Slægten

Dette er en kort historie jeg skrev sammen med en veninde.
Enjoy!

2Likes
0Kommentarer
424Visninger
AA

2. Kapitel 2

 

Em og Lucas fulgte kampen bag bilens duggede ruder. Deres åndedrag lød tunge og bange i den lammende stilhed. Den blå kraft lyste om krigerens krop, som et skjold og i samme nu sprang bæstet mod ham. Em gispede og hun så Lucas kæber spændes. Dyret ramte den blå boble om manden med en knasende lyd og røg tilbage ud mod vejen med et hyl. Omkring den blå kapsel startede bølger af elektriske spændinger i stærke røde farver og kapslen lukkede sammen som manden, der faldt om på vejen. Gispende og med hjertet pumpende i brystet, åbnede hun den afbrækkede bildør og spurtede mod kroppen på jorden. Em knælede ved siden af den livløse krop. Hun rakte hænderne frem mod skikkelsen, men trak dem hurtigt til sig da den begyndte at røre på sig. I et dybt støn af smerte, rejste krigeren sig. Han vendte sig mod Em, med et ryk og hans dyb blå øjne betragtede hende distanceret. Hans ansigt var i skarpe træk og overlappede med skygger. ”Hvem er i?” Spurgte han med dyb ryst og så over på Lucas der var fulgt lige i hælene på Em. ”I hører ikke til her.” Manden lagde armene  over kors. ”I lugter langt væk af frygt og populus” Han rynkede på næsen, som havde han lugtet til en pose skrald. Em så lidt op og ned af ham. Det var tydeligt at han var klædt i kampudstyr. I sort og grå dragt med pilehylster på ryggen og små daggerter i et bælter over hans bryst og læn. Em stammede og snublede over ordene, men fik fremtvunget:”Hvad var der der skete? Hvad er det der?” Em pegede mod det behårede dyr ”Og hvad er du?” Hun skulede mod manden. Lucas greb Em i håndledet og trak hende lidt væk fra krigeren. Han skød brystet frem og rynkede brynene. Manden fnyste og undertrykte en lille latter. ”jeg er protegit” sagde han koldt og kort forhoved. ”Det i ser der” Han så mod bæstet. ”Er en Piro. Somrelt det vi beskytter jer mod” Han sendte dem begge et hårdt blik.

Tankerne fløj i rasende hvirvelvinde i Ems hoved. Hvad i alverden var det den fremmede sankkede om? Lucas kom hende i forkøbet. ”Hvad mener du med at du er beskytter?” Spurgte han med vantro i stemmen. Krigeren så kynisk på dem, som var de små børn han ikke orkede at bruge sin værdigfulde tid på. Manden tog en dyb indånding.” Vi en gammel slægt og har eksisteret i årtusinder. Vi besider store krafter og mægtig styrke. Vores opgave  er at beskytte populus for fare fra tenebris. Betragt det som en slags mørk åndeverden” Krigeren så ned langs gaden og blev fjern i blikket. ” Vores gruppes to slægter, svor at beskytte menneskernes verden. Vi har altid levet i fred sammen. Beskyttet hinanden. Kæmpet side om side for det gode.” Nu vendte han blikket og kiggede direkte ind i Ems øjne. ” Men en dag startede et oprør der splittede de to slægter ad. Had og forræderi. Den ene slægt hungrede efter magt og gik med mørket der forsat voksede sig større og større. Oprøret blev styret af en mand, der var så magtsyg, at hans sind blev fortæret og hans hjerte blev koldt og følelsesladt” Krigeren kiggede kort ned, for så at møde Lucas øjne. ” Han gik med mørket. Han skabte maskiner og uhyrer der har styrket mørket markant. Vi er pressede og tenebris vokser for hver dag der går.” Mandens nedsunkne bryn lagde hans øjne i mørke og hans ansigt var fordrejet had.”Han forrådte os” Stemmen der slap ud mellem hans sammenbidte tænder hvislede over Ems arme og gav hende gåsehud. Der hvilede en uigennemtrængelig stilhed. Lucas slap en gispende lyd.” Du må jo være sindssyg, tror du helt ærligt at....” Lucas var ophidset, men Em afbrød ham brat med en hurtig håndbevægelse i hans retning. Hun kiggede koncentreret på Krigeren.”Hvad skal der så ske nu?” Spurgte hun langsomt. Manden mødte forsigtigt hendes blik. ”Der bliver krig” Sagde han med en sydende stemme af indædt hævn.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...