Slægten

Dette er en kort historie jeg skrev sammen med en veninde.
Enjoy!

2Likes
0Kommentarer
425Visninger
AA

1. Kapitel 1

 

Beskytterne. Gruppen af mægtige krigere. De har altid holdt mørket tilbage. Kæmpet ved lyset side og sværget troskab til retfærdigheden. Men hvordan knuses sådan et folk? Hvordan knuses et sammenhold? Forræderi.

Faklernes blafren lignede krogede hænder over stenvæggene. Der hørtes rungende stemmer gennem gangene og skridt over gulvet. Noget ulmede i de mange tilstødede lokaler under jorden. Et oprør var under opsejling. Alle vidste og frygtede det. Det ville splitte os ad og føre til krig. I et værelse højt over jorden, under østgavlen, sad en kvinde og skrev. Olielampens gullige lys flakkede over hendes ord på pergamentet. Hun vidste at dette var et afskedsbrev. Hun vidste, at hun blev nød til at tage skæbnen i egne hænder. Skjule en verden der var en del af hende og glemme den forevigt. Det var det eneste rigtige. Det prøvede hun at overbevise sig selv om, gang på gang.

En barnehånd hev fat i kvindens bukseben. ”Tante?” Et par skinnende, blå øjne fandt kvindens bekymrede, uvejrs grå. Den lille dreng kiggede med dyb tiltro op på tanten. ”Hvad er det Lucas?” sagde hun, og vendte sig mod drengen. ” Lydene. Mig bange” Han rynkede sin små, mørke bryn. Patricia løftede Lucas op på sit skød og lagde armene om ham. ”Jeg ved det godt. Det skal nok gå væk igen snart. Det er derfor, at vi tager væk” Barnet lagde sit hovede mod kvinden skulder. Hun kyssede barnet på håret og satte ham ned. I hurtige bevægelser puttede hun brevet i en konvolut, og stemplede det med et vinrødt segl. Patricia kiggede mod de to små skikkelser på sengen. Den ene sov tungt, og den anden sad med store, alvorlige øjne og fulgte alle hendes bevægelser. ”Kom børn” sagde hun blidt. ”Vi skal af sted nu” Hun var selv overrasket over hendes rolige toneleje, da hendes hjerte næsten var i færd med at banke sig vej ud af hendes bryst. Den pakkede taske lå ved sengens gærde, og hun svingede den over skulderen. Hun bandt det sovende barn i en slynge over sit bryst, og derefter tog hun Lucas i hånden.

 


”Patricia!” Lucas ophidsede stemme hørtes ude fra gangen. Hun sukkede dybt ”Ja Lucas?” Han kom trampende ind med Emeliy efter sig. Det kunne ses at de var søskende, men alligevel ikke udpræget. Lucas mindede om en prins fra skyggeverdenen, med sin sorte hjelm af mørke krøller og skarpe nøjagtige træk. De lysende, safir blå øjne var i dette sekund sammenknebne og gennemtrængende. Ems hår var en tone lysere end Lucas, med et bløds strejf af honning. Det faldt i bølgende krøller ned af hendes ryg. Hendes ansigt lå i irriterede folder, mens hun kiggede op på Lucas. De mandelformede grønne øjne lynede mod hans.
”'Har du givet Em tilladelse til at gå til fest i aften?” Lucas så mod Patricia. Hun tørrede hænderne i viskestykket som lå over hendes skulder, og gjorde sig klar til konfrontationen. ”Ja, det har jeg. Lucas jeg kan ikke se, hvad du har i mod, at din søster morer sig sammen med hendes kammerater” Hun fejede sit nedfaldne hår væk fra ansigtet. ”Det er trosalt bare en fest”
Lucas slog forskrækket ud med armene. ” Bare en fest! Du skal forstille at være den voksne her? Og du giver hende lov til at gå til sådanne... Sådanne umodne begivenheder, hvor unge mennesker skaber sig som om de alle manglede opdragelse.” Han gispede ” De vælter sig oven i købet også i alkohol, stoffer og sex. Det er simpelthen uhørt!” Vreden lyste ud af Em. ” Uhørt?” Hun vrængede ordet ud mellem hendes læber ”Lucas, kom ud af din jordhule for fanden og indse at vi lever i det 21 århundrede!” Med de ord vendte hun om og forsvandt ind på hendes værelse. Lucas smed hænderne op, som var han anklaget for mord. ” Hun er så urimelig barnlig!” Han knyttede hænderne ned langs siden og så hårdt på Patricia. ”Med den opførsel kan hun da umuligt for lov til at komme med?” Patricia kiggede opgivende tilbage på ham.” Det er alt sammen meget godt Lucas, men jeg bliver nød til at gå nu.” Hun gik ud i gangen og svingede jakken om skuldrene. Iden hun lukkede døren bag sig råbte hun ”Ansvaret er dit”. Lucas gik mod stuen mens han mumlede. ” Ja, jeg er jo også det eneste rationelt tænkende menneske i det her hus”


Em sad i sit vindue. Vreden ulmede stadig under hendes hud. Mørket havde sænket sig over Manhatten på den anden side af vinduesglasset, og himlen var oversået med hvide stjernelys. Lucas havde altid været sådan. Bestemt og beskyttende. Em syntes somme tider, at han var overdreven og latterlig, men vidste at han ikke rokkede sig ud af stedet, når han havde besluttet sig for noget. Hun vidste også at hun blev nød til at tage sit liv i egne hænder. Hun tog en dyb indånding, og kiggede på fortorvet lige under sig. Hun svingede sig i en let bevægelse ud gennem vinduet, og lande sikkert på jorden. Lucas kunne ikke altid få lov til at bestemme.

 

Bassen buldrede i gulvet, musikken tortnede ud af de store højtalere, og det dæmpede lys skiftede i neonfarver. På dansegulvet vred kroppe sig op af hinanden, og smagen af alkohol hang i hendes mund. Ems syn slørrede i siderne, og en overdrevent lykkefølelse susede igennem hende. Hendes venners ansigter smilede til hende. Et par drenge dansede tæt op af hende, mens varmen klæbede mod hendes hud og kæmpede sig ned i hendes lunger. ”Jeg har brug for luft” hviskede hun undskyldende til drengen der stod tættest på. 
Em styrtede mod udgangen, hun havde desperat brug for luft. Efter skubben og masen gennem menneskemængden nåede hun ud. Em hev været ind og skulle lige til at puste ud, da hun så sin storebrors bil holdt længere nede af gaden. Hun gispede forskrækket og stod som forstenet. Hun overvejede at løbe, men hvad nyttede det? Med det samme tændte forlygterne og bilens motor startede knurende. Snart holdt den på siden af hende. Vinduet rullede ned, og Lucas kom til syne på føresædet. ”Hop ind i bilen, Emeliy!” Hans syn lå på vejen. Lucas stemme var neutral, og udtrykte ingen følelser. Hun gjorde ikke tegn på at ville flytte sig. Hun kunne nærmest ikke tro han mente det. ”Nu Emeliy!” Endelig lystrede hendes ben, og hun lukkede sig ind i Lucas gamle Mercedes. Der var en gennemtrængende stilhed i bilen. Lucas trådte spideren i bund, og Em mente hun kunne høre ham skære tænder. Bygningerne blev til usammenhængende klatter på hver side af bilen. Hun sukkede, mens hun gruede for det nærliggende skænderi. Så skete det hele pludselig hurtigt. En stor grov silhuet af et væsen sprang ud på vejen. I bilens lys fangede hun et glimt, af lange sabel lignende tænder i et stort gab og behårede øre ned langs dyrets skulderblade. Den havde dybtliggende stikkene øjne. Dette var ikke et dyr hun havde set det før. Det var ikke et dyr fra zoologisk have. Det var ikke et dyr fra syden. Det var end ikke et væsen hun nogen sinde havde forestillet sig i sin vildeste fantasi. Det lignede noget fra et mareridt. Grusomt og frugtindgydende. Lucas udstøtte et forskrækket råb og styrede bilen til venstre lige ud i vejsiden. De ramte et bump og bilen slingrede voldsomt. Dækkende hvinede mod asfalten, Em skreg og klamrede sig til bilsædet. Lucas stoppede bilen med et ryk. Hans knorer var helt hvide af at klamre sig til rettet. Stilheden og deres gispende åndedrag var det eneste at høre. Et gennemtrægende hyl fik kuldegysningerne til at ryste over Em krop. Hun krympede sig. Noget stort ramte bilen og vippede den nærmest om på siden. Ems hjerte dunkede hårdt mod hendes ribben. Dyrets krop landede pludselig på køleren og dens negle sleb hvinende over lakke på bilen. Der gik det op for Em at der var to skikkelser ude i mørket. De kæmpede. Der landede en person oven på dyret. Den så mærkelig lille ud i for hold til det voldsomme væsen. Lysende glimt formede sig mellem dens hænder og den slyngede dem mod dyrets bryst. Væsenet vred sig, hylede og slyngede ud efter personen som var den en irriterende flue. Men utroligt nok undgik personen dens angreb og kastede sig ud på vejen. Ems blik var tryllebundet af krigerens bevægelser. De var hurtige, præcise og nærmest yndefulde. Dyret stalde sig på bagbenene og gjorde an til et spring mod personen på vejen. Krigeren bredte sine arme ud og lyset begyndte at gløde som blåt ild fra hans håndflader.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...