A Story of Love | One Direction ♥

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 jan. 2013
  • Opdateret: 2 feb. 2013
  • Status: Færdig
18-årige Sophie har siden hun var en lille pige drømt om at tage på krydstogt, men aldrig haft chancen, fordi hendes forældre aldrig har været glad for at sejle. Da Sophie endelig er fyldt atten år, giver hendes forældre hende én billet til at hun skal på krydstogt som forsinket fødselsdagsgave.
Men, hvad hun ikke ved er, at hun har fået et toværelses kahyt. Hvilket betyder at der skal sove to mennesker i rummet. Eftersom alle kahytterne er booket og skibet er begyndt at sejle, bliver Sophie nød til at dele værelse med den fremmede dreng, som viser sig at være seleveste Harry Styles. Men hun er ligeglad, og ønsker bare han skal forsvinde. Men vil det ændre sig, når han begynder og charmere sig ind på hende? Og hvad sker der, når to af drengene fra One Direction pludselig får følser for hende? Og hvem mon hun vælger? Hvis hun overhovedet vælger en.. **Læsning på eget ansvar**

35Likes
29Kommentarer
2367Visninger
AA

10. I need to talk with you

Jeg droppede at banke på, og istedet bare rive håndtaget ned og bare komme brasende ind. Så det gjorde jeg. Han undslap et sjovt pigskrig, hvilket fik mig til at falde om af grin. "Det var ikke sjovt!" udbrød han og sukkede stort. 

"Er der gemt en pige indeni dig?" drillende jeg og satte mig ned på sengen, ved siden af ham. Han himlede med øjnene, hvor han straks bagefter blev alvorlig. "Hvad så?" Var jeg virkelig så nem at gennemskue? Kunne han bare lige regne ud, med det samme, at jeg kom, fordi der var noget galt? 

"Hvad?" spurgte jeg dumt, men han slog bare blidt på skulderen. "Av!" råbte jeg, og tog mig til det sted, han havde slået. Jeg lagde tilbage i sengen og begyndte at sprætte med benene, imens jeg rullede rundt i sengen. Ikke fordi det er overhovedet gjorde ondt. "Du er så dårlig til skuespil!" grinede han. 

Jeg satte mig op og kiggede på ham med et fornærmet blik. Ahvad sagde han? Jeg er da verdens bedste skuespiller. "Du er ikke bedre selv Tomlinsom." Han skulle lige til at svare igen, men lukkede munden. Den disksution vandt jeg vidst lige, hva? 

"Nej, der er noget galt." sagde han så, og lagde hans hånd på min skulder, faktisk der hvor han havde slået mig, og begyndte at nusse det. Hvilket jeg fandt lidt akavet, men det var rart og måske hans måde at sige undskyld for at have slået mig. 

"Hvor er Zayn?" 

"Stop Sophie!" Han sukkede højt, "Du kan ikke komme udenom." 

Forhelvede den dreng da. Kan han ikke fatte at jeg ikke gider at snakke om det? Jeg gider ikke åbne mig helt op, fortælle ham alt om mig, for en dreng som jeg kun har kendt i 3 dage. Det er så forkert.

"Hvad er klokken?" 

Han rejste sig opgivende op, hvilket fik mig til at kigge forvirret på ham. "Du valgte selv at komme til mig. Du kommer ikke udenom det. Sådan er det bare. Okay? Og desuden er den snart tolv." 

Drengen snakkede løs, og jeg lyttede ikke rigtig efter. Det eneste jeg fik ud af hans sætninger var: Du, udenom, tolv. Og det kunne jeg overhovedet ikke få til at passe sammen, så jeg klappede opgivende på pladsen, hvor Louis havde sat, som tegn på, at han skulle sætte sig igen.

Jeg er selv udenom det her. Hvorfor valgte jeg også lige Louis? Jeg skulle havde gået til søde Liam eller sexede Zayn. Hæhæ.

Han satte sig ned, tog min ene hånd og holdte om den med begge hans hænder. "Inden.." begyndte jeg, "Du har en kæreste ikke?" Han nikkede stort og smilede, "Jeps Eleanor." Sagde han og lød helt forelsket, hvilket han sikkert også var.

Elenanor. 

Jeg smagte på navnet, og synes jeg har hørt det før. Louis Tomlinson og Eleanor. Ja, det har jeg hørt før, og nu hvor jeg tænker over det, vidste jeg faktisk godt han havde en kæreste. 

Jeg nikkede og smilede. "Og begynd så." Suk, jeg troede lige han havde glemt det, og hellere ville tale om Eleanor, men nej nej. "Okay," begyndte jeg og sukkede. Der var ingen vej tilbage nu.

"For nogle måneder siden, var jeg en pige som gik i byen hver aften, kneppede fra højre til venstre, vågnede altid op i fremmede soveværelser, ved siden af en fremmed. Jeg har været gravid nogle gange, men altid fået en abort, og jeg har det altid skide dårligt - men jeg overhovedet ikke klar til et barn. Og desuden ved mine forældre overhovedet ikke noget om det. Altså om det med jeg har været gravid, og sådan. Jeg har haft over en million kærester, ikke på samme tid altså, men jeg har altid endt med at få stærke følelser for dem, men jeg ender altid med at blive droppet, og det sårer mig hver gang,"

jeg trak hurtigt efter vejret, og kiggede kort op på ham, for at se hans reaktion, men det så ud som om, at det var meget spænderne, så jeg begyndte igen; "Og på et tidspunkt var jeg ved at begå selvmord, fordi min ekskæreste Jonny droppede mig i forhold til en anden, og.. han betød så meget for mig. Men det vidste bare, at han bare havde brugt mig, til at gøre hende idioten misunderlig. Så derefter blev jeg enig med mig selvom at jeg ville starte forfra. Så det endte med, at jeg ikke tog i byen overhovedet om aftenen, jeg sad derhjemme og så fjernsyn, jeg passede mine lektier godt og alt det der. Jeg blev mere og mere genert, og jeg blev enig med mig selv om, at jeg aldrig ville droppes igen, så jeg vil aldrig have en kæreste igen." Han blev lidt overrasket, præsis som jeg havde forventet med, men at fortælle ham, at jeg også tog stoffer, røg og er blevet voldtaget milioner af gange, synes jeg nu ikke lige, han fortjener at høre.

"Men nu.. Nu er jeg fucking satans forhelvede blevet forelsket igen.." Jeg sukkede stort og kunne mærke tårrende presse på. "I Harry." afsluttede Louis og jeg nikkede hurtigt.

"Men jeg ved ikke hvad jeg skal gøre Louis.. Jeg vil bare ikke igennem den tid igen, hvor jeg bare lå derhjemme og var så fucking sårret. Jeg vil bare ikke droppes og blive forladt igen." 

"Og det tror du Harry har tænkt sig?" begyndte han alvorligt, "Så du tror at han bare vil udnytte dig, og til sidst bare droppe dig?" Jeg nikkede stort, og blev faktisk ret bange for at han - som dreng - lige sagde det dér. Han forstod mig jo.. Meget.

"Sophie. Hvis der er én ting jeg kan love dig. Sådan er Harry, overhovedet ikke. Er du klar over hvor meget han føler for dig? Han er jo dybt forelsket, det kan man se, hver gang han kigger på dig. Han er helt væk i dig, på den gode måde." Han smilede stort, og jeg kunne ikke lade vær med at gengælde det, "Men.. Jeg skal ikke bestemme over dig, men jeg beder dig bare, tænke dig godt om. Om du vælger at tage det næste skridt eller ej. Men bare rolig, jeg vil altid være her for dig. Okay?" 

At høre en dreng sige det, gjorde mig så rørt. Ikke bare med at han var dreng, det er bare så længe siden, nogle havde sagt sådan noget til mig. Og det beviste lige at Louis er en ven for livet. Og jeg håber vi holder kontakten når vi tager væk fra det her dejlige skib.

Men han havde ret. Jeg skal tage et stort valg. Han siger jo Harry er helt væk i mig, forelsket og alt det der kærlighedshalløj, og jeg er jo også i ham. 

Men helst af alt, er jeg bare fucking bange for, at han dropper mig. Det er det der holder mig væk. Smerten, sorgen og alt det der. Jeg bliver.. Jeg ved det ikke. Jeg ved virkelig ikke hvad jeg skal gøre.

Harrys synsvinkel

På en måde blev jeg ret skuffet, da hun bare gik fra mig og Niall. Men det var også godt. Hun har fået vores venskab op og kører igen. Og han har vidst endelig fattet at Sophie er min. Og nu virker han helt okay med det. Men jeg ved selvfølgelig ikke hvad han tænker på.

Men lige nu sidder jeg oppe i smoothie-baren sammen med Niall. Jeg drikker en hindbær-smoothie, mens han spiser en sandwich. Og vi snakker rigtig godt sammen, vi har lagt alt bagos, og vores venskaber kører igen på skinder. Og vi har grinet, og alt muligt. Det er rart at ikke gå og være vred på ham mere. 

Og hey, nu ved at Sophie ikke har følelser for ham, og Niall ikke har følelser for hende mere - tror jeg. Så nu tror jeg ikke, at jeg bliver så misunderlig, når de er sammen. 

"Heeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeey!" udbrød Niall pludselig, hvilket trak på ud af mine tanker og kiggede forvirret op på ham, indtil jeg fulgte hans blik og kiggede hen på Liam som kom gående hen mod os. Jeg sendte ham et stort smil, jeg har ikke set Liam hele morgenen, og klokken er omkring halv 2 nu. Også har jeg faktisk heller ikke set Sophie, men hun er sikkert inde ved Louis.

Som jeg har det fint med, jeg ved Louis har en kæreste, og han ville ikke gøre det imod mig. Så jeg er helt rolig.

Liam var nu kommet hen og joinet os, og vi sad alle tre og snakkede godt om vores album, sangtekser, spil og ja drengeting. Ikke misforstå det. 

"Zaaaaaaaaaaaaaaayn!" udbrød Niall så, og jeg vendte mig hurtigt om, og så ham komme gående hen mod os. Han så rimlig træt ud. Eller.. hvad?

Han gav os alle et lille nik, for han forsatte forbi os. Der var noget galt. Han plejer at joine os, men nej, han gik videre. Niall og Liam så ikke ud til at bemærke det, og snakkede bare videre. Jeg havde allermest lyst til spørge dem om, de ikke synes han så ret.. trist ud. 

"Jeg kommer om lidt," Selvom jeg ikke er sikker på, om jeg kom tilbage til dem. Men de nikkede bare og smilede, indtil de igen snakkede videre. Jeg løb nærmest efter Zayn, eftersom han snart var ude af min synsvinkel. Han stod foran døren til hans kahyt, og skulle lige til at trække ned i håndtaget, da han opdagede mig. 

"Zayn?" spurgte jeg og pustede ud, efter at havde løbet efter ham, og ja, jeg er i ret dårlig forum fortiden. Det må nok være alle de smoothies. Han bed sig i læben, slap håndtaget og drejede sig en omgang rundt, så han stod med front til mig. Og jeg kunne allerede se sorgen i hans øjne, hvilket automatisk gjorde mig trist.

Jeg hadede at se ham sådan. 

Og jeg vidste udentvivl godt, hvad der var galt. Perrie. De har været oppe og skændes, fordi der gik rygter om Zayn var hende utro, hvilket faktisk ikke er sandt, og det var faktisk derfor vi tog på det her krydstogt, det var for at sådan, komme væk fra det hele. Da vi på det seneste havde været meget stressede, så fik vi en uges ferie. Og ja.

"I'm sorry bro." Sagde jeg og gik hurtigt hen til ham, for jeg trak ham ind til et stort kram, som jeg gengældte. Jeg ved ikke, hvad der lige præsis er sket mellem dem, men det har set ud til at såre ham stort, så jeg tror måske hun har slået op ham. 

"Det er okay," han tvang et smil frem, men jeg ved det var falsk og ikke var sandt. Han var seriøst smadret, ødelagt, såret. Hvorfor fanden droppe ham, pga. et fucking rygte?! Zayn ville aldrig være sin kæreste utro. Aldrig.

"Nej det er ej," svarede jeg, "Du finder bedre," indrømmede jeg og smilede svagt, som ham gengældte og nikkede. "Ja, jeg gør." drillende han. Jeg slog ham blidt på brystet. "Vil du med ind?" spurgte han, og jeg nikkede.

Jeg har bare brug for at slappe af, da jeg faktisk er ret træt, selvom klokken er der omkring 3. Tiden flyver afsted. Han åbnede døren og gik ind, hvor jeg derefter fulgte efter ham.

"Gud hej," sagde Zayn og jeg kiggede bare forvirret på ham, indtil jeg fulgte hans blik og så Sophie direkte i hendes smukke blå øjne. "Hej!" sagde hende og Louis i kor, og sendte os et stort smil.

Jeg smilede sødt til hende. Hun rejste sig pludselig op og gik hen mod mig. "Harry," sagde hun, "Jeg skal lige snakke med dig." 



Btw. Tillykke til Harry, 19 år! 

♡ don't forget the like button 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...