Sometimes people don't come back

Den almindelige, 15-årige Liv og vilde, charmerende 17-årige Casper er kærester, og det har de været i 2 måneder. De er vildt forelskede, og vil gøre hvad som helst for hinanden. De skriver breve sammen så tit, det er muligt, og en uge inden sommerferien skriver Casper, at Liv skal komme over til ham i Harboøre ved Vesterhavet, når ferien starter, men det gør ikke som planlagt.

Jeg vil blive meget, meget glad, hvis I vil give min en masse feedback. Da jeg gerne vil skrive en rigtig lang historie med mange kapitler, så har jeg ikke helt styr på handlingen endnu. Uventede ting vil sikkert ske...

1Likes
2Kommentarer
286Visninger
AA

2. Del 2: Casper

Hans hænder tog fat i hendes lange, lyse hår. Han trak vejret hurtigt, tungt. Hun så helt rolig ud. Han frostod hende ikke, men han elskede hende, og det gør han stadig. Så højt og inderligt, at det gør ondt. Fysisk ondt. Det er to uger siden. To uger siden han sidst hørte hendes glade, kvidrende stemme. Sidst så ind i hendes spillevende øjne. Sidst fortalte hende små historier fra hans liv. To uger er gået, siden de fnisende og forelskede gik gennem byen sent, sent om natten. Savn. Savn, savn, savn. En form for mørke har lagt sig over ham. Han føler smerten i hele kroppen, føler han skal kaste op. Han har lyst til at gribe ud efter hende, holde hende. Han skal lige til at fare ud af døren, da det går op for ham, at der er 100 kilometer til Viborg.

Casper var spontan, høj, flot, mørkhåret. Han havde pæne, senede hænder. Helt lige, hvide tænder. En charmerende personlighed. Men det var ikke det, der gjorde, at Liv faldt for ham. Det var hun ligeglad med, der skulle mere til at imponere hende. Måske var det derfor han fik lyst til at vide meget, meget mere om hende. Eller også faldt han bare for hende. Med det samme. Måske blev han bare forelsket. Ved første øjeblik. Helt simpelt, men det var nok sådan det forholdt sig.

Han rejste hurtigt op. Han måtte ud, ud før tankerne kvalte ham. Det var vidst ikke godt for en dreng som ham at tænke så meget, som han gjorde her for tiden. Han kastede et lynhurtigt blik på sig selv i det store spejl på det gamle badeværelse. Kørte hurtigt hænderne igennem håret, børstede tænder, drak et stort glas vand. Han fik vidst lidt for meget at drikke i går, kunne intet huske. Tænkte lidt på Liv. Trak en sort hættetrøje over hovedet, råbte til sin far, at han gik ud. Ringede til William.

Under ti minutter senere stod de to drenge i vaders med fiskestænger. Harboøre. En lille fiskerby. Ingen af dem ville være fiskere, men der var alligevel noget befriende og beroligende ved at stå der i et par timer, kun de to. De tænkte tingene igennem. Snakkede også lidt, men for det meste var der stilhed mellem de to drenge. De skulle jo nødigt skræmme fiskene væk. William og Casper var bedste venner, og det havde de været, lige siden de mødtes i hulen i skoven hver dag. Lige siden de delte blod og alle hemmeligheder. Casper vidst, at han kunne stole på William. Altid. Der var aldrig problemer mellem de to. De snakkede ikke så meget om piger, men Casper havde alligevel fortalt William lidt om Liv. Ganske lidt. Han brød sig ikke om at fortælle andre om hende. Hun var hans, og kun hans.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...