I can't reach you anymore (13+)

Amalie Tressylvieck er en indelukket pige, der ikke er bange for døden og ikke kan græde - Eller, sådan ser det i hvert fald ud. Amalie's brave, modige hund Capow er hendes hjerte, hendes livssten og hendes eneste grund til overhovedet at leve - Alt andet er ligegyldigt. Hun bliver mobbet i skolen, og hendes forældre er slet ikke til nogen hjælp; Så da Amalie på egen hånd finder ud af at Capow er ved at udvikle kræft i det ene ben, bryder hun sammen - Vil Capow overleve, og hvad vil Amalie gøre hvis han ikke overlever? (Grove scener og vold kan opstå, læsning på eget ansvar!)

3Likes
1Kommentarer
197Visninger
AA

4. Oh my dear..

,,Nu kan det være nok.. Jeg tager til dyrlægen" Min forundrede mor kiggede på mig. ,,Hvorfor dog det?" Spurgte hun med en undrende stemme. Jeg kneb læberne og øjnene sammen og betragtede hende med et vredt blik. ,,Ja, lad mig se; Jeg er blevet forvandlet til en fugl og skal til dyrlægen fordi at jeg kom til at æde en vingummi igår. Hvad tror du selv?" Snerrede jeg, og før hun vidste af det havde jeg taget snoren i Capow's halsbånd, smækket døren og var på vej hen til min cykel for at cykle hen til dyrlægen med Capow løbende ved sin side - Det elskede han.

,,Tjah.. Jeg ved ikke, hvad der er galt med din lille vovse, min pige" Brummede dyrlægen, og jeg kneb - Endnu engang - Mine fugtige læber sammen og sagde med en bebrejdende tone; ,,Er du ikke dyrlæge, eller hvad? Du ser fandeme også lidt ung ud" Jeg jog blikket op og ned af hans slanke krop, og fnøs hånende. Ja, han så faktisk rigtig, rigtig ung ud. ,,Har du dræbt alle de erfarne læger, eller hvad?" Sagde jeg koldt, og han sank en klump og bevarede roen. ,,Jeg bryder mig ikke om din tone, unge dame. Gentag venligst hvad du sagde i en venlig tone, tak" Jeg fnøs og modstod trangen til at spytte ham i ansigtet, da Capow begyndte at pibe, indtrængende og højt. Dyrlægen rømmede sig, og kiggede på Capow. ,,Tjah.. Jeg kan sende ham videre til dyrehospitalet? Det er virkelig svært at se, hvad der skulle være galt med din lille vovse.." Mumlede han til sidst. ,,Måske det nok bare er en muskelforstrækning? Hvad har du lavet med ham?" Han så mig i øjnene, og jeg fnøs endnu engang. ,,Løbet, leget. Trænet. Er det da forbudt?" Sagde jeg hånende, og han nikkede tænksomt. ,,Hvis jeg ikke må løbe, lege eller træne med ham, hvad fanden skal jeg så gøre? Han betyder alt. Fatter du da ikk' det?" Sagde jeg hysterisk. ,,Shh, tag det nu roligt, min tøs. Vi skal nok få kureret din lille vovse engang. Han er jo ikke så klog, vel?" Han blinkede drillende til mig, men det fik mig blot til at koge over. ,,Hvad helvede bilder du dig ind? Han er mit liv, din nar, og hvis ikke du kan hjælpe mig, anmelder jeg dig for ligegyldighed og reservation!" Sagde jeg forpustet, og han nikkede igen. ,,Jeg har forstået det, min tøs, men det er svært at gøre noget når der ikke er noget. Forstår du det? Jeg kan sende ham videre til dyrehospitalet og så kan de tjekke ham der, mere kan jeg ikke gøre. Så gå hjem og vent på at jeg ringer dig op, når du får en tid. Okay?" Jeg nikkede, sendte ham et brændende blik og klappede mig på siden af låret. ,,Du er pisseklam, det ved du godt, ikke?" Snerrede jeg til dyrlægen, før jeg tog fat i Capows snor, satte den fast i hans halsbånd og løb ud.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...