Sometimes people don't come back

Den almindelige, 15-årige Liv og vilde, charmerende 17-årige Casper er kærester, og det har de været i 2 måneder. De er vildt forelskede, og vil gøre hvad som helst for hinanden. De skriver breve sammen så tit, det er muligt, og en uge inden sommerferien skriver Casper, at Liv skal komme over til ham i Harboøre ved Vesterhavet, når ferien starter, men det gør ikke som planlagt.

Jeg vil blive meget, meget glad, hvis I vil give min en masse feedback. Da jeg gerne vil skrive en rigtig lang historie med mange kapitler, så har jeg ikke helt styr på handlingen endnu. Uventede ting vil sikkert ske...

1Likes
2Kommentarer
288Visninger
AA

1. Del 1: Liv

Mørke. Stille. Helt, helt stille. Hun prøvede at samle tankerne, prøvede at huske. Hun vendte og drejede sig, rystede. Der var koldt på værelset. Hun satte sin op, men var nødt til at smide sig bagover i sengen igen. Hun kunne ikke huske en skid. Hvis hun lukkede øjnene, så hun fødder der løb, urolige og flakkende øjne, mørkebrunt hår og langt, grønt græs. Hun så hænder, der holdt hinanden, læber, der mødtes. Mennesker. Mennesker, der trak vejret i hurtige, krampagtige stød. En dreng, der blev slået ned i jorden. Rejste sig. Jorden. Rejste sig. Jorden. Igen og igen, hurtigere og hurtigere. For til sidst at forsvinde, blive suget ind i et virvar af tanker og forkerte handlinger. 

En lyd fra døren. Hun fór op af sengen, kastede blikket rundt i værelset. Der var ingen. Hun blev klar over, at det blot var en drøm. Ubehagelig, mærkelig. Men trods alt kun en drøm. Hun anede ikke, hvorfor hun havde de drømme. Hvor han blev revet fra hende, hurtigt, hårdt og nådesløst. Hans desperate råb druknede i hendes fortvivlede skrig. Han fægtede vildt med armene, mens hun stod som naglet til jorden med salte tårer strømmende ned over kinderne. Hun stod altid bare og så på, mens hun tudede vildt og ubehersket. Og skreg. Hun havde aldrig sagt et ord til ham. Sådan var det næsten altid i drømmene. Så kunne hun ringe til ham, sent, sent om aftenen. Bange. Ville bare lige tjekke, at han stadig levede. At han sov med de lange øjenvipper hvilende på kinden. Bag lukkede skodder. I den lillebitte by langt mod nord. Med hans far, der læste avis i stuen under en gulvlampe, der gav et gulligt lys fra sig. Det var ikke altid, han tog den. Nogle gange kunne hun sidde i flere minutter og klikke på "genkald", indtil det gik op for hende, at klokken var over tre om natten, og han nok var i så dyb søvn, at selv ikke hendes insisterende ringen kunne vække ham. Det var helt klart værst, når de ikke var sammen. Med de 100 kilometer ud til Harboøre, bølgerne, blæsten, det lange græs og hans brede smil. Så var drømmene værst.

Hun stod ude midt på gulvet på bare fødder. Hun bevægede sine fingre og tæer for at få varme i dem, inden hun slog rullegardinet op med et smæld, og lod en varm solstråle trænge gennem vinduet. Der var massere af lys og sol udenfor for tiden. Sommerferien var tæt på. Hun satte sig i sengen. Når hun sad, som hun sad nu, kunne hun se det meste af sig selv i spejlet på den modsatte væg. Hun kunne se de alvorlige, blå øjne. Det lange, lyse hår, der faldt helt ned til hoften. De tynde, brune ben. Hun sad i skrædderstilling. Betragtede sig selv. Hun listede lydløst ud gennem døren, for ikke at vække sine forældre, der sov tungt i soveværelset ved siden af. Som hun stod der i dørkarmen, vidste hun, at der var præcis fem skridt hen til de øverste trin på trappen. Hun nød at tælle dem. Hver eneste morgen talte hun de fem skridt. Det gjorde hende tryg at vide, at skridtene til trappen altid ville være det samme. Selv når hun var ved at blive sindssyg af savn, forelskelse og gråd. Selv efter han vendte op og ned på hendes liv, og fik hele hendes verden til handle om ham. Siden han blev en sol, som alle hendes planeter kredsede omkring, var der præcis fem skridt. Hun dansede på lette fødder ned ad trappen, snurrede én gang rundt om sig selv.

Hun havde en fast morgenrutine, alt var næsten skemalagt. Hun gav katten mad, varmede en krydderbolle på brødristeren, skænkede sig selv et glas mælk, tjekkede postkassen. Han havde lovet at skrive i dag, og hun håbede inderligt, at han ville huske det. Det gjorde han ikke altid. Sommetider skrev han hver dag, andre gange kunne der gå uger imellem. Hun løb over det dugvåde græs på bare tæer. Med rystende hænder låste hun postkassen op, bladrede igennem den lille stak af breve, og pludselig... Med sorte, lidt skæve, bogstaver på en kridhvid kuvert. Liv Petersen, hendes adresse og et lille frimærke i højre hjørne. Hans navn var afsenderen. Hun åbnede brevet nu, kunne ikke vente til hun sad ved køkkenbordet. Hun læste brevet hurtigt igennem, følte en rastløshed i kroppen. Hun læste hver et ord, men ænsede kun en sætning cirka i midten: "Hvis du vil, kan du tage toget herover i den første uge i sommerferien..."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...