Fortabt (one scot)

Tja... Der er ikke så meget at sige til den her lille historie... Det er en gammel, gigtramt dame der fortæller om en lille almindelig episode...

0Likes
0Kommentarer
225Visninger

1. Fortabt

 

Hun sad på trappen med det samme tomme ansigtsudtryk, som jeg havde set så mange gange før. Hun så tomt ud i luften med sine gråblå øjne, mens hendes hænder arbejdede i en rolig rytme. Det var den samme uldtrøje hun havde strækket på i flere uger nu, men det virkede håbløst. Jeg vidste, at hvis jeg kørte ud af min hoveddør, ville selv jeg kunne høre forældrenes høje råb inde fra huset. Jeg bed mig lidt i læben og så ned på mine lår, der var dækket grundigt til med et skotskternet tæppe. Kun otte år og allerede fortabt i livets spil. Jeg rystede på hovedet og lukkede øjne for en stund. Alt inde i mit hoved snorede rundt og jeg kunne mærke medicinen berolige min rystende krop.

Med en anstrengt bevægelse fik jeg bevægede min rystende, krogede og gigtplagede hånd placeret på håndtaget, der styrede det store skrummel af en kørestol, der transporterede mig rundt. Det tog lang tid at vende monsteret, som holdt mig kørende rundt, men det vendte man sig hurtigt til, når man ikke skulle nå noget specielt med sit liv længere. Jeg var gammel og udkørt, men havde ikke mistet troen på livet endnu. Roligt fik jeg kørt min stol ind i den lille stue og så opgivende på min elendige hjælper. Hun lå endnu en gang på sofaen og trak torsk i land.

Mit blik gled hen over den gamle slidte stue og alle de ting der lå rundt omkring og flød. I mine unge dage havde der aldrig set sådan ud i mit hjem. Alt havde ligget på sin plads og der var blevet støvet af flere gange om dagen. De gamle minder flød igennem min krop og slog i et smerteligt udbrud hånden ned i glaspladen, som udgjorde bordpladen af mit sofabord.

Den høje klaske lyd vækkede min hjælper. Hun for op med et forjaget udtryk, og det værste morgenhår jeg nogensinde havde set. Jeg kunne ikke lade vær med at smile lumsk og ryste på hovedet. ”Burde du ikke få orden på det her rod?” hvæsede jeg og slog armen ud mod det lille rum, selvom det smertede i hver en del af min gamle, udslidte krop. Hun fumlede med det tæppe hun havde haft over sig og nikkede voldsomt med hovedet og mumlede et eller andet jeg ikke fik fadt i.

Fortabt, ensom og indespærret i mit eget hjem. Sådan var mit liv endt. Det var trist, men sandt. Sådan måtte det være at blive for gammel til livet. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...