Victorias Sommer

Den handler om en pige, som skal hjem og besøge sin far i sommerferien. Hun møder så en rigtig sød fyr, imens hun har fundet ud af at hendes barndomsven var blevet sødere. Hun finder ud af at hun har en forsvunden bror og meget mere...

0Likes
0Kommentarer
658Visninger
AA

9. Uheldet

 

 

Simon blev desværre nød til at gå hjem, sammen med sin far. Så nu sad Nick og jeg bare og var alene. Min far var sikkert ikke glad for det, men det tænkte jeg ikke på, på det tidspunkt. Vi sad lidt og bare kikkede hindanen ind i øjnene. Tilsidst var der en eller anden der skrev til ham. Han kikkede på mobilen og begyndte at se vild trist ud. ''Hvad er der galt?'' spurgte jeg. Han kikkede hen på mig og svarede ''Min kæreste har slået op'' Jeg var målløs, hvem kunne slå op med det der helt ærligt, men det eneste jeg fik sagt var ''EJ!'' Han nikkede og satte sig ned. ''Hmm... Jeg må nok også se at komme hjem'' sagde han så, jeg nikkede. Vi gik nedenunder, vi stod lidt i døren. Han kyssede mig på kinden og sagde ''Vi ses'' Jeg svarede ikke, jeg var målløs... Han kyssede mig jo på kinden! På det tidspunkt føltes det som om at jeg var i himlen...

Det var jeg jo selvfølgelig ikke. Han gik rundt og ind i sit hus, jeg lukkede døren. Så stod far der. ''Udspørgning?'' spurgte jeg. Han nikkede, vi satte os ned i sofaen. ''Hvad lavede i?'' Det var hans første spørgsmål, jeg svarede hurtigt ''Snakkede'' måske lidt for hurtigt, da han så meget mistænksom ud. ''Andre ting?'' Spurgte han så, og virkede meget som om at han håbede jeg havde ret, men ikke troede på det. Jeg rystede på hovedet. Han nikkede, og det lignte virkelig ikke at han troede på mig. ''Vi får besøg i morgen af en rigtig sød kvinde'' sagde han så. Jeg kikkede på ham i omkring et halvt minut, hvorefter jeg nærmest råbte ''Har du fået en ny kæreste?'' Han nikkede og svarede ''Ja, det har jeg faktisk, jeg håber du kommer til at kunne lide hende... Eller rent faktisk kender du hende allerede..'' Jeg afbrød ham og sagde ''Det er ikke Betty, vel?'' Han kikkede længe på mig og svarede så ''Nej, men hvad var der så galt med Betty?'' Jeg kikkede på ham og sagde ''Betty'' Han nikkede. Betty var en virkelig irriterende kæreste min far engang havde, som behandlede både mig og ham som helt små børn, men når hun var alene med en af os blev hun bare til en virkelig led kvinde, vis hun altså er sådan en. ''Hvem er det far?'' Spurgte jeg, da han jo ikke selv sagde noget. ''Isabella'' svarede han lidt efter, da han blev pænt chokeret, da jeg jo bare spurgte på den måde. Jeg kikkede længe på ham, da jeg ikke helt var sikker på hvordan jeg skulle regere på Isabella, men da jeg endelig sagde noget var det ''Isabella, altså Isabella, Isabella? Mors gamle veninde Isabella?'' Han nikkede bare. Jeg rejste mig op og sagde ''Det er bare ikke okay!'' Han så forbløffet ud, han tænkte sikkert at jeg bare var midlertidig sur, men jeg var virkelig sur! Jeg halvløb op på mit værelse. Han kom op og bankede på, da jeg ikke lukkede ham ind sagde han ''Tori, synes du ikke du over regere en lille smule'' Der blev jeg vildt sur, det kan han da ikke bare sige, syntes jeg da i vert fald på det tidspunkt. Jeg råbte ''NEJ'' og åbnede døren lige op i ansigtet på ham, han faldt ned på jorden og han var bevidstløs. ''FAR'' råbte jeg og satte mig ned på mine knæ, jeg råbte igen ''FAR'' Han svarede stadig ikke. Nu blev jeg bare virkelig bange, jeg tjekkede om han stadig træk vejret og om hans hjerte stadig slog, det gjorde det. Jeg løb ind på værelset og tog min mobil op og ringede til hospitalet, da jeg endelig fik hospitalet i røret lød samtalen sådan her.

''Hej, er der noget jeg kan hjælpe med?'' sagde en ubehagelig mandestemme. ''Ja, min far er bevidstløs, da jeg kom til at slå en dør i hovedet på ham.'' Svarede jeg pænt panisk. ''Slap lidt af så jeg kan høre hvad du siger. Træk vejret dybt og så forklar mig igen, hvad der er sket'' sagde han og virkede lidt irriteret på mig, men jeg gjorde hvad han sagde alligevel. Jeg trak vejret dybt og gentog så ''min...far..e..er...bevidstløs...da jeg...kom til at....slå en....dør...i..i....hovedet på....ha...ham'' Han svarede ''Okay, hvor befinder du dig og hvad er dit navn. ''Victoria Perrie O'Corner, datter af...'' Han afbrød mig midt i det hele. ''Jeg ved da godt hvem's datter du er, og jeg ved også hvor du bor, du behøver ikke sige mere. Jeg sender en vogn ud, den ville komme omkring 5-10 minutter. Han lagde på og jeg kikkede ned på min far. ''Jeg elsker dig, vær' sød ikke at forlade mig'' sagde jeg så, han svarede ikke, da han jo var bevidstløs. Jeg satte mig ind på sengen og ventede, jeg sad der rent faktisk i 7 minutter og ventede, da de bankede på, løb jeg ned og slog mit knæ på vejen. Det gjorde meget ondt, men jeg var ligeglad bare der ikke skete noget med min far, jeg løb/haltede vidre, og åbnede døren. ''Hej, kom inden for'' sagde jeg. De gik ind og så sagde jeg ''Han ligger oven på'' De nikkede og gik op for at hente ham. Da han var kommet ned i bilen spurgte de om jeg ville køre med og jeg sagde ''Ja'' Da vi var kommet der hen blev han indlagt på en af stuerne. Jeg skulle sidde i et grimt venteværelse som var overfyldt, de var karry gule vægge, et hvidt loft og et grimt gråt tæppe som overhoved ikke passede ind, da lægen endelig kom ind og fortalte mig om det, sagde hun ''Hej Victoria. Din far bliver nød til at blive lidt længere, han er stadig bevidstløs og du bliver nød til at gå hjem nu'' Jeg svarede ''Okay'' og gik hjem...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...