Free Fallin' ~1D~

Sophia Miller Smith er en 18 årig glad pige, der lige har fået jobbet i den lille Café på hjørnet af den kendte gade, Oxford Street, sammen med hendes bedsteveninde, Nicole.
En dag alt og alle irriterer Sophia, går en krøllet brunhåret dreng ind i hende, og hun for kaffe ud over hele trøjen. Hendes dag bliver ændret markant, og det er hun overhovedet ikke tilfreds med. Det bliver da heller ikke bedre, da det viser sig, at han er flabet og irriterende, dog også charmerende og lækker.
Sophia beslutter sig for, at det er slut med drenge og deres effekter, da det kun giver problemer, men så dukker den søde irske lyshåret dreng, Niall Horan, op. - Som viser sig at være en femtedel af det kendte band ” One Direction”. Niall og Sophia bliver hurtigt gode venner, men da Sophia skal møde resten af bandet, finder hun uheldigvis ud af, at den krølhåret irriterende dreng, der hældte kaffe ud over hende, er en del af bandet.(Alle kapitler er lavet)*læses på et ansvar!*

6Likes
4Kommentarer
705Visninger
AA

10. Of all the boys i have ever met, you're the one i won't forget.

 

 

Hans øjne var klemt en smule sammen, så man kunne næsten ikke se den grønne farve, hans øjne havde.
Hans ene øjenbryn havde han løftet let, så en lille rynke kunne skimtes i hans pande. Hans læber formede et lille falsk smil, der blottede hans hvide tænder. 
Han sad lige så stille og kiggede undrende på mig.

”Sophia?”.

Dynen var faldet ned i hans skød, så det blottede hans let markeret six-pack.

”Soph?”

Han lagde armen på en bestemt måde, så en tatovering af en stjerne, jeg ikke havde lagt mærke til før, kom til syne på hans inderarm. Ikke dårligt.

”Sophia Miller Smith?”

”Hvad?”. Jeg kiggede videre op af armen og blev igen mødt af de grønne øjne. Han sendte mig et skævt smil, som fik mig til at rødme, hvilket fik ham det at give et grynt fra sig.

”Du skal ikke kommentere det!”, sagde jeg hurtigt, da jeg så han skulle til at åbne sin mund og komme med en kæk kommentar. Jeg hævede min pegefinger og rettede den mod ham, som en trussel.

Derefter vendte jeg mig om, og tog ved dørhånd taget. Jeg kunne tydeligt hører Harry klukke, da jeg gik ud af døren helt rød i hovedet.


Louis sad i sofaen med hovedet i hans mobil, da jeg tungt satte mig ned ved siden af ham.
”Hva’ så, var din mobil der inde?”. Han løftede hovedet og kiggede på mig, inden han brød ud i et grin. Jeg lagde forsigtigt min dyrebare iphone på bordet.

”Du er jo helt rød i hovedet, hvad har Hazza nu gjort?”. Han grinte kort, inden han kiggede på mig, for at grine igen.
”HAZ’, HVAD FANDEN HAR DU GJORT VED HENDE?”. Han kiggede bebrejdende hen mod gangen, som førte til Harrys værelse, men smilet på hans læber gjorde hele hans sætning useriøs. Et højt grin afslørede at Krølle kunne hører os, hvilket fik mig til at gemme mit ansigt i hænderne, da jeg sikkert var mere rød i hovedet nu.

”Jeg tror lige jeg går ud og tager noget vand”, mumlede jeg pinligberørt, før jeg rejste mig op, og satte min ben mod køkkenet.
”Du kan ikke komme uden om, du kommer til at svare på det, om jeg så skal tvinge det ud af dig!”

 

I håb om at koldt vand ville gøre mit hoved mindre rødt, tog jeg et glas i skabet i hjørnet, for derefter at fylde koldt vand i. Og som altid skulle der også..
”isterninger”, sagde jeg, da jeg åbnede fryseren.

”Pis, nu glemte jeg igen at jeg skulle skrive til Niall!”, mumlede jeg for mig selv.
Jeg havde lige puttede den fjerde isterning i mit glas, da Niall strejfede mine tanker. Med glasset i hånden skyndte jeg mig ind i stuen efter min mobil.

Gulvet under mig, som afslørede at jeg var kommet ind i stuen, fik Louis til at kigge op.

”Bare rolig, du behøver ikke fortælle hvad der skete.” Han smilede sødt, hvilket gjorde mig lettet. Han rettede sig op, og låste sin iphone. Det ville ha’ været akavet, hvis jeg skulle fortælle ham det nu. Louis’ smil blev større og mere drillende. 

”Hazza fortalte det”, han pegede med sin tommelfinger mod gangen, hvorefter han forsat lod smilet være på hans læber.
”Kan godt forstå at du blev rød i hovedet, det lyder også som et vildt fald”.
Hurtigt nappede jeg min mobil, som lå på bordet, og satte kurs mod min egen lejlighed.

Jeg kunne umuligt blive her længere. Det ville være for pinligt.


¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤

Jeg sad i Nialls seng, helt gennem blødt. – og nej, det skal ikke misforståes. (selvom jeg selv gjorde det, hæ.)

Efter at jeg havde ringet titusinde gange for at sige undskyld, tog jeg over til ham, da jeg vidste at han var hjemme. Vejret havde dog ikke været med mig. Det styrt regnede, og alligevel valgte jeg at gå, fordi det kun tog 5 min, og så ville jeg være foran Nialls lejlighed. Niall havde lukket op med nærmest lukkede øjne, det var ikke svært at se at han lige var vågnet.

Nu sad jeg så og så NCIS i Nialls stue med et varmt tæppe og i et par shorts og en alt for stor T-shirt. Niall var i gang med at lave noget varm chokolade, da det lige var det vi begge havde brug for.

Gibbs stod og snakkede med Abby (i fjernsynet, altså), da sofaen begyndte buede ned ad. Jeg havde slet ikke set, at Niall var kommet herind. Jeg valgte hurtigt at slukke fjernsynet, da jeg ikke var kommet herhen for at se tv, men for at sige undskyld for at jeg bare var skredet.

”Niall..”
Han rakte mig min kakao, og satte sig til rette. Jeg klappede let koppen, inden jeg forsatte.
”Du må altså virkelig undskylde, at jeg bare skred fra dig. Det var slet ikke meningen. Jeg var fuld, og husker intet. Du må altså virkelig undskylde! Og je-”


Niall satte sin kop på bordet, for derefter at lukke munden på mig, ved at ligge en hånd for min mund.

”Det er lige meget. Du kom hen til mig og sagde at du tog med en eller anden hjem. Og jeg sagde ok. Lad være med at undskylde, jeg vidste det jo godt”. Han sendte mig et kort smil, inden han fjerne sin hånd. Jeg pustede lettet ud.

Han klappede kort i hænderne, og kiggede derefter nysgerrigt på mig.
”Hvem var ham drengen. Fortæl!”

Han lignede en lille dreng, der skulle til at pakke sin julegave op.

”Altså, øh..” Jeg trak vente tiden ud, da jeg ikke helt vidste hvad jeg skulle svare. Måske ville han blive sur, hvis han vidste at det var Harry?

”Han havde i hvert fald brunt hår, og så kan jeg ikke rigtig huske andet”, mumlede jeg lavt. Hans smil voksede en lille smule, men forsvandt igen, da han tog koppen op til munden for at drikke.
”Nånå-nå-nå, fik du for meget at drikke til at du kunne huske det?”, spurgte han kækt om, hvorefter han gik sin vej, inden jeg nåede at svare ham. Hvad skulle den dreng nu?

Og så sad jeg dér, helt alene i Nialls stue. Hvis ikke de to tændte lys stod på bordet, ville der have været helt mørkt. Jeg nippede forsigtigt til kakaoen. Et højt bump sprang næsten mine trommehinder, da de lige havde vænnet sig til stilheden. Lidt efter kunne man høre Niall bande.
En stor madras kom gående ind i stuen. Den eneste grund til at jeg vidste at det var Niall, der bar den, var på grund af det lyse hår der strittede op fra kanten af madrassen.

”Skal du have hjælp med det der?”, min seriøse venlighed blev ødelagt, da jeg lod et fnis slippe ud af min mund. Ups. Han kastede madrassen hen foran fjernsynet.
”Hvis du havde spurgt noget før, havde du måske fået et ja. Jeg har ligesom ikke brug for hjælp nu, vel da?”. Han rakte tunge, inden han satte en eller anden film på, og kastede sig ned på madrassen.
”Kom her. – tag tæppet og nogle puder med.” befalede han, mens han prøvede at starte filmen.

Jeg tog tæppet i hånden og kastede to puder ned på madrassen, men ”uheldigvis” landede de lige i hovedet på Niall.- mærk ironien.
”Hov”, kommenterede jeg, da jeg kastede mig ved siden af ham.
Han klemte øjnene sammen, og pegede med hans finger på mig. Jeg sendte bare et flabet smil tilbage.
”Bare vent…. Bare vent”, mumlede han, og lagde sig ned og rettede blikket mod skærmen.

____________________________________________________________________________________________

xx
 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...