Sometimes people don't come back

Den almindelige, 15-årige Liv og vilde, charmerende 17-årige Casper er kærester, og det har de været i 2 måneder. De er vildt forelskede, og vil gøre hvad som helst for hinanden. De skriver breve sammen så tit, det er muligt, og en uge inden sommerferien skriver Casper, at Liv skal komme over til ham i Harboøre ved Vesterhavet, når ferien starter, men det gør ikke som planlagt.

Jeg vil blive meget, meget glad, hvis I vil give min en masse feedback. Da jeg gerne vil skrive en rigtig lang historie med mange kapitler, så har jeg ikke helt styr på handlingen endnu. Uventede ting vil sikkert ske...

1Likes
2Kommentarer
327Visninger
AA

3. Del 3: Liv

Liv følte sig træt og ugidelig, som hun lå der på tæppet i haven og solede sig. Solen bagte ned fra himlen, det måtte være mindst 30 grader. Hun satte sig op. Satte solbrillerne op i håret, så hendes klare, isblå øjne kom til syne. Hun kiggede rundt i haven, og et øjeblik følte hun sig overvåget. Hun havde ikke den fjerneste anelse om hvorfor, for haven var godt gemt bag en høj bøgehæk, og de var kun de to i haven. Liv og Signe. Fuglene kviderede, og hele haven duftede af sommer. Hele livet. Herinde var hun ikke sikkerhed. Afskærmet fra byens larm, hundene, der gøede. Afskærmet fra det der foregik udenfor. I hendes eget univers. Sommerfugle og små, hvide blomster. Hendes eget lange, lyse fehår og Signes mørkebrune, næsten sorte, page. Vakuum. 

Livs kusine sov. Med de sorte øjenvipper hvilende på kinden, mindede kusinen, Signw, lidt om Casper. Men kun ganske lidt, for med ham var det anderledes. Mere intenst. Med ham var der ingen rolige dage, vakuumpakket i haven. Med ham var der fester, byens intensitet. Men det var ikke byens intensitet, hun forbandt med ham. Det var en anden form for intensitet. Kærlighedens. Livets.

Liv glædede sig. Allerede dagen efter hun havde modtaget brevet, havde hun skrevet til Casper, at hun selvfølgelig kunne komme. Hun havde helt glemt at spørge sine forældre. Men det var også ligemeget, for hvis de ikke gav hende lov, ville hun bare tage afsted alligevel. Så let var det. Hun ville flygte gennem landet med Signe i hånden. Signe. Liv havde ændret lidt på Caspers plan om, at det kun skulle være de to i det lille sommerhus ved det store hav. Signe ville gerne med. Og det havde hun det egentlig fint med, for Signe var både hendes kusine og bedste veninde. De to delte en del sammen. Ikke alt, men en del. Liv havde ikke rigtig nogen, som hun delte alt med. Casper var en undtagelse. Hun og Casper vidste mere om hinanden end nogen andre, følte hun.

"... du på?" Det gav et lille sæt i hende. Hun havde vidst siddet i sin helt egen verden i et stykke tid, for Signe havde et lettere irriteret udtryk i ansigtet. Hovedet lidt på skrå, munden åbnet, så man lige kunne skimte hendes fortænder. En lille trækning i øjenbrynet. Men med et evigt interesseret udtryk i øjnene. "Hvad sagde du?" spurgte Liv forsigtigt. Signe trak lidt på smilebåndet, mens hun fortalte, at hun såmænd bare havde spurgt, hvad hun tænkte på. Liv tænkte sig hurtigt om.

- Åh, ikke noget.
- Hold nu op, Liv. Du svømmede fuldstændig væk i dine egne tanker. Fortæl nu hvad det var.
- Men der er ikke noget specielt. Det er bare... Vi skal rejse i overmorgen, og jeg glæder mig så meget. Men jeg er også lidt bange for at blive skuffet. Tænk, hvis det slet ikke bliver så godt, som jeg forestiller mig. Jeg kommer jo ikke til at være alene med ham.
- Ih, du er også så slem til at tage sorgerne på forskud. Hvad kan gå galt? Dig, mig, to flotte fyre - alene i et sommerhus ved stranden!
- Det er også den skide fest. Skal vi absolut med? Vi kender jo ingen i Harboøre og omegn, og jeg er dårlig til at møde nye mennesker. Den eneste jeg kender, som jeg ved skal med, udover jer tre, er ham Christian. Og ham og Casper vil ikke være nogen god cocktail, det ved jeg. 
- Christian, din stakkels, ulykkelige bejler! Det er fandeme ligesom i middelalderen eller sådan noget. Jeg skal nok holde ham væk fra dig, trust me. Det er da rigtig godt med den fest! Ellers kommer vi til at rådne på i Harboøre. Det er en mikroskopisk fiskerby, ikke?  

Signes lille mund gav et fnis fra sig. Hendes mørke øjne lyste, når hun snakkede om turen til Harboøre. Hun omfavnede Liv i et stort knus, og Liv var tæt på at forsvinde. Pludselig kunne hun ikke holde latteren tilbage, og de to piger væltede om på ryggen, hvor de fnisede på livet løs i over ti minutter. Liv ønskede, at hun kunne stoppe tiden, og leve i dét øjeblik for altid. Men det var ønsketænkning, for lige da grineflippet var ved at aftage, kaldte moster Anna på de to piger. Liv vendte sig om og så på moster Anna. Hun havde åbnet vinduet fra køkkenet og ud i haven, og kiggede kærligt på hende og Signe. Signe havde allerede pakket sit tæppe sammen og taget en stor T-shirt ud over sin farverigt stribede bikini. Liv sprang op, pakkede sit tæppe sammen og småløb efter Signe. På nul komma fem havde den rastløse følelse i hendes krop ændret sig til at være glad og forventningsfuld.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...