Victorias Sommer

Den handler om en pige, som skal hjem og besøge sin far i sommerferien. Hun møder så en rigtig sød fyr, imens hun har fundet ud af at hendes barndomsven var blevet sødere. Hun finder ud af at hun har en forsvunden bror og meget mere...

0Likes
0Kommentarer
606Visninger
AA

6. Dagbog

 

Da jeg kom hjem, begyndte jeg at skrive i min dagbog og dette er hvad jeg skrev:

 

'Kære dagbog

Det har været en vildt god dag. Jeg mødte den sødeste fyr EVER! Og så var han oven i købet også VILDT lækker. Desværre er det naboens søn og min far synes de er vildt underlige, så min far ville aldrig lade mig gå derover og sige 'hej'

Nå men altså, jeg mødte ham i super market, jeg stod og ledte efter økologisk pasta.

Han kom sådan hen og jeg kom til at gå ind i ham AKAVET! Nå men så begyndte vi at snakke og så kom jeg til at fortælle ham at jeg ikke ville have at han skulle gå...

PINLIGT! Men han tog det helt fint og blev! Jeg ved det lyder utroligt, men det er rigtigt! Ej ligesom bare da han snakkede til mig var jeg bare allerede total ovre Jason! Og havde glemt alt om at Simon skulle komme senere og at jeg totalt havde såret hans føelser! Jeg glæder mig så meget til at jeg skal ses med Nickolas igen, altså vi har ikke bestemt noget tidspunkt, men han handler dernede på det samme tidspunkt vær dag, så jeg tænkte at jeg ville gå derned igen i morgen. To sekunder, min far kalder...

Nickolas var her, for at snakke med mig! Uh hvor jeg dog smeltede inden i, men han kom fordi han ville vise mig sin kæreste, ARGH! Selvfølgelig når en fyr er sød, har han altid en kæreste eller også er han bøsse! Bare jeg en dag kunne være den søde fyrs kæreste, altså med det mener jeg Nickolas's kæreste!

ARGH, hvad går der af mig, jeg behøver ikke en fyr, jeg kan da godt klare mig selv!

Ja...Nu er det slut med fyre, ikke flere fyre og især ikke Jason! Eller Simon! Nok heller ikke Nickolas, men det er nu mest fordi han har en kæreste.. Nej nu må jeg komme over det, jeg kender ham jo ikke engang!

Hilsen mig!'

 

Så kommer spørgsmålet var jeg kommet over ham? Overhovedet ikke!

Da jeg var færdig med at skrive det i min dagbog, så jeg nemlig ud af vinduet og der sad han og kyssede hende lige der på græsplænen! Iv... Tænkte jeg, men det var jo egentlig ikke klamt, kun fordi det var hende... Min far kaldte på mig bagefter og jeg vidste han sikkert bare ville udspørge mig om drengen, så jeg var ikke helt vildt glad da jeg gik ned af trapperne, men da jeg var kommet derned stod Simon og hans far der. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg blev vildt glad, da jeg så Simon, og også lidt trist da jeg kom i tanke om hvad jeg gjorde mod Simon dagen før. Jeg gik hen og sagde hej. Simon sagde bare dystert 'hej' hvorimod hans far kom og gav mig et STORT kram (Jeg var lige ved at blive kvalt) og snakkede om at jeg også var blevet en stor smuk pige osv. Da han endelig stoppede spurgte jeg Simon om han ville med op på mit værelse, han kikkede bare på mig og rejste sig op. Jeg kikkede på ham imens han gik op på mit værelse. ''Kommer du?'' Sagde han så, jeg nikkede og skyndte mig op. Da vi var oppe på mit værelse stilte han sig op af væggen, imens jeg satte mig på sengen. ''Undskyld'' Nærmest viskede jeg, men han hørte det godt. Han kikkede bare længe på mig. Jeg bad ham inderst inde i hovedet om at starte samtalen igen og ikke snakke om det samme emne. Et af mine ønsker blev opfyldt, det jeg selvfølgelig håbede mindst på. Han sagde så ''Undskyld, siger du undskyld for at have knust mit hjerte og trampet på det og bidt i det...'' Jeg afbrød ham, men jeg sagde noget jeg ikke er så stolt af ''Helt ærligt. Det gjorde jeg jo ikke, du misforstod mig bare, men bare så du ved det så har jeg altid ønsket at gøre det mod dig!'' Han kikkede bare på mig, han var målløs. Jeg halv viskede igen ''Undskyld, det var ikke det jeg mente'' Han kikkede bare på mig, i et langt stykke tid, men da jeg endelig åbnede munden igen, svarede han bare ''Glem det, det var en fejl at tro at en underlig og smuk pige som dig nogen sinde ville kunne lide mig, du er jo alt for overfladisk til at være sand'' Nu var det min tur til at være målløs. Jeg blev ret trist, men kikkede bare på ham, med åben mund og det hele. Tilsidst lukkede jeg både øjne og mund, tårende pressede mod mine øjnlåg, men jeg ville helst ikke lukke dem ud! Tilsidst åbnede jeg munden og sagde ''Det er dig der er overfladisk'' Måske ikke det smarteste at sige i denne sammenhæng... Han begyndte at grine ad mig og svarede så ''Mig...Overfladisk... Er du seriøs lige nu?...Seriøst...Mig...Overfladisk...Vis der er nogen i hele verden der er overfladisk så det da dig!'' I virkeligheden var jeg enig med ham, men jeg blev ved med at kæmpe for min sag... Lidt dumt måske. ''Jeg er i verdt fald ikke overfladisk, det er dig der er overfladisk og ja jeg er seriøs, ser jeg da useriøs ud i dine øjne?'' Sagde jeg så, og lige bagefter fortrød jeg allerede. ''Ja, det gør du faktisk, jeg synes du ser ret så useriøs ud i mine øjne!'' sagde han og smilte ondt til mig, med det samme bagefter råbte jeg bare ''STOP'' Han kikkede lidt på mig og sagde så ''Giv mig en god grund!'' Jeg svarede ham ikke. Jeg åbnede heller ikke mine øjne. I præcis den stilling stod vi ret længe, det føltes som en evighed. Han sagde så tilsidst ''Fint..Det tænkte jeg nok, jeg går nedenunder og snakker med de andre'' Jeg fik faktisk et chok, da han begyndte at snakke igen, men jeg blev også glad, da jeg hørte hans stemme. Jeg svarede ''Du må ikke gå!'' Han stod lidt, men begyndte så at gå, det kunne jeg høre. Jeg åbnede mine øjne og løb op mod døren. Jeg kikkede ham direkte i øjnene og han stoppede med at gå. ''Jeg sagde at du ikke måtte gå!'' Han kikkede bare på mig som om jeg var dum. ''Jeg gider altså ikke blive her sammen med dig'' sagde han. ''Jeg er da ligeglad, jeg vil have at du bliver'' sagde jeg og tænkte 1 milion-1 til ham... Han tav. ''Virkelig?'' sagde han endelig 3 minutter senere... Det kunne jeg se på uret, som hang over mit vindue. Jeg nikkede og sagde ''Mmm'' og kikkede lidt fraværende på ham. ''Din mening betyder da ingen ting for mig'' sagde jeg. Han virkede som om at han rent faktisk ikke havde set det komme, hvilket jeg jo heller ikke selv havde, da jeg overhovedet ikke havde den mening. Selvfølgelig betød hans mening også noget for mig! Det gjorde det da i verdt fald den gang... Han nikkede og satte sig på min seng og sagde ''Okay'' Jeg smilte inden i mig selv, jeg havde fået ham til at blive...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...