† A short view of One Direction †

Mine One Shots samlet i én. :-)

13Likes
1Kommentarer
518Visninger
AA

3. † Louis Tomlinson †

 

Alle bedte mig om at lade være, alle sagde det var forkert, alle sagde jeg ikke var rigtig klog. Men jeg er sikker på det var den rigtige beslutning. Efter alle de år.. Presset er for stort, jeg kan ikke gå alene på gaden uden folk råber efter mig. Det er forkert. Min verden vender på hovedet. Selv de ar på mine arme er ikke nok, ikke nok til at lade mig forsvinde, ikke nok til at tage smerten fra mig. Selv når jeg sover er der en smerte, der graver så dybt nede i min sjæl at intet kan få mig til stoppe. Der er stille. Alt for stille udenfor. Klokken har jeg ikke styr på, det eneste jeg med sikkerhed ved, er at det er midt om natten. At alle mennesker sover, at der ingen biler er, eller nogen der kan forstyrre mig i det hele taget. Tanken om at jeg efterlader så mange mennesker gør mig ikke ondt. Mine forældre, ja de er alligevel ikke interesseret, så hvorfor skulle de komme til at mangle mig? Mine veninder? Tsk, dem jeg ikke har, fordi de alle valgte at gå i mod mig, fordi jeg fik den lille smule opmærksom i bladene og de ikke gjorde? Det er ikke min skyld, min bedste ven er kendt. Jeg valgte det selv ja, men jeg bad ikke om at blive det store tale emne i hele England og verden over. Jeg slipper taget om blyanten og folder det lille firkantede papir sammen, som straks bliver lagt ned i den fineste kuvert jeg har medbragt. Snart er jeg foran hans hus, mon han vil savne mig? Jeg ved det ikke. Men jeg gør det, for alles skyld, de behøver ikke længere lange ud efter mig, spille mine veninder for at komme i rampelyset selv. Nej, nu er det slut. Slut med at kigge på mig, nyde at jeg ikke har det godt, man klasker en facade på hver evig eneste dag, og de bare kigger på. Det er slut med alting, om mindre end 2o minutter vil jeg ikke længere være her mere. Jeg vil være på bunden. På bunden af havet. På bunden hvor ingen kan hente mig. Der hvor ingen kan få fat i mig, fordi ingen er udenfor. Ingen vil opdage noget som helst. Og ingen vil vide hvad der skete med mig den nat. For ingen så hvad der skete. De ord jeg har skrevet på det lille papir spiller sit scenarie i mit hoved,

Hej ven.

Når du læser dette, vil du sikkert undre dig over hvorfor du har modtaget mit brev. Svaret er enkelt, at være det store taleemne i England og verden over, at være et offer for dødstrusler - er ikke sådan jeg vil leve mit liv. Ingen interessere sig for mig, alle tror jeg er glad, og hver evig eneste gang er det en latterlig facade. Folk tror jeg nyder at være i rampelyset, måske. Men tanken om, at flere hundrede dødstrusler venter på at blive læst op, piner mig grænseløst. Tanken om, at du måske vil savne mig, har jeg forsøgt at gemme så langt væk som muligt, det piner mig ikke. Ikke længere. Du må ikke bebrejde dig selv for det her. For det er ikke din skyld.

Vi ses på den anden side Louis.

Jeg elsker dig. Pas på dig selv.

Anna.

Brev sprækken giver en lyd fra sig da jeg åbner den, forsigtigt lader jeg brevet glide ind ad den lille sprække og lågen klapper i. Jeg giver huset et sidste blik og går igen. Mit mål er havnen. Mit mål er, at komme væk. Væk fra alting. Mine skridt er hurtigere end forventet, det store ur overfor havnen slår. Klokken er 02:00. Nu er det nu. Jeg trækker vejret dybt, kigger en enkelt gang på himlen. Et sidste blik. Et enkelt hop.

''ANNA!''

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...