Free Fallin' ~1D~

Sophia Miller Smith er en 18 årig glad pige, der lige har fået jobbet i den lille Café på hjørnet af den kendte gade, Oxford Street, sammen med hendes bedsteveninde, Nicole.
En dag alt og alle irriterer Sophia, går en krøllet brunhåret dreng ind i hende, og hun for kaffe ud over hele trøjen. Hendes dag bliver ændret markant, og det er hun overhovedet ikke tilfreds med. Det bliver da heller ikke bedre, da det viser sig, at han er flabet og irriterende, dog også charmerende og lækker.
Sophia beslutter sig for, at det er slut med drenge og deres effekter, da det kun giver problemer, men så dukker den søde irske lyshåret dreng, Niall Horan, op. - Som viser sig at være en femtedel af det kendte band ” One Direction”. Niall og Sophia bliver hurtigt gode venner, men da Sophia skal møde resten af bandet, finder hun uheldigvis ud af, at den krølhåret irriterende dreng, der hældte kaffe ud over hende, er en del af bandet.(Alle kapitler er lavet)*læses på et ansvar!*

6Likes
4Kommentarer
706Visninger
AA

2. There are days, when I just fucking hate everybody

 

Sophia’s synsvinkel:

Den gamle dame i køen brokkede sig over at jeg var for langsom, men det var jo ikke min skyld at den forbandede kaffemaskine ikke var hurtigere.
”Du må da meget gerne komme herind og prøve at få den til at gøre det hurtigere, men det tvivler jeg stærkt på at du kan.” Jeg vendte mig om, og kiggede på hende, så hun ikke var i tvivl om at jeg snakkede til hende. Jeg vendte mig om igen, og kiggede på kaffemaskinen i håb om, at det ville gå hurtigere. Damen fnøs fornærmet og lidt efter kunne man hører døren smække, så alle i Caféen kunne hører det.
”Gamle damer” mumlede jeg irriteret.  

”Du plejer aldrig at blive sur over sådan noget, hvad er der sket, Sophi?” spurgte Nicole aka min bedste veninde. Vi havde været bedste veninder i 8 år. Så hun kendte mig ud og ind.

”Kender du de dage, hvor alt og alle bare kan pisse dig af? ”. Jeg gik hen og gav hende et kram og ignorerede blikkene fra den utålmodige kø.
”Tjaa, men du har heldigvis fri nu, jeg tager over.” hviskede hun ned i min skulder.
”Endelig!” udbrød jeg, og kastede mine arme op i luften. Hurtigere end du kunne tælle til ti, havde jeg kastet mit forklæde til Nicole og taget jakke på. Derefter havde jeg taget kaffen og skredet ud af døren med et råb, der mindede om ’ vi ses, muller’.

Der var ikke så mange mennesker på gaden, men nu var det jo også torsdag og klokken var kun to, så det gav egentlig mening. Jeg førte kaffekoppen op til min mund og tog en slurk. Den vare væske, lammede min læbe. ”Av forhelved!” skreg jeg. Jeg bed mig i læben og begyndte at gå igen. De få folk der var på gaden, havde alle rettet deres blik mod mig. ”Hvad glor du på?” spurgte jeg, da jeg gik forbi en mand, der overgloede mig. Gud hvor var folk dog belastende i dag!

Jeg lukkede kort øjnene, da jeg drejede rundt om hjørnet. Men da mit bryst begyndte at brænde og en forfærdelig smerte steg i min røv, bandede jeg højlydt  inden jeg åbnede øjnene. Lidt efter fandt jeg ud af jeg var gået ind i en. Jeg var faldet lige ned på røven, og havde kaffe ud over hele min trøje. Da noget skyggede for solen, lagde jeg mærke til at der stod en foran mig. En dreng omtrent min alder stod overfor mig. Han havde en hvid T-shirt som sad stramt, mens hans sorte hængerøvs bukser sad løsere. Han fjernede hans solbriller, så nogle grønne øjne tittede frem, og satte dem derefter op i det store brune krøllede hår.

Hvis jeg ikke var så fandens frustreret og irriteret, havde jeg sikkert ikke synes han var så grim, som jeg nu synes. ”Det må du virkelig virkelig undskylde!” sagde han med en ret desperat stemme og rakte en hånd ned til mig. Jeg afviste hans hånd og rejste mig selv op. ” du er ikke tilgivet..” fik jeg svaret ham, inden jeg gik forbi ham, og fortsatte hjem ad.

Jeg satte tempoet op, da jeg kunne hører en voldsom vejrtrækning bag mig.
”Lad vær’ med at følge efter mig, krølle” sukkede jeg. Ja, hans nye navn var krølle.
”hey, vent nu lidt!” prustede han. ”Krølle?” spurgte han uforstående. Jeg drejede rundt på hælen og kiggede bare afventende på ham.

”Lad mig betale for en ny trøje!” svarede han kort tid efter. ”Nej tak, jeg klarer mig.” svarede jeg bestemt, og drejede derefter rundt igen, og begyndte at gå. Men da han ikke gav så let op, hvilket han burde, gik han efter mig. Efter vi havde gået i et par minutter, uden at sige noget, skulle han selvfølgelig ødelægge det. ”Nu når jeg ikke må betale for en ny trøje, kan jeg så få et navn?” Spurgte han langsomt.
”Gurli.” svarede jeg flabet. Han fnes kort. ”Jeg mente nu dit navn”.  
Jeg hævede et øjenbryn. ”Er der da noget galt med navnet Gurli?” Svarede jeg tilbage.
”Narrrh” han trak ordet ud, som om han var bange for, at jeg faktisk hed det.

Det begyndte at blive lidt akavet, da han bare stod og stirrede på mig. Og med det smil han havde, følte jeg at han stod og klædte mig af med øjnene, men det fik mig bare til at smile.
”Er jeg virkelig så lækker, at du bliver helt mundlam?” Mit smil blev større. Hvor var jeg dog i et flabet humør i dag. Synd det skulle gå ud over ham, ahhahah. Nej, han er selv uden om det.


Da jeg kunne se døren til det store lejlighedkompleks  og hvor jeg vidste at min lejlighed lå på 2. sal, begyndte jeg af vane at rage mig selv i lommen, for at finde nøglen.  Da jeg mærkede det nu kolde kaffe på min trøje, sukkede jeg tungt.
”lad mig” sagde krølle, inden han tog nøglen ud af min hånd og låste døren op til opgangen.

 Min krop begyndte på mystisk-vis at blive varmere. Det måtte være kaffen, der havde gjort min krop varm, - eller det kunne kun være kaffen.

 Jeg åbnede døren og fortsatte hen mod trapperne. Da en varm hånd tog ved mit håndled, hvinede jeg forskrækket, hvorefter jeg vendte mig om. Da krølle begyndte at gå tættere mod mig med et flirtende smil, vaklede jeg forbavset bagud, og stødte imod væggen bag mig.

Han vil ikke voldtage mig nu, vel? Han lagde selvsikkert sin hånd på muren ved siden af mit hoved, og lænede sig ind mod mig. Et øjeblik var det som om, at jeg ikke kunne bevæge mig. Hans læber var lige ud foran mit øre, og da jeg tydeligt kunne lugte hans parfume, holdt jeg vejret.
”Ja”, hviskede han blidt.
Jeg rynkede forvirret på næsen. Ja? Ja til hvad?

”huh?” mumlede jeg, og pustede al luften ud, som jeg havde holdt inde.
”Ja”, han holdt en kunstpause. ”Du er så lækker, at jeg bliver helt mundlam”, svarede han lavt og forførende, hvorefter han fjernede sig med et tilfreds smil, og begyndte at gå op af trapperne.
Det havde jeg ikke lige regnet med. Jeg stirrede forbavset på ham, men valgte så at gå efter ham, op af den trappe jeg aldrig kom op ad, og op mod min lejlighed.

Han stoppede op, da den næste trappe fortsatte. Jeg kom op ved siden af ham, hvor han stod med et irriterende flabet smil. Hvor han dog irriterede mig. Hvis jeg ikke var i det humør jeg var i, så havde jeg sikkert synes, at han var skide charmerende. Jeg rystede irriteret på hovedet.
Hvad tænkte jeg på? Krølle var på ingen måde charmerende, kun irriterende, flabet og træls, og så troede han, at han kunne tillade sig at lægge an på mig. Nej, bare nej...

”Hvad?”, sukkede jeg. ”Du blev bare mundlam, skatter.” Svarede han, hvorefter han blinkede med øjet. Jeg klaskede ham på overarmen og himlede med øjnene.
”Du skal ikke kalde mig skatter, eller noget der minder om!” vrissede jeg.
”Hvad skal jeg så kalde dig, du ville jo ikke sige dit navn, så noget må jeg jo kalde dig?” Han blinkede med øjet, mens hans smil blev større, da han gik tættere på mig.

________________________________________________________________________________

Nu håber jeg at i kan lide den! 
I må meget gerne like og kommentere, så jeg ved om der over hovedet er nogle der læser det jeg skriver, hæhæ. (':

Hvad tror i at der vil ske nu?
Hvad synes i om Harry indtil videre? 
Og hvad synes i om Sophias personlighed?


Næste kapitel: Can't deny that i want you, but i'll lie if i have to. - Hvad tror i der kommer til at ske?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...