Sværmen

En spændende historie!

1. kapitel er klar - hvis mange synes om det kommer 2. kapitel hurtigt :)

1Likes
0Kommentarer
95Visninger
AA

1. San Diego, 14. april 2011

 

Der lød et kæmpe brag. Alt blev overdøvet, intet blev hørt. Alle stoppede straks hvad de var i gang med, men ingen begyndte på noget nyt. De bare fokuserede på lyden og hvad der slap denne fri. Kiggede, måbede og troede ikke det deres øjne sendte signaler om. I dette øjeblik gik alt i stå. Dette moment ville for altid stå helt klart printet på nethinden hos samtlige tilskuere. For de var bare tilskuere. Intet kunne gøres, intet kunne ændres uanset hvor meget de ønskede det. Lyden blev væk, men blev blot erstattet af nye lyde. Lyde af kollaps, forfald og forfærdelse.

Glaspartierne var væk. Sprængt til atomer og fordelt jævnt blandt tilskuerne. Før skabte de et rum, nu skabte de panik. En panik der gennemborede alle, der var vidner til det. Nu begyndte realiteterne at sprede sig. Nu forstod de konsekvenserne af braget. Bygningen sank i knæ uden varsel. Ingen kunne reagere eller kontrollere det. Tilfældighederne havde placeret folk inde i den slagne kæmpe, mens andre var blevet placeret uden for. En ting var dog fælles for dem. De var alle blevet ramt af begivenheden. Nogen af dem, der stod udenfor løb væk, andre forsøgte at komme ind og befri de tilfangetagende. Flere stod blot helt stille og ubevægelige. Enkelte faldt sammen, lukkede øjnene og nægtede at tro hvad de lige havde set. Men lige lidt hjalp det.

Stilheden kom nu og overtog alt. En stilhed så påtrængende, så forkert. Det føltes som en pause, der ikke burde være der. Alle de lyde, der havde slæbt død og forfærdelse med sig skulle ikke afløses af ro. Roen holdte da også op. For i det fjerne hørtes hjælpende lyde. Sirener nærmede sig. Helte fulgte med lydene. Helte, der skulle forsøge at redde hvad reddes kunne. Men ikke meget var tilbage, da de først kom frem. Der lå blot en stor bunke. Ikke meget vidnede om, at bunken for få minutter siden havde været samlet til en moderne bygning med højt til loftet. Loftet lå nu på gulvet og mast imellem, var mapper, computere, skriveborde og døde kroppe.

Redningsmændene kravlede straks ind i rodet og enkelte havde held med rent faktisk at redde nogen, men de fleste kunne blot få lov til at slæbe døde ødelagte legemer ud. De blev øjeblikkeligt dækket til, men det kunne på ingen måde skjule grusomheden. Denne uforklarlige og ubeskrivelige grusomhed, som snart ville blive forsøgt forklaret og beskrevet af de mange journalister og rapporterer, der kom strømmende til for at dokumentere hændelsen:

”… Bag mig ser I resterne af den næsten nyopførte Walton-bygning. Ingen ved endnu hvad der er sket, men øjenvidner fortæller, at der var en enorm eksplosion, hvorefter bygningen faldt samme. Det står endnu uklart hvor mange personer, der er blevet fanget derinde, men redningsfolkene arbejder på livet løs, for at få så mange ud som muligt. Alt omkring mig er kaos i øjeblikket og vi kender hverken til årsagen eller det præcise omfang af eksplosionen…

Journalisten brugte en masse ord til at skildre situationen, men uanset hvor detaljeret beskrivelsen blev, så ville det aldrig rigtig kunne gengive den ubegribelige forfærdelse som tilskuerne havde oplevet. Folk, der ikke havde oplevet det på deres egen krop, ville aldrig rigtig kunne forstå omfanget. De ville aldrig kunne forstå hvordan denne hændelse vil kunne påvirke resten af deres liv. Et liv som for altid vil være trukket i en anden retning end hvad individet selv havde forestillet sig.

Et af disse individer var Peter. Peter var en af dem, der ikke kunne reagere, da han blev ramt af begivenheden. Han stod urørlig og kæmpede med at fatte hvad der skete for øjnene af ham. Han kunne ikke begribe hvad han havde set. Mindre end 100 meter fra ham lå resterne af hans arbejdsplads. En arbejdsplads, hvor han havde brugt så mange timer på at gennemgå tal, opstille regnskaber og tjene penge til firmaet og ham selv. Disse arbejdsopgaver, som havde virket vigtige og nødvendige for ham at gennemføre, føltes ikke længere som noget man burde have brugt tiden på. Det var jo bare revision af tal. Det han så for sine øjne var revision af andre menneskers liv og skæbne.

Om nogle dage, når redningsfolkene havde gennemsøgt alle resterne af bygningen, så ville regnskabet blive gjort op. Nyhedsoplæsere ville læse tallene op over hvor mange der døde og hvor mange der blev såret. Regnskabet vil på det tidspunkt have ændret menneskelige skæbner til kolde ufølsomme tal. Tal som Peter tidligere havde opfattet som vigtige, men som han nu kunne se ikke var så betydelige. For det var jo egentlig ikke vigtigt om det var 10, 100 eller 1.000 mennesker, der lige havde mistet livet. Det vigtige var, at et eller andet ukendt væsen bevidst havde igangsat en begivenhed så destruktiv og så ødelæggende. Et væsen som åbenbart mener, at et budskab er vigtigere end menneskers liv. Eller måske endnu værre, at død og ødelæggelse blot er et kommunikationsmiddel, som forstærker budskabet og derfor er en nødvendighed.

Peter var ikke kommet ud af døren til tiden denne morgen. De mange arbejdstimer havde sat sig spor hos ham og vækkeuret havde ikke haft stor nok magt til at få ham hevet ud af drømmeverdenen. Han havde bandet og svovlet da det gik op for ham at tiden var skredet og efterfølgende havde det været en kamp mod uret. Hans morgenrutiner blev skåret ned til det minimale, men det var stadig ikke nok. Det irriterede ham. Han hadede at komme for sent, men nu priste han sig lykkelig for sit sovehjerte.

Ved siden af Peter havde en af de mange journalister stillet sig for at prøve at dokumentere hændelsen. Han skrev løs på sin lille blok som var han besat. Peter kunne ikke rigtig forstå nogen kunne fokusere på at skrive noget nu. Der måtte da være vigtigere ting at foretage sig. Kunne han ikke bruge al den energi på at hjælpe nogle af alle de tilskadekomne? Men journalisten blev bare stående og skrev løs. Han afbrød kun sig selv en gang i mellem for kort at kigge op på katastrofen og derefter skrive videre. Det virkede næsten som om journalisten ikke forstod at det var virkelighed, at han blot så en actionfilm og skulle give kritik af den.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...