† A short view of One Direction †

Mine One Shots samlet i én. :-)

13Likes
1Kommentarer
516Visninger
AA

2. † Liam Payne †

 

''Dit hår er blevet længere.'' den samme stemme, som gentager sig hver evig eneste gang vi har mulighed for at snakke sammen, ''Du ser mere voksen ud.'' militær dragten klæder ham. Da han fik den løb han ind til mig for at spørge om den ville klæde ham. Svaret var og er; ja. Militær farven har altid stået godt til ham, hans grøn/blå øjenfarve og den army grønne dragt matcher næsten. Det klæder ham. ''Et år ældre er du jo også blevet.'' Jeg siger stadig intet, men nyder klangen af hans stemme, klangen af hans stemme jeg kun har hørt gennem en computer skærm, en gang hver måned. ''Der er så trist her hjemme uden dig.'' mumler jeg stille, der er larm i baggrunden af hvor han sidder, jeg ved hvor han er, men adressen er ukendt. Jeg må ikke vide den, og hverken mor eller far vil fortælle det. De siger at man ikke må vide hvor deres lejr finder sted. Det eneste jeg ved er, at forbindelsen er dårlig og at han er et sted i Afghanistan. Flere tårer er spildt på ham. Flere tanker går ofte igennem mit hoved, hvad nu hvis han ikke klare den? Hvad nu hvis deres lejr bliver bombet? Noget i den stil. ''Søs.. Jeg bliver nød til at smutte nu..'' Josh, også kendt som min bror, ændre sit ansigts udtryk, der førhen var glad og smilende, til nu trist, ''Det er i orden. Vi snakkes vel snart igen.''  hvisker jeg og tørre tårerne væk fra mine øjne, ''Don't cry angel.'' hvisker han for derefter at lægge på. Tårerne strømmer langsomt ned ad kinderne på mig, jeg gør ikke mine til at tørre dem væk, for en stund for de lov til bare at blive der. Det gør mig ikke noget, ikke lige nu. Det er tilladt at græde. For der er ingen der ser på, så jeg behøver ikke føle mig pinlig, eller ynkelig for den sags skyld. Jeg hulker. Højt. Hele min krop ryster og rart er det bestemt ikke.

Med et sæt vågner jeg, min hovedpude er våd og jeg er badet i sved. Jeg har haft mareridt. Mareridt om Josh, der ikke klare den. Som i, at han ikke overlever. Josh er stærk, og jeg ved han kan gøre det, det har været hans ønske siden han var 15, at komme i hæren og gøre en forskel i verden. Det kan han bare ikke alene. Han har fået en masse kammerater, dem som blandt andet, var i Josh' gruppe på kasernen. Aldrig har jeg forstillet mig, et savn kan være så stort og så smertefuldt. At stå op nu, fordi jeg ikke længere kan sove vil være min hensigt. Mareridtet har taget resten af min søvn med sig, og det er umuligt for mig at sove videre. Hvis man sover i  5 minutter, oplever man ting, som kan ske på en time. Jeg så det i en film med Leonardo DiCaprio. Titlen husker jeg ikke, men jeg ved at det er Josh' yndlings film, vi så den ofte da han var hjemme. Ofte fik han fri for at komme hjem og besøge sin familie. De dage han var hjemme gik altid med at se film og spise is. Noget både Josh og jeg holder meget af. Mens jeg sidder her og tænker ringer min mobil, en påmindelse om, at Josh er hjemme og 2 måneder, for at besøge os. Josh indstillede min kalender til, at for hver gang der går en måned, ringer den, for at fortælle der er gået en måned og han nu er hjemme om et vis antal måneder. Automatisk smiler jeg, da et billede af både Josh og mig kommer frem på skærmen, det sidste billede jeg fik af ham inden han tog af sted. Min computer står på mit skrivebord, at se en film vil være en fed mulighed, også fordi jeg ofte bliver træt hvis jeg ser film. Filmen 'Mean Girls.' begynder og jeg lægger mig godt tilrette i min ellers så store dobbeltseng, trangen til at tjekke twitter er stor. Men min så flinke kæreste har bedt mig lade være. Han er kendt og presset hænger mig over skulderen, hver evig eneste dag. Ikke fordi jeg ikke elsker ham, jeg elsker ham mere end noget andet, plus at ham og hans band medlemmer, hurtigt er blevet nogle af Josh' bedstevenner her hjemme. Jeg husker tydeligt Josh' ord til ham i lufthaven; 'Pas på min lillesøster og sørg for der ikke sker hende noget.' Uden at tænke mere over det, pauser jeg filmen og skriver twitter i søgefeltet, den velkendte side kommer frem og mit navn og password bliver hurtigt trykket ind, flere ting trender men ikke noget der finder min interesse. Jeg tjekker Josh' twitter, sidste tweet er fra d. 28 september, som er en måned siden han tog afsted. Der er endnu en hel måned til at jeg får lov til at snakke med ham igen. Jeg tjekker de andre drenges profiler på twitter, nyeste tweet er fra tidligere i dag, omkring klokken 24:00 i nat, klokken er lidt over 3 om morgen nu. Også selvom jeg ikke bør, tjekker jeg alligevel mine mentions, selvom det hurtigt bliver for meget. Jeg ryster på hovedet for derefter at hviske til mig selv, Liam bad mig om IKKE at gøre det. Hvorfor hører jeg ikke efter? Jeg logger ud af twitter og har mistet lysten til at se mere film. Telefonen ringer nedenunder, og fristelsen til at tage den er stor, men jeg fryser og vil egentlig ikke stå op. Døren til mor og fars soveværelse, som lægger ved siden af mit knirker. Det betyder den går op og enten mor eller far går ned for at tage telefonen. Jeg lægger mig ned i sengen med armene uden for dynen og ligner en hvalros. Nedenunder er der en der skriger og straks er det blandet med gråd, en masse ting bliver smadret og med ét er jeg oppe ad sengen og nede ad trappen, stuen er fyldt med glas skår fra diverse ting og sager. ''Hvad er der sket?'' mor og far retter deres blik mod mit, mors ansigt er fyldt med tårer, og far prøver forgæves at trøste mor, ''Josh...'' er det eneste mor siger, jeg ved hvad det betyder. Snøftende og nede, trasker jeg ind på Josh' værelse som lægger på højre side af mit værelse, alting minder om Josh, plakaterne af forskellige bands, den u brugte stationere computere som samler støv i hjørnet, og den redte og u brugte seng. Aldrig skal de ting bruges mere. Aldrig får jeg ham at se igen. Aldrig får jeg lov til at høre hans stemme endnu engang. Aldrig mere er der nogen til at fortælle mig at jeg ikke skal græde, og aldrig nogen til at holde om mig som han gjorde. Jeg har mistet min bedste ven Samt min bror. ''Sophie, der er gæster.'' Fars rå og hæse stemme skærer igennem luften. Gæster? Hvem vil have gæster når man lige har fundet ud af, at ens bror er væk for altid? Jeg tørre tårerne væk og retter mig en smule for derefter at blive krammet, varmt og behageligt. De brune øjne er indrammet af små røde ringe rundt omkring, han har grædt. Det er nemt at se. Vi har begge grædt over tabet af min bror, samt en af Liams bedste venner. ''Jeg skal nok passe på dig. Jeg elsker dig husk det.''

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...