesseret. I alt. Men bange. Træt af alle. Sig selv, andre, alle. Han havde også kigget på hende, men hans øjne havde set anderledes. Han skodede smøgen mod husmuren under vinduet. Tændte ikke en ny. Kiggede op på himmelen med store øjne. Helt sort, ingen stjerner. Han var helt vild med stjernebilleder, da han var en lille dreng. Det var han ikke længere. Nu var han ligeglad. Elskede kun hende, ville kun have hende, kun være sammen med hende. Snakke med hende. Kigge på hende, mens deres fingre vikles ind i hinanden. Så hårdt, så stærkt. Aldrig mere slippe. Sådan ville han reagere. Aldrig slippe.

Mon hun overhovedet tænkte på ham? Ikke hele tiden. Men hun ringede midt om natten for det meste. Så løb han ud af lokalet, ud i skoven, ud til vandet. Og løj. Ja, han sov. Ja, hun vækkede ham. Nej, der var ingen, der snakkede til ham. Nej, han var ikke til fest. Ja, han elskede hende. Ja, ja, ja, ja. Selvfølgelig. Altid. Højere end højest.

Han kunne ikke sove mere. Var kommet alt for sent hjem, alt for træt. Var væltet om på sengen, stadig med bukser på. Han gik udenfor, satte sig på terrassen. Tænkte på Lisa. Hvor tæt på, de havde været. Hvor tæt på Lisa havde været med sin ækle mund. Godt, at William trak ham væk. Godt, William. Kun godt. Nu var han her, hjemme. Men hvad fanden skulle han egentlig? Ringe til hende? Måske. Måske ikke. Kiggede på klokken. Halv seks. Han kunne skimte solen. Skulle nok ikke ringe. Skulle nok sove. Bare lidt, hvis han kunne. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...