Free Fallin' ~1D~

Sophia Miller Smith er en 18 årig glad pige, der lige har fået jobbet i den lille Café på hjørnet af den kendte gade, Oxford Street, sammen med hendes bedsteveninde, Nicole.
En dag alt og alle irriterer Sophia, går en krøllet brunhåret dreng ind i hende, og hun for kaffe ud over hele trøjen. Hendes dag bliver ændret markant, og det er hun overhovedet ikke tilfreds med. Det bliver da heller ikke bedre, da det viser sig, at han er flabet og irriterende, dog også charmerende og lækker.
Sophia beslutter sig for, at det er slut med drenge og deres effekter, da det kun giver problemer, men så dukker den søde irske lyshåret dreng, Niall Horan, op. - Som viser sig at være en femtedel af det kendte band ” One Direction”. Niall og Sophia bliver hurtigt gode venner, men da Sophia skal møde resten af bandet, finder hun uheldigvis ud af, at den krølhåret irriterende dreng, der hældte kaffe ud over hende, er en del af bandet.(Alle kapitler er lavet)*læses på et ansvar!*

6Likes
4Kommentarer
701Visninger
AA

3. Can't deny that i want you, but i'll lie if i have to.

 

”Hør her, krølle..” Jeg skubbede til ham, så han endte i den anden side af trappen.- væk fra mig.
Jeg gik hen foran min dør og vendte fronten mod ham. ”Du er skide irriterende og belastende, og det skulle ikke undre mig, at du også er en arrogant selvglad player. Og jeg vil egentlig ikke have noget med dig at gøre, så jeg synes du skulle skide ud af min grund og forsvinde langt væk, tak.” Hans flirtende smil forsvandt og blev i stedet erstattet af et skævt ét.
”Det ville være lidt svært at skride, når man skal besøge sin bedste ven på øverste sal.”

Der gik et kort øjeblik, inden at jeg forstod, hvad han havde sagt. Åh nej, så kommer han her jo tit? Han grinte svagt og hæst. Sikkert pga. mit ansigt, men helt seriøst boede hans bedste ven lige i den her lejlighed? I den her opgang? I den her bygning? På øverste sal? Fuck.

Svimmelheden begyndte at komme, jeg havde jo heller ikke fået noget at drikke hele dagen, for det var jo nogen, der lige synes, at de skulle gå ind i mig, og hælde min kaffe ud over mig.
Krølle greb ud efter min hånd, og hans hånd gjorde da bestemt ikke svimmelheden bedre. Jeg gjorde alt for ikke at få øjenkontakt med ham.  ”Falder du nu for mig?” spurgte han med et kækt smil på læben.

Jeg vendte mig om for at låse døren op, da jeg igen vaklede, indtil en hånd tog ved mit liv.
Jeg var næsten helt sikker på, at jeg var knaldrød i hovedet lige nu.

”Er du sikker på, at du kan stå selv?” spurgte han, jeg kunne lige forstille mig, at han stod med det forbandede smil. Jeg valgte at ignorer ham, og førte igen nøglen op til hullet, men da hånden ved mit liv forsvandt, tabte jeg nøglen.
”Gad vide hvad du ville gøre, når jeg ikke er her for at hjælpe dig”, sukkede han, inden han samlede nøglen op, og låste døren op for mig.

Jeg skulle væk fra ham, og det skulle være nu. Den forbandede effekt han havde på mig, selvom vi knap nok kendte hinanden.

Jeg havde aldrig oplevet noget lignende, og jeg ønskede skam heller ikke, at det kommer til at ske igen.
Jeg vil ikke møde ham igen. Jeg sukkede tungt, inden jeg vendte mig om mod ham.

”Hvad er det overhovedet du vil mig?” spurgte jeg med en opgivende stemme, hvorefter jeg slog armene ud.
”Hvorfor er du sådan, jeg kender dig ikke, og jeg vil egentlig bare gerne have at du går”, blev jeg ved.
Hans hånd snittede kort min kind, inden han lagde den ved siden af mit hoved på døren. Hvilket fik et lille stød frem i mig.

”Fordi jeg ved at du kan li’ det”, Hviskede han forførende.
Da jeg kom til at snappe efter vejret, kom et lille veltilfreds smil frem på hans læber.
Jeg tømte hjernen efter ord, for at komme med det bedste comeback, men det endte med at jeg fik mumlet et ’ det ved du da ikke’.
Jeg rømmede mig kort og fortsatte, ”og nej, jeg kan ikke li’ det, og det kommer jeg aldrig til.”
Min stemme lød stærkere, hvilket fik et lille smil frem på mine læber.
Men mit smil falmede, da han igen lænede sig ind mod mig.
”Din krop siger noget helt andet”, hviskede han igen.

Jeg rystede på hovedet.
”Hvad.. hvad mener du?” Jeg kunne slå mig selv i hovedet med et eller andet. Kan du gøre det meget tydeligere, Smith??
”Jeg kan se det, det er ikke særlig svært at læse”.

Da jeg kunne mærke hans ånde på min hals, blev det for meget. Jeg skubbede ham hen mod trappen, op mod øverste etage. 
Det ene skridt efter det anden førte ham op af den næsten uendelige trappe. Jeg var næsten sikker på, at han tog den næste elevator, for øverste etage var altså 5 etager oppe.

”Vi ses nok igen, Sophia Miller Smith!”, råbte han, efter jeg ikke kunne se ham mere.
Hvor fanden vidste han mit navn fra?
Lidt efter kunne jeg tydeligt høre den hæse latter. Han kunne sikkert regne ud, hvilket udtryk jeg havde lige nu. Jeg vendte mig om for at gå ind, men da jeg så på døren var et navneskilt med hele mit navn, kunne jeg ikke lade være med at smile, og slå min hånd mod min pande.

Jeg gik ind i lejligheden og låste døren. Jeg faldt langsomt ned af døren, mens jeg slog mig selv i hovedet, over hvor akavet det møde lige havde været. Jeg skal aldrig møde Krølle igen. Jeg ville i hvert fald gøre alt for at det ikke skete.

____________________________________

De små sten I brune nuancer fyldte stien ud. Jeg kunne tydeligt høre havet ikke langt fra mig, men det var ude af min synsvinkel. Jeg trak vejret dybt, duften af blomster kom mig i møde. Træerne stod mindre end tre meter fra hinanden, så skovbunden skulle være heldig, hvis den fik et øjeblik i solen. Alligevel var den fyldt med blomster i alle farver. Jeg vidste at lige som lidt, kom jeg til det store egetræ, som stod fredfyldt på et kvadrat formet område med det grønneste græs. Det store egetræ kom til syne, da jeg havde gået et par meter. Jeg kunne ikke lade være med at smile. Af ren refleks kiggede jeg ned på mine fødder, da en slem smerte kom frem i dem. Jeg knugede min elskede bamse ind til mig, mens et par tåre langsomt trillede ned af mine kinder. Mit lange blonde hår var blevet uglet og havde fået blade og kviste i, på grund af alle de buske jeg var gået igennem.

En pludselig lugt af tang fik mig til at rynke på næsen, da lugten var forfærdelig. Da jeg kiggede op, var der ikke mere end fem skridt, til at stenene ville blive erstattet af sandet.
Vinden blæste let i mit hår, mens bølgerne brusede om kap op på stranden. Jeg holdt min bamse tæt ind til mig, da jeg satte mig ned i vandkanten. Min ellers lyserøde kjole var blevet brun, og der var kommet et par huller i den. De sidste farverige stråler fra solen, spejlede sig i havet. Det orange skær gjorde mig tryg og rolig, og lidt efter gabte jeg. Pigernes skrigende stemme blev ved med at komme frem.
”Du er bare så klam og grim. Du må have det forfærdeligt, hver gang du ser dig selv. Jeg kan ikke engang holde ud at se på dig. Men jeg bliver nød til at være ærlig og sige, at du fortjener alt det her. Kan du ikke bare forsvinde her fra? Der er jo alligevel ingen der vil se på dig? Selv din far er skredet fra dig. Ha-Ha-Ha. Det hele er bare din skyld.” Josefines stemme lavede ekko i mit hoved, mens jeg forsigtig strøg mine fingre over de blå mærker på mine arme og ben. Jeg lagde mit hoved på mine knæ, og lidt efter hulkede jeg højt. Tårerne løb om kap ned af mine kinder, den ene lidt hurtigere end den anden.

Jeg vågnede, da endnu et højt hulk slap ud af min mund. Josefines stemme ord kørte rundt i hovedet på mig, ’Du er bare så klam og grim – du fortjener alt det her – ingen vil se på dig – selv din far skred fra dig- det hele er bare din skyld ’. Det værste af det hele var, at det på et tidspunkt var virkeligt, nu var det bare en drøm, der forfulgte mig.

Da jeg kom hjem den aften, var min mor ude af sig selv, og var allerede fast besluttet på at vi skulle flytte. – og jeg har ikke fortrudt det en eneste gang.
Jeg startede mit liv forfra og fik fantastiske venner og veninder og det hele kørte på skinner.

 Jeg satte mig op i sengen, og kiggede på klokken. 08:28, præcis. Jeg skulle være på arbejde klokken ni, så jeg skulle skynde mig. Jeg gik med hurtige skridt hen til mit skab, og trak en helt normal sort langærmet trøje ud, samt et par lyse bukser og en pelsvest. Jeg gispede lavt, da jeg så mig selv i spejlet. Med røde opsvulmet øjne, var det ikke til at tage fejl af, at jeg havde grædt. Forbandet maridt. Jeg skyllede hurtigt mit ansigt, inden jeg lagde noget øjenskygge og pudder ved øjnet, så det ikke var så let at se, at jeg havde grædt. Derefter tog jeg lidt mascara på, tog et æble, og smuttede ud af døren.

________________________________________________________________________________

Her var det andet kapitel så!
Hvad synes i om den effekt "Krølle" har på Sophia?

Næste kapitel: Smile, it's the key, that fits the lock of everybodys heart.
- Hvad tror i der kommer til at ske?

Husk at like og kommenter! 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...