Barndommens sang

Jeg husker dit lange lyse hår, der flagrede i vinden, når du sang. Din sang var så smuk, at englene dansede, når de hørte det, og klangen af din beroligende stemme, kunne få selv en sulten løve til at glemme sit bytte. Når du en sjælden gang sang for mig, var det som om, at vi befandt os et andet sted, hvor det kun var os. Væk fra jorden, væk fra mørket, væk fra alt. Kun dig og mig.

49Likes
55Kommentarer
1445Visninger
AA

2. Barndommens sang

 

Jeg har ingen idé om, hvornår jeg sidst så dig.

Var det den dag, jeg fandt ud af hvem jeg var?

Var det den dag, mit knuste hjerte faldt til jorden?

Var den den dag jeg indså, at lige meget hvor lidt eller meget jeg ville det, så var jeg den jeg var?

 

Jeg kan ikke sige det. Du kan måske. Jeg ved det ikke. Det eneste jeg ved, er, at jeg savner dig. Jeg savner tiden med dig. Tiden hvor du tog mig i hånden, tiden hvor du, hver aften inden mine øjne faldt i, lovede mig at alt ting nok skulle gå. Lovede mig at så længe du holdt fast i min hånd, så skulle alle de andre nok tage sig af livets store spørgsmål.

 

Jeg husker din krystalblå øjne. Jeg husker hvordan du løftede mig henover bølgerne på stranden, og jeg husker hvordan du bar mig hen over græsset på engen. Jeg husker hvordan du drev min krop fremad på alle dage. Selv når der ikke var nogen, selv når eftermiddagen trak ud, og mit hus stadig var forladt, og jeg sad alene på værelset. Ja, så viste du mig at jeg aldrig var alene, for du var der jo.

 

Jeg husker dit lange lyse hår, der flagrede i vinden, når du sang. Din sang var så smuk, at englene dansede, når de hørte det, og klangen af din beroligende stemme, kunne få selv en sulten løve til at glemme sit bytte. Når du en sjælden gang sang for mig, var det som om, at vi befandt os et andet sted, hvor det kun var os. Væk fra jorden, væk fra mørket, væk fra alt. Kun dig og mig.

 

Jeg husker din fløjsbløde stemme. Hvordan den kunne få mig til at falde til ro, hver gang jeg græd. Hvordan du altid vidste lige præcis hvad du skulle sige, og hvordan du altid fik mig til at smile med tårer i øjene. Jeg husker hvordan din bløde, glatte hud følte imod min, når du lagde armene omkring mig i et trøstende kram.

 

Din bløde hånd var der altid.

Ved sommer, ved vinter, ved forår, ved efterår.

Aldrig forlod du min side.

Kun den dag jeg havde allermest brug for dig.

Hvorfor?

 

Jeg delte alle mine hemmeligheder med dig. Om aftenen, når jeg ikke kunne sove, lå jeg og hviskede til dig. Fortalte dig om alle de ting jeg skulle nå og opleve, og du trykkede mig indtil dig, imens du fortalte mig om, hvor meget du glædede dig til at se, at jeg skulle udleve mine drømme. Du fortalte mig historier fra tider jeg ikke selv kunne huske, og hviskede om hvordan du altid havde vidst at jeg skulle blive til noget stort. Det var faktisk som om du altid havde svaret på alt.

 

Men hvor er du så nu, hvor jeg mere end nogensinde har brug for svar? Hvor er du nu, hvor tårerne venter, hver gang mit ansigt rør puden, og hvor fortvivlelsen har mere magt end nogen sinde? Hvor er du nu, hvor alt det du advarede mig imod, kommer drønende imod mig, uden at jeg kan stoppe det?

 

Jeg troede du ville være hos mig for evigt. Dengang var jeg så naiv, at jeg aldrig bekymrede mig om, at vi en dag skulle sige farvel. Men før jeg så mig om, var du bare væk, og tilbage stod jeg. Alene og forladt. For allerførste gang i mit liv.

 

Jeg undrer mig tit over om du mon altid vidste, at jeg var anderledes. Om det i virkeligheden var det du bekymrede dig om, når dine blå øjne blev fjerne og du et par minutter glemte at svare på mine vandfald af spørgsmål. Så du mon min hemmelighed før jeg selv gjorde? Det er vel det, bedste venner kan, er det ikke?

 

Jeg fik ikke engang sagt farvel til dig, og aldrig fik jeg svar på alle de spørgsmål jeg så gerne ville kende svaret på. Aldrig fik du fortalt mig hvem du egentlig var, og hvorfor du skulle forsvinde. Aldrig fik jeg lov at forstå, hvordan du så yndefuldt kunne lede mig igennem hele den første del af mit liv, for så bare, fra den ene dag til den anden, at være væk.

 

Hvorfor flygtede du? Var jeg alligevel alt for traumatiseret til at du kunne hjælpe mig? Troede du mon at jeg måske var klar til at være alene? Du tog fejl. Du tog noget så grueligt fejl. Jeg kan ikke være alene, det har jeg aldrig kunne. Det eneste tidspunkt, hvor livet var let, var dengang du stadig holdt min hånd, og jeg troede du aldrig ville give slip.

 

Jeg troede aldrig jeg skulle føle mig så alene.

Aldrig havde jeg troet du ville lade mig i stikken.

Hvis nu jeg beder nok, håber nok, tror nok.

Vil du så måske overveje at komme tilbage?

 

I virkeligheden tror jeg stadig du er her. Inderst inde ved jeg godt, at det nok er mig selv der har fået dig til at forsvinde. Jeg ved, at hvis jeg ikke havde givet slip, så ville du måske være her endnu. Men min smukke ven, jeg ville ikke give slip. Det var ikke min mening. Det skete bare. Langsomt, men sikkert, fik du revet dig ud af mit greb, og lige meget hvad jeg forsøgte, så kunne jeg ikke holde fast. Jeg var bare nødt til at indse at du ikke kunne blive hos mig.

 

Jeg var ikke længere privilegeret nok til at høre dig synge. Jeg kunne ikke længere se glansen i dit lyse hår, og det var som om din fløjsbløde stemme langsomt blev mørkere og mørkere. I takt med at jeg brød dine regler, og gav mig selv lov at udforske den verden, du altid havde advaret mig i mod, gled du langsomt længere og længere væk.

 

Jeg betrådte den kant, du havde fortalt mig skrækhistorier om. Jeg lod fristelsen tage overhånd, og glemte alt hvad du havde sagt. Jeg husker, hvordan jeg første gang i hele mit liv, så dig græde, fordi jeg var kommet op og skændes med min far og taget med til en fest, uden tilladelse. Jeg husker hvordan du forgæves forsøgte at fortælle mig hvor forkert det var, og hvordan jeg endte med at smække døren direkte i hovedet på dig.

 

Jeg vil aldrig glemme udtrykket i dine øjne, da jeg sagde at jeg ikke længere havde brug for dig. Et sætning der, uden hæmninger, fløj ud af min mund, inden døren smækkede i.

 

Da jeg vågnede den morgen tryglede og bad jeg. Jeg græd så hjerteskærende og så længe, at jeg næsten havde givet op, da du endelig dukkede op på min sengekant og kørte din lille smukke hånd henover min kind. Dine krystalblå øjne lyste af en sorgmodighed, der skar mig helt ind i hjertet.

 

Det var den dag det gik op for mig, at det ikke kunne vare forevigt. En dag ville jeg være nødt til at give slip. Det var snart tid til at en anden skulle få glæde af at se ind i dit mystiske sind, og det var snart ikke længere mig du skulle synge for. Langsomt men sikkert, var der et eller andet der forandrede sig.

 

Jeg begyndte stille at glemme dig. Huskede ikke længere hvor du var, kaldte ikke længere på dig når jeg skulle sove. Og pludselig en dag, efter at have glemt dig i alt for lang tid, kom du ikke længere når jeg kaldte. Det var den aften jeg for første gang fik lov at græde, og på den hårde måde måtte lære, hvordan jeg selv kunne få det til at stoppe.

 

Det var den aften det gik op for mig, at lige meget hvor meget jeg ønskede det, så havde jeg ikke brug for dig længere. Dine krystalblå øjne og din smukke sang var ikke længere nok til at få smerten til at forsvinde. Det var ikke længere muligt at blive glad igen på to minutter, og der var ikke noget fingerknips, der kunne lyse verden op. Fra den dag af, var det ene og alene mig selv, der måtte styre min lykke. Ingen andre end mig selv kunne længere vise mig en vej. På en eller anden måde forstod jeg det nu.

 

Det var dig der fik mig til at tro jeg kunne gøre alt.

Det er din fortjeneste at jeg stadig står her, den dag i dag.

Men kære barndom, hvor blev du af?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...