Nat i Nyhavn

Ja jeg ved det titllen skriger bare "DRAMA" xD ..... nej never mind :P

2Likes
3Kommentarer
468Visninger
AA

1. Kluden ~One Shot~

 

Kluden

 

Kluden i min hånd flagrede frem og tilbage, imens jeg svingede mine lange tynde arme frem og tilbage, i takt med lyden fra gademusikernes svar på arbejde. Kluden havde jeg fået af min mor i gave, eller gave kunne man nu ikke kalde det. Den var lavet af et stykke tyndt og skrøbeligt stof, og på det havde min mor broderet et stearinlys med en grim gul farve på toppen, der skulle forestille en flamme. Når du fryser kan du tage kluden og få varme fra lyset, havde hun sagt, men hvad ville jeg få ud af det? Det var bare tomme ord, når det eneste jeg rigtigt havde brug for var en varm frakke og et par ordentlige sko. Mens jeg gik der og så på alle de andre piger i deres fine frakker og designerstøvler, kunne man næppe sammenligne min klud med andet end gademusikernes talent. Jeg viste den ikke frem, som de viste en ny dyr taske frem. Og det havde jeg heller ikke tænkt mig. Hvis jeg tabte den, ville jeg så lade den ligge? Måske. Jeg gik bare med den i min hånd, hvor kun det yderste af mine fingerspidser holdte fast om den. Så hver gang min hånd endnu engang skar igennem luften, som et samuraisværd, hvislede luften ind mellem min hånd og kluden og skabte en afstand af kold og kynisk luft.

Hvorfor havde jeg overhovedet taget den med? Jeg prøvede at bilde mig selv ind, at jeg ikke kendte svaret på det spørgsmål, men inderst inde vidste jeg godt, at det var hundrede procent bevidst, at jeg havde medbragt den. Med blikket rettet mod en reklameskærm for vinterkollektionen inden for et eller andet overvurderet mærke, kunne jeg mærke at min puls og mine skridt blev endnu hurtigere og mit sind endnu mere målrettet.

Jeg var næsten ved enden af Bredgade, da det i øjenfaldne anker i Nyhavn kom til syne. Jeg bremsede hårdt op, og skyndte mig at dreje af til højre. Selv nede ad denne parallelgade til Nyhavn kunne man tydeligt høre fredagens festliv nærme sig sit højdepunkt. Det var netop på dette tidspunkt jeg skulle passe ekstra meget på. Hvad nu hvis jeg så ham? Sidde der, inde på Nyhavns Færgekro med en øl i den ene hånd og en smøg i den anden. Hvad ville jeg gøre? Jeg ville sikkert ikke kunne se ham i øjnene, uden at tænke på den gang han efterlod os, efter han havde brugt alle mors penge op på sprut og tobak. Efter hun lod ham gøre det. Jeg fik en dårlig smag i munden over min mislykkede kernefamilie, og satte straks tempoet op.

Nu var jeg nået dertil, havnen. Vandet. Det skvulpede op ad den mørke trækant og gik i et med den mørke nattehimmel. Der var næsten ikke nogen gadelygter, og selv med operarens stærke lys til venstre for mig, kunne jeg knapt nok ænse flammen på kluden i min hånd. Jeg knugede min hånd med kluden hårdt sammen, ikke for at få varme fra flammen men for at kvæle den. Så strakte jeg min venstre albue tilbage så kluden lige snittede mit øre. Hele min krop var anspændt af vrede, og min vejrtrækning slog over i små korte indåndinger med ujævne mellemrum. Jeg kastede et blik op på den mørke himmel, der for længst osede af fredagens festliv, og så på min nethinde kluden flyve langt ud over vandet.

Jeg nåede aldrig så langt, for da jeg lige skulle til at svinge min arm frem, og give slip på al min vrede, hørte jeg et kort, men højt, brag blive affyret ikke ret langt fra mit venstre øre. Min hjerte sprang et slag over, og hurtigt uden at tænke kastede jeg mig ned på jorden, og fik på alle fire kravlet hen bag et vejskilt. Det var først efter jeg sad der, med mit hoved begravet i mine hænder, at det gik op for mig, at det var et skud. Endnu et blev affyret, i hvilken retning kunne jeg ikke afgøre. Mennesker skreg. Jeg skreg ikke, det havde jeg ikke luft til. Min puls kunne jeg føle i hele min anspændte krop. Min hjerne gik i sort, og mine ører hørte ikke andet end mit rasende hjerteslag. Skuddene kunne have fortsat i en time, end dag, et år, men for mig virkede de alle sammen ens. Min tidsfornemmelse var væk, efter min hjerne begyndte at gå i flashback-mode, og jeg ikke kunne tænk på andet end min mor, som jeg sikkert aldrig ville få at se igen. 

Jeg kom først til bevidsthed igen, da en varm hånd lagde sig på min skulder. Mor! Tårrene begyndte at trille ned ad mine kinder, og jeg kastede mit hoved til siden for at møde nogle kendte øjne. Men det eneste jeg kunne se var blå blink, der på skiftevis blændede mig. Jeg skimtede med øjnene, og lidt efter lidt udformede der sig en skikkelse foran mig, men ikke en jeg kendte. Den gule vest, de blå busker. Politiet. Jeg fik et chok, men tillod ikke mig selv at døse hen igen. Politibetjenten må have spurgt mig om noget, for han så ud til at blive utålmodig. Jeg åbnede munden, men der kom intet ud, andet end en dampsky af mit stakåndede åndedræt.

Håndens greb blev strammere om min skulder, og før jeg vidste af det stod jeg op. Betjenten prøvede igen og spørge mig om noget, men larmen fra menneskemængden og sirenerne var for højt til, at jeg kunne forstå, hvad han sagde. Jeg endte bare med at give ham et lille beskedent nik, som lod mit hår folde sig ned over mit ansigt som to teatertæpper, der lige skulle til at afslutte en forestilling, og jeg var midtpunktet. Ud igennem det næsten lukkede forhæng kunne jeg se, at han smilede, mens han råbte noget til sin kollega, der stod med et kamera pegende ned på et punkt på jorden, hvor der åbenbart lå noget, der var værd at fotografere. Jeg havde så travlt med at kigge på de små aftegnede områder på jorden med fine tal tavler ved siden, at jeg nu heller ikke denne gang hørte, hvad betjenten sagde. Jeg rettede hovedet op, og forestillingen åbnede sig igen. Han kiggede på mig og kastede, med et lille smil, hovedet svagt til side som et tegn på, at jeg godt kunne gå.

Det var først, da jeg havde vendt mig om, jeg lagde mærke til smerten i min venstre håndflade. Fire buer kom til syne bag kluden, hvor mine negle havde gravet sig igennem ind til min hud. Med min håndflade pegende opad, løsnede jeg langsomt grebet om kluden, så den lå smukt foldet ud i min hånd. Så knugede jeg hånden sammen. Ikke så det gjorde ondt. Men så jeg kunne mærke varmen helt ned i mine tæer.

Så gik jeg hjem.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...