Begravelsen - One Shot

Hey søs. Har du det godt nu? Er det er bedre sted end hernede?
- Jeg ville ønske du kunne svare mig.

12Likes
8Kommentarer
561Visninger

1. Begravelsen

 

Bildøren smækkede hårdt i, da far satte sig ind bag rattet. Ingen sagde noget. Stilheden tog langsomt over, hvilket gav mine tanker frit spil. De fleste af dem omhandlede hende. En del af mig havde stadig ikke forstået, hun var borte. Men hver gang, når jeg hørte hendes navn i mine tanker, eller når jeg tænkte på en episode, fra da vi var små, gav det et stik i mit hjerte. Hun var den der støttede mig igennem alt. Hun kunne få det bedste frem i mig. Hun var min tvillingesøster. Hun var min bedre halvdel, og jeg elskede hende så højt.

       Tårerne var for længst brugt. De havde jævnligt besøgt mig om natten, når jeg ikke kunne sove. Jeg havde næsten ikke lukket et øje siden den dag. Godt nok havde vi vidst det i lang tid. Flere år for at være mere præcis, men alligevel kom det som et chok for os alle. Hun havde kæmpet en hård og brag kamp, men den vandt til sidst. Og det havde ingen af os troet var nu.

 

       ”Vi har givet hende en ny form for kemobehandling. Jeg kan ikke sige så meget om den, andet end den er lavet med olien fra nåle fra det mexicanske taxtræ. Det går ind og indkapsler kræft­cellerne i stedet for at dræbe cellerne. Vi har taget nogle prøver, og resultaterne er positive. Kræ-ften svinder ind,” sagde Hr. Larsen, kiggede op fra hans papirer og løftede brillerne op i pan­den med et lille smil. Min mor hvinede glad og klemte min hånd. Jeg selv kunne ikke fjerne mit smil, som kun blev større og større. ”Er der så mulighed for, at hun kan komme hjem snart?” Spurgte min far. Håbet kunne ses i hans øjne. Det her var en god nyhed, en rigtig god nyhed. Jeg glædede mig allerede til at fortælle hende det, når hun vågnede op. ”Det ser sådan ud, ja.” Hr. Larsen smilede træt og fumlede med en stak papirer som straks lå ud over det hele. ”Mange tak, Hr. Larsen! Jeg – Vi værdsætter virkelig alt, hvad du gør for os og hende!” Far rejste sig og tryk­kede fast hans hånd. Hr. Larsen smilte anstrengt og nikkede en enkelt gang.

 

       Løgn. Det var en omgang løgn, de fyldte os med. Det kunne jeg se nu. Hvis bare de havde fortalt sandheden, i stedet for at fylde os med falske forhåbninger.

 

       Mit blik faldt på sædet ved siden af mig. Hun plejede at sidde der, men nu lå der en firkan­tet pakke. Hendes pakke, hendes gave.

Regnen slog hårdt mod ruden. Det var som at være i en dårlig film. Det hele passede til mit humør. Sort tøj, mørkt vejr. Det hele passede ind - ind i mit sørgelige liv. Sådan følte jeg det nu. Lige nu.

 

       ”Hvor er her smukt!” Grinede hun og småløb over til kanten af broen, for at se udsigten ud over vandet. Jeg løb efter hende og havnede kort tid efter ved siden af hende på kanten. Vinden legede med hendes hår, som fløj ind i mit ansigt. Hun smilede undskyldende til mig og samlede det i en hestehale.

       ”Jeg kan stadig ikke fatte det. Jeg er rask!” Leende drejede hun rundt om sig selv for derefter at give mig et kram. ”Jeg er rask,” hviskede hun og knugede mig ind til sig. Jeg knugede hende ind til mig. Vi knugede os til hinanden. Bror og søster.

       Vores forhold til hinanden havde altid været sådan. Hvis man ikke vidste vi var bror og sø­ster, ville man nok tro, at vi var kærester. Men det var unikt, vores forhold. Vi behøvede ikke mange ord. Det var i blikket. Vi kunne læse hinanden som en åben bog.

       Nogle arme blev lagt omkring os, og snart stod vi i et familiekram. Et kram som jeg altid vil huske. Det havde betydning. Det var et minde, som nu kun far, mor og mig havde.

 

       Bilen stoppede, men ingen gik ud. Vi ville ikke ind i kirken. Der fik vi bekræftet, at det var virkelighed. Den virkelighed, som jeg havde frygtet. Det at det nu kun var mig. Mig og dem. Ikke hende.

       Alligevel åbnede jeg som den første døren. Venner og familie stod lige udenfor bilen, og det ville være uhøfligt at blive siddende meget længere.

       Alle fortalte, hvor kede af det de var, og at de godt kunne forstå mig og mine forældre. Jeg smilte bare et halvhjertet smil og gik videre. Mine hænder knugede pakken ind til mig, som hun havde knuget mig ind til hende.

       Jeg kunne ikke sige noget. Klumpen i min hals havde sat sig fast, og den blev større, for hver gang jeg kiggede ned. Skoene mindede mig om det. Det at vi lige nu var til begravelse. Begravelse for hende.

 

       ”Oskar?” En hviskende stemme talte, og det ruskede svagt i mig. ”Oskar? Vågn op!” Jeg gabte og åbnede langsomt øjnene. ”Søs, det er midt om natten, hvad så?” Jeg gned mig træt i øjnene, da noget søvn havde valgt at klistre mine øjenlåg sammen. ”Jeg.. jeg har det ikke så godt.” Det kom ud som en svag hvisken. Jeg kiggede på hende, og selv i mørket kunne jeg se, hun var bleg. Meget bleg. Hendes øjne lyste ikke, som de havde gjort hele ferien. De var smalle streger, med mørke render under. ”Hey, søs. Hvad sker der?” Jeg var med ét vågen, og sengen knirkede svagt, da jeg med et sæt var oppe ved hendes side. Jeg lagde min hånd på hendes pande af ren refleks, og den var helt koldt. Min mave vendte sig, og jeg kiggede bekymret på hende. ”Jeg henter mor og far. Bare kravl under dynen og hold dig varm!” sagde jeg panisk og hjalp hende hen til hendes seng. Jeg forstod det ikke. Måske var det forkølelse? Hun var jo blevet rask. Det havde de sagt. Jeg ry­stede tankerne af mig, da jeg havde noget andet at bekymre mig om. ”Mor, far!” Jeg løb hen til deres værelse og slog hårdt døren op. Lyset blev tændt og en træt far kiggede forvirret på mig. ”Hun.. det.. Line.. hun..” Jeg kunne ikke formulere mig ordentligt, da chokket for alvor havde taget pusten fra mig. ”Hvad er der med Line?” Sagde min mor irriteret. ”Hun… har det dårligt.”

 

       Jeg sad forrest i kirken sammen med mor og far. Præsten rømmede sig, og larmen for­stummede hurtigt. Min mor gav et lille hulk fra sig og pudsede næse, og så var hun også stille. Præsten begyndte langsomt sin prædiken. Jeg hørte ikke efter. Jeg kunne ikke. Jeg ville ikke. Alt han sagde, ignorerede jeg. Jeg hørte ingenting, opfangede kun det dårligt lysbelagte billede bag præsten som fik alt min opmærksomhed.

 

       Min fars skikkelse bevægede sig foran mig, og mit smil var ikke til at fjerne. Vi skulle vække hende med fødselsdagssang. Vi skulle give hende gaver. Jeg havde gjort mig så meget umage med min. Jeg havde lavet den selv. Min mor vendte sig smilende om på gangen. ”Shhhh - hun skulle nødig vågne, før vi har sunget.” hviskede hun. Tonen i hendes stemme var ikke til at tage fejl af. Spænding. Vi glædede os alle til at se hende smile, til at høre hendes latter, til at se hendes øjne stråle af glæde. Det betød meget for os alle at se hende glad.

       Det her handlede om hende, og ikke om mig, derfor havde vi også holdt dagen for mig der­hjemme i går, selvom jeg havde fødselsdag i dag med hende. En dag vi plejede at dele. Vi havde den sammen, ligesom så meget andet vi havde sammen.

 

       Min mors lydløse hulk og min fars våde kinder mindede mig om, hvor vi var, hvorfor vi var her. Præsten var stoppet med at tale. Vi skulle synge. Der blev fumlet med samlebogen fra bænkene bag mig, og jeg kiggede op på kirketavlen. 784.

       Orglet begyndte det sørgelige forspil, lidt efter var vi alle begyndt at synge.

 

Altid frejdig, når du går

veje, Gud tør kende,

selv om du til målet når

først ved verdens ende!

 

Aldrig ræd for mørkets magt,

stjernerne vil lyse!

Med et Fadervor i pagt

skal du aldrig gyse!

 

Kæmp for alt, hvad du har kært,

dø, om så det gælder!

Da er livet ej så svært,

døden ikke heller.

 

       Far åbnede lydløst døren, og vi listede alle ind. Først mor - så mig - og til sidst far. Selvom gardinet var trukket for, kunne man sagtens ane de hvide vægge og det høje loft. Plakaten af Zac Efron der hang sammen med en plakat af Taylor Swift over hendes seng.

       Vi havde flag i hånden alle sammen. Og spændingen steg, for hvert skridt vi tog imod hende. Hun lå så stille og afslappet. Øjnene lukket og halv åben mund. Hendes blonde hår var uglet og en tot lå hen over hendes næse. Jeg smilede for mig selv.

       Mor talte ned fra tre og så begyndte sangen. ”I dag er det Lines fødselsdag, hurra, hurra, hurra! Hun sikre sig en gave får, som hun har ønsket sig i år, med dejlig chokolade og kager til.”

 

       Kisten blev båret ud af kirken, og folk fulgte med. Jeg spottede hendes to bedste veninder, Sofie og Pernille, blandt flokken. Tårende trillede ned af kinderne, og de holdt hinanden i hån­den. Jeg opdagede resten af hendes klasse, nogen fra min egen klasse, andre folk fra byen som kom for at vise deres støtte, Lone og Hans med deres lille pige, Julie, som Line plejede at passe om torsdagen. Håndboldtøserne, kusiner, fætre, moster, onkler, faster, morfar, farfar og far­mor. Line var elsket af rigtig mange.

 

       Hun åbnede langsomt øjnene og smilte. Far hjalp hende op at sidde i sengen. ”Tillykke med fød­selsdagen min pige,” sagde han og kyssede hende på kinden. ”Tak far,” pep hun. ”Tillykke skat.” Min mor fandt en plads på den anden side af sengen, og Line fik endnu et kys på kinden, og et kram. Smilende satte jeg det flag, jeg havde haft i hånden, i enden af hospitalssengen. ”Tillykke søs!” Sagde jeg spændt. Hun smilede til mig og hostede lidt. ”Pak dine gaver op!” Kommanderede mor.

       Med langsomme bevægelser pakkede hun gaven, fra mor og far, op. Et smil, som pyntede på hen­des læber, kom frem og et par arme blev lagt om først mor og så far. ”Mange tak,” pep hun. Taylor Swift’s nye album ’Red’ og en lyserød kjole lå i hendes skød. Min gave gemte jeg til senere. Det skulle være på det helt perfekte tidspunkt, den skulle gives. Og jeg vidste, hvornår det skulle være. Vi skulle ud til hendes yndlingssted, ikke så langt herfra. Vi havde fået lov til at tage hende med derud. Det var et meget fredeligt sted. Udkanten af en skov, hvor der var en meget åben plads, med en sø. Vi havde smurt klapsammenmadder og taget tæpper med. Det hele lå ude i bi­len.

       ”Er du klar Linemus?” Spurgte min mor smilende og strøg hende over panden. ”Jeg er rigtig træt mor,” sagde hun stille. ”Vil du lige sove lidt, før vi tager derhen så?” Spurgte far. Hun nik­kede og lagde sig godt til rette, lukkede øjnene og tog en dyb indånding.

       Vi gik ned i kantinen for at få lidt morgenmad. Jeg kan ikke huske hvad jeg fik. Måske noget brød. Yoghurt? Jeg ved det ikke. Men da vi kom tilbage til hendes værelse, var der en meget tryk­ket stemning. Min far prøvede at vække hende. Min mor prøvede at vække hende. Jeg prøvede at vække hende. Hun vågnede ikke. Hr. Larsen blev tilkaldt. Han prøvede at vække hende. Hun våg­nede ikke.

 

       ”Af jord er du kommet, til jord skal du blive, af jord skal du igen opstå.” Præsten kastede den sidste skovlfuld jord på den hvide kiste. Pakken i min hånd blev tungere, for hvert skridt jeg tog hen til hullet i jorden. Jeg stod længe og kiggede ned i hullet. Nev mig i armen op til flere gange. Men jeg vågnede ikke. Det var ikke et mareridt. Det var virkelighed.

       Folk smed roser derned, Julie en tegning, og flere lagde en hånd på min skulder, for at vise deres medfølelse. Til sidst var der kun mig. Far og mor sad i bilen.

       Jeg rev papiret af pakken. Kiggede på min gave til hende. Vores minder. Collagen jeg havde brugt så meget tid på, var i min hånd. Den gave hun skulle have pakket op. Hun nåede det ikke.

 

       Jeg smed collagen ned oven på den nu rosendekorerede kiste. Hun skulle have de minder med sig. Have collagen i hånden, når hun kiggede ned på mig. Jeg sank klumpen i halsen og satte mig på knæ. Nu var det nu.

       ”Søs. Jeg er så ked af, at vi ikke gjorde mere for dig. Jeg føler mig skyldig. Jeg har det som om, jeg kunne have gjort meget mere. Vi skulle have prøvet meget mere.” Jeg tog en dyb ind­ånding. ”Den dag i dit værelse. Jeg blev så bange. Du fik aldrig åbnet min gave til dig. Så jeg har åbnet den for dig. Så kan du kigge på den, når du får tid i himlen.

       Vi er alle så kede af det. Jeg har næsten ikke brugt tid på andet end at græde. Jeg kan ikke bære tanken om at holde fødselsdag uden dig. Holde jul uden dig.” Mine følelser talte. Aldrig havde jeg åbnet mig så meget.

       Jeg lukkede kort øjnene og kom så op at stå. ”Vi ses, Line.” Sagde jeg og begyndte at gå mod bilen. Vi ses. Det var så meget nemmere at sige end farvel. Og når jeg engang døde, så vi hin­anden. Så jeg løj ikke. Jeg ville komme og besøge hende på et tidspunkt. Måske om lang tid, måske om kort. Jeg gik der fra med en fred i mig, en ro. Jeg var ikke bange længere. Ikke bange for at dø. Så længe Line bare var der med mig. I himlen. Hun var en sand engel.

       Hun havde altid været en engel og jeg smilede ved tanken.

 

Det kunne godt være, at vi havde mistet en engel, men himlen havde fået en.


_______________________________________________________________________

 

'Begravelsen' er et stiloplæg jeg fik i skolen for ikke så lang tids siden. Jeg fik 12 for det og håber at i også synes at det er skrevet godt. 

Det er mit bidrag til 'at miste' og jeg håber at i gider at smide et like! <3 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...