En Hemmelig forelskelse (One Shot)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 jan. 2013
  • Opdateret: 18 jan. 2013
  • Status: Igang
Historien handler om en pige, der er vild med hendes ven, og hun tør ikke sige det til ham.

0Likes
0Kommentarer
371Visninger
AA

1. En stor hemmelighed

 

Mine fingre kører hen over tasterne, som om det er et klaver. Den dejlige melodi, af taster der trykkes ned, rammer mine trommehinder som en måneskinsvise. Jeg vil aldrig kunne føle mig mere hjemme end her omme bag computeren. Min hjerne kører hundrede kilometer i timen, og jeg er ikke sikker på om mine fingre kan følge med. Jeg læner mig tilbage i stolen.

Rundt omkring mig går folk forbi. Jeg ved ikke engang, om de har set mig. Det burde de, for jeg sidder jo i forhallen. Her kommer jo hele tiden mennesker. Mennesker som er på vej til deres klasser eller leder efter deres venner. Alle de forskellige ansigts udtryk over det hele det er næsten som at være i et indkøbscenter. Trappen ved siden af mig minder om de trapper ved siden at rulletrapperne i centrene. Et sted hvor folk rander op og ned af, fordi de har travlt. Nogle af dem er mine venner her fra skolen. De kigger i min retning, men ved at jeg ikke ønsker, nogen skal forstyrre mig. Hvad de ikke ved er, at jeg bare vil ønske, denne her ene fyr vil kigge i min retning bare en gang. Men det kommer jo aldrig til at ske. Jeg er jo ikke andet end en ven til ham. Jeg skal aldrig have begyndt at tænke på ham, nu er jeg jo helt væk. Hvis man begynder at snakke til mig, vil jeg ikke en gang kunne svare, for hvad nu hvis han hører det. Det er som om, når jeg er i nærheden af ham, siger jeg altid noget dumt, ellers kan jeg overhovedet ikke snakke. Det er ikke fordi, jeg ikke prøver. Men det er, som om min tunge slår knuder hver gang. Jeg ønsker bare hele tiden, at han er i nærheden af mig, men alligevel ikke for hvad skal jeg sige til ham. Han er jo så perfekt på alle mulige måder. Han er sød, sjov og klog. Hvad nu hvis han ikke kan lide mig. Jeg kan mærke svimmelheden snige sig ind på mig, som om den er jægeren, og jeg er offeret. Hvad skal jeg gøre, jeg er hans ven. Han forventer ikke det af mig.

Jeg bliver igen opmærksom på folkene omkring mig. Frikvarteret er lige begyndt, og alle strømmer ud af klasseværelserne. Det er som om, der er jordskælv, hvor alle bare flygter for at rede deres eget liv. Hvorfor de ikke bare tage det med ro. Det stresser mig. Hvad nu hvis nogen kunne finde på, at kigge på det jeg skriver? Det ville ikke være godt, hvis det er ham, jeg er vild med, der gør det. Jeg har nemlig måske skrevet for mange følelser ned på her. Det er næsten som en dagbog, et sted man kan få sine allermest dybe følelser ned. De følelser jeg gemmer væk, for at ingen skal finde dem. Normalt taler jeg med mine roomies her på efterskolen om alt, men det her kan jeg ikke snakke med dem om. Det vil jeg nok gøre, hvis ikke det var, fordi jeg næsten lige har haft en kæreste på. Jeg vil bare blive betegnet som en player, og det gider jeg jo ikke. Det vil bare gøre, at der begynder at gå rygter omkring mig. Det gider jeg ikke rigtigt, for det kan bare ødelægge resten af skoleåret. Jeg ved ikke en gang, om jeg kan fortælle det til nogen. Hvad nu hvis der ikke kommer til at ske noget. Han må på ingen måde få det at vide, det kan jo ødelægge vores venskab. Mine tanker bliver afbrudt af, at han går forbi. Det er som om, at hver gang han er i nærheden, får jeg små elektriske stød. De fortæller mig, at han er i nærheden. Han går sammen med en af hans roomies. De er tit sammen, så man kan ikke være alene med ham. Det er det, der går mig allermest på, for så er der jo ikke nogen chance for, at der overhovedet kommer til at ske noget.

Jeg gyser og ligger mærke til, hvor koldt der faktisk er. Mine arme har gåsehud over alt. Jeg samler mine ting sammen og går ned i opholdsstuen. Her er der i det mindste varmere end i forhallen. Men der sidder andre her, så jeg kan ikke være mig selv mere. Det minder mig om, når jeg er til time. Det er ikke irriterende, det er bare lidt forstyrrende. Udenfor skinner solen, ligesom hvis det er forår, men det er det bare ikke. Det er januar og på en eller anden gør det mig deprimeret. Det er, som om kulden kan ødelægge en dag, når den vil. Det er som om, den kommer snigende ind på en. Hvis bare det ikke var for alt den forvirring, omkring han kan lide mig eller ej. Så ville kulden ikke være så slem. Nogen af mine venner kommer hen og forstyrrer mig. Jeg gemmer hvad jeg skriver. Det kommer jo ikke dem ved. Det er jo mit liv og ikke deres. De er dog stadig nysgerrige og spørger om, det er min rapport. Jeg fortæller dem, at det er mit produkt. De smiler til mig og spørger hvad mit emne er, jeg siger forfatter. Kan de virkelig ikke regne det ud? Jeg tror godt, at han kan regne det ud. Han er her bare ikke det er virkelig træls. Jeg har godt nok snakket med ham et par gange i dag, men ikke mens vi har været alene. Det går mig på, for vil han på noget tidspunkt se mig som andet end ven? Desværre tror jeg ikke selv på det. Det kan godt være, at vi skriver sammen om aften. Men hvad ser han i det? Er det fordi, jeg har nogle venner, han ikke synes er seje? Hvis jeg skal være ærlig, har jeg nogle gange svært ved at forstå drenge. Det er deres hjerner, jeg ikke forstår. De er så enkle. Det er som om, de ikke analyserer ting, som vi piger gør. F.eks. min roomie analyserer alt. Hun gjorde det nok mest i starten af året. Hun er dog faldet lidt ned. Jeg ville bare ønske, at drenges hjerner er en smule mere ens med pigers, tror jeg. Men det er bare en af de ting, man bare ikke kan vide om er sandt.

Mit hjerte begynder at slå hurtigere. Han må være i nærheden. Jeg har ret, ind af døren kommer han. Han er sammen med hans venner, men alligevel kigger han på mig. Jeg kan ikke andet end at kigge væk, bare for at kigge tilbage 3 sekunder efter. Han kigger stadig. Jeg smiler et lille nervøst smil. Mit hjerte begynder at banke, som hvis jeg er en stortromme. Han sender mig et smil, der kan få en hver til at smelte. Hans venner ligger ikke mærke til noget som helst. De sætter sig i den anden ende af lokalet, hvilket gør, at jeg ikke kan koncentrere mig. Jeg skruer ned for volumen for at kunne høre, hvad de snakker om. En af hans venner skubber til ham, da jeg kigger i hans retning. Jeg gætter på, at de snakker om mig. Det er opmuntrende og trist på samme tid. Hvad nu hvis de snakker ondt om mig. Det er jo ikke, fordi de ikke har lov til det, men min mave begynder bare at slå knuder.

Det er som om, jeg ikke kan være i nærheden af ham, uden at jeg får det skidt. Jeg samler mine ting sammen. Hvad skal jeg gøre, når jeg ikke engang kan være i samme rum som ham? Mine ben fører mig ud af rummet og ind på mit værelse. Jeg sætter mig på en af mine roomies seng og skriver videre. Ingen af mine roomies er inde på værelset. De er nok nede i klasseværelserne. Jeg kan mærke at mit hjerte begynder at opføre sig normalt. Mine fingre føres igen over tasterne og musikken fra mine høretelefoner strømmer ind til min hjerne. Jeg kan tænke klart igen. Tiden flyver af sted, og før jeg ved af det, er klokken ved at være ti minutter i tolv. Jeg klapper computeren sammen og smutter ned i spisesalen. Frokosten skal til at begynde. Jeg sætter mig ned på min plads. Jeg kan mærke min mave vende sig. Jeg tager mig til panden. Den er kold alt for kold. Sveden drypper ned over min pande, og mine øjne begynder at flimre. Min ben giver efter, og jeg falder. Det næste jeg husker er et par flotte skinnende øjne, som stirrer ind i mine. Mit hjerte begynder at banke. Det er hans øjne. Han spørger, om jeg er okay. Jeg er mundlam og bliver derfor bare nød til at nikke. Han flytter sig ikke, men bliver bare ved med at kigge ind i mine øjne. Det er som om, tiden går i slowmotion. Noget kærtegner mit ansigt, hans hånd. Jeg lukker mine øjne i nydelse. Han bevæger sin mund ned til min og kysser den. Selv om det er en smule mærkeligt for os begge to, begynder jeg at smile. Langsom kigger han mig ind i øjnene. Hans øjne stråler som solen, stjernerne og selv månen. Jeg vil altid kunne kigge ind i de øjne, sådan som de skinner. Uanset hvad alt det her vil bringe, er jeg nu en smule mere sikker på mig selv.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...