Blind. {One Direction.}

Sytten årige Lukazy Styles er blind. Hendes bror Harry Styles har beskyttet hende siden hun var lille. De er bedste venner. Eller de var, indtil han deltog i x-faktor, og aldrig var hjemme mere. Men en dag bliver hun ringet op, og bedes komme til London. Resten af bandet fra One Direction kender ikke til at Styles' søster er blind. De får alle en overraskelse.

5Likes
3Kommentarer
559Visninger
AA

1. Fortid - fremtid.

Lige siden Harry forsvandt har jeg kun tænkt på den sidste dag jeg såham.

~ Flashback. ~

"Lukie! Jeg kom med! Jeg skal synge i x-faktor." råbte Harry, og løb hen for at kramme mig.
"Tillykke, bror. Jeg er stolt af Dem." sagde jeg, og krammede igen. Det var jo ikke løgn. Jeg var meget stolt. Min bror kunne blive berømt. "Tak søs. Det betyder meget for mig. Jeg havde nok ikke deltaget, hvis det ikke var begrund af dig." mumlede han ned i min skulder. Jeg smilede lidt. Vores forhold var anderledes. Vi fortalte hinanden alt. Eller næsten alt.

~Flashback, slut. ~

Det var sidste gang jeg så ham. Han sagde ikke farvel eller noget. Det sårede mig dybt. Men glem det, mit liv er godt. Helt perfekt uden ham. Jeg går på en privat skole, hvor der kun er fornemt sprog. Ikke noget, "Du er," det er, "De er," ikke noget med, "Jeg elsker dig," nej, det er, "Jeg elsker Dem." Men det er ligemeget, jeg elsker det. Jeg har fået en masse nye venner, og fjender. But, haters gonna hate, yo! Jeg har aldrig nogensinde set mine venner eller familie, men det kan være lige meget. Jeg har mit eget indblik af dem.

"Hey! Lukie." råber en af mine venner, Jake. Jeg vener mig om, og rækker armene ud. Han fløj ind i et kram.
"Nånå. Der er en der har savnet mig." smiler jeg. Han lader et lille grin komme ud.
"Selvfølgelig. De er jo så dejlig." mumler han.
"Aww. Ven da." griner jeg, og puffer ham ud af mit kram. Straks flyver en ny ind. Med hånden på håret, kan jeg nemt regne ud at det er Zack.
"Gud, hvor er jeg elsket i dag." griner jeg, og puffer ligeså ham ud af krammet. Jeg flytter mig hurtigt til side, og lader den næste flyve ind i skabet bag mig.
"Av forhelvede." mumler personen. Jeg griner lidt over det.
"Caro, De vil bare have væltet mig bagover." siger jeg, og krammer hende. Hun puffer mig straks væk.
"De fortjener ikke et kram." græder hun falsk. Jeg lader som om jeg er ked af det, og går hen til Zack og græder falsk i hans skulder.
"Jeg må ikke kramme hende." vræler jeg lavt.
"Aw honey. Kom her." griner Zack, og ligger armene om mig.
"Nå, der har vi jo dagens kærestepar. Klamme Lukazy, og hæslige Zack." griner Tashe højt.
"Hold dog kæft Din luder. Jeg er i det mindste ikke så billig, at jeg mistede min mødom som tretten årig." siger jeg, vredt. Jeg var venner med hende en gang, hun fortalte mig alt. Dumt valg, hah.
"D-det løgn." skriger hun.
"Og jeg er prinsesse af England, jaer flot." siger jeg, med et grin. Jeg kan lige forstille mig hendes fjæs. Total rødt. Mere når jeg ikke, før jeg får en knytnæve i hovedet, og flyver bagud. Mit hoved knalder direkte ind i skabet. For God sake! Jeg tager straks hånden op til stedet. Blod. Adr.
"Hvad sker der her?" råber vores forstanderen.
"Undskyld Hr, men Tashe slog Lukazy." siger Zack og Jake i munden på hinanden.
"Åh Gud. Lukazy! Er De okay?" spørger han, og løber over til mig. Min hørelse fejler intet.
"Jeg har det fint, Hr. Måske lidt øm, og lidt blodagtig." siger jeg, og fik hjælp til at komme op. Hovedpinen kom straks. Jeg sætter mig hurtigt ned igen.
"Tashe! De har overtrådt skolens vigtigste regel! Ingen vold. De er bortvist! Vig bort fra min skole!" siger han, og peger garanteret mod døren. Det undrer mig lidt at han ikke bare bruger den gammeldags opdragelse, han plejer.
"M-men Hr-" stammer hun, men blev cuttet af.
"De kunne også komme med ind på kontoret, så kan vi tage den derfra." siger han.
"Jeg vil hellere bortvises." mumler hun.
"Kom tilbage om to uger." siger han. To uger, uden Tashe? Fuck jaer! Jeg mumler noget uforståeligt, og kommer op at stå.
"Somebody, get me a doctor." mumler jeg. Jeg svinger lidt fra side til side.
"Lukie, De ligner en fuld." griner Jake. Jeg retter ryggen, og har 'blikket' mod ham.
"Excuse me? I'm not drunk." siger jeg, og slår falsk med håret. Vores forstander kommer hen og hjælper mig til sygeplejersken.
"Yo'yo." mumler jeg, og sætter mig på en stol. Troede jeg. Næste gang, Lukie, mærk efter.
"Jeg er okay!" splatter jeg ud, og rejser mig igen.
"Det var vidst et voldsomt slag, søde ven." siger vores sygeplejerske, Naja.
"Desværre, Naja. Jeg opfører mig som en fuld." siger jeg med et grin. Hun griner lidt, og hjælper mig hen til en stol.
"Sid stille." siger hun, og forsvinder. Jeg leger lidt med mine tommelfingre, og lytter bare efter hende.
"Sådan." siger hun, og kommer hen til mig.
"Hvad er der, Naja?" spørger jeg. Jeg lidt nervøs.
"De har fået et hul i hovedet, det skal syes," starter hun, "og De har fået en lille hjernerystelse."
"Gud, jeg vidste ikke jeg havde en hjerne." siger jeg sarkastisk. Hun griner lidt, og begynder at lappe mig sammen. Jeg grubler lidt over smerten.
"Af for.. Grr." mumler jeg. Orker ikke noget afstraffelse halløjsa. Jeg kan høre at hun smiler. Jeg grumler lavt.
"Færdig." siger hun med et smil. Jeg rejser mig op, og vender hovedet mod hende.
"Skole, eller hjem?" spørger jeg.
"Hjem." siger hun alvorligt. Jeg sukker, og går mod døren. Jeg mærker mig lidt frem mod døren, jeg åbner den hurtigt og sætter kursen mod mit klasseværelse.
"Arg, for god sake." siger jeg, som jeg går ind i en dreng.
"Se dig dog for." siger han vredt.
"Jaer flot. Jeg er blind, Einstein." siger jeg, og går igen. Mit hoved smerter mere. Jeg tager min mobil frem fra min taske, og ringer til min mor.
"Kom og hent mig." siger jeg hurtigt.
"Hvorfor? Hvad er der sket?" spørger hun. Jeg tøver lidt, og retter min ryg.
"Bare kom." mumler jeg, og lægger på. Jeg ligger telefonen ned i min taske igen, og fumler mig hen til mit skab. Jeg får hurtigt skrevet koden, og taget mine bøger. Nu undrer I jer måske over hvordan en blind kan så meget, men jeg er vant til det. Koden er let nok, jeg tæller inde i mig selv, og min mors nummer er som automatisk opkald ved tryk på '1'.
Jeg går mod parkeringspladsen, og sætter mig på jorden og venter. Jeg lytter efter bilen, imens jeg kaster med nogen sten.
"Lukazy." råber min mor, og løber hen mod mig. Jeg rejser mig op, og vender hovedet mod hende. Inden jeg overhovedet når at tænke, hiver hun mig hen til bilen.
"Hvad fanden er der sket?" spørger hun. Jeg mumler noget uforståeligt, og læner mig tilbage i stedet. Jeg mærker en skarp smerte i siden af mit hoved, smølfespark.
"Hvad fanden mor?!" råber jeg.
"Jeg spurgte dig om noget, så forventer jeg fandeme også et svar." snerrer hun.
"Jeg fik bare tæsk," mumler jeg.
"Og det hjælper ikke specielt meget på min hjernerystelse, at du slår mig." gøer jeg. Hun sidder helt klart og gør nar af mig. Nogen nyder at jeg er blind.

~
Jeg løber ud af bilen, og ind i huset. Jeg gider ikke snakke med den kælling. Jeg smider mig i min seng, og hiver dynen over mig. Desværre bliver jeg nød til at stå op, da min mobil ringer. Jeg sukker irriterer, og mærker mig frem efter min taske. Til sidst finder jeg den, og får min mobil frem.
"Det er Lukie. Hvem taler jeg med?" spørger jeg irriteret.
"Lukie? Det er Harry, din bror." kvidrer han. Jeg lægger hurtigt på. Han fortjener ikke mine ord. Han sårede mig. Efter så lang tid, hvorfor ringer han først nu?
Jeg begraver mit hoved i min pude, og lader tårerne løbe. Det dumme svin.
"Lukieeee. Harry har ringet, han vil gerne møde dig." kvidrer min mor, som hun kommer ind af min dør.
"Seriøst mor? Han hader ødelagt mit liv. Såret mit liv. Aldrig i livet om jeg skal mødes med ham." siger jeg vredt.
"Kom nu Lukie, skat. Han savnet dig, og er ked af det han gjorde." prøver hun.
"Glem det forhelvede." skriger jeg. Jeg hører hendes gisp, og lidt efter er alt sort.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...