Be my wife and I will love you forever

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 jan. 2013
  • Opdateret: 18 jan. 2013
  • Status: Færdig
Det er et one shot om kærlighed. Vi befinder os i starten ude i fremtiden, men så kommer vi tilbage i tiden ;) Læs det, synes hvad du vil om det, men jeg tager i mod både gode og dårlige ting ved det ;) *Det er med i Valentines konkurrencen, den uden 1D ;) *

52Likes
79Kommentarer
1370Visninger

2. One Shot

 

Hun sad midt inde i et lille rum. Et lille rum lavet af det grimmeste træ, en gammel stol, en rådden seng, et skævt bord og en pillen inde bag væggen. Alt i alt et meget gammelt rum. Men det var her, hun var landet. De havde valgt dette rum, så hun kunne finde inspiration til opgaven. En opgave, som de ville sætte pris på, hun gjorde rigtigt.

Hun sad lige så stille og kiggede på et blankt papir. Hun var her, fordi hun havde skrevet en novelle om vold, mord og andre grimme ting.  Hun var blevet bedt om at skrive en kort novelle om kærlighed.  Det var en umulig opgave, hun var splittet. Skulle hun gøre det og få sin frihed tilbage? Eller skulle hun provokere dem og aldrig få sin frihed?

Hun kiggede ud af vinduet. Tre små børn som var pakket godt ind legede i sneen. En sort hund kom løbende over gaden med sin forpustede ejer efter sig. En kvinde stemme skar igennem det hele, hun kunne ikke finde sin kat.

”Det er så mærkeligt,” hun vendte sig om og kiggede ind i hans blå øjne, som viste lige så meget kærlighed som hendes egne brune.

”Hm,” mumlede hun, mens hun pillede ved sin bluse.

”Det er som om vi er flydende sæbe.” Han pegede på en flaske på det brune bord.   

”Hvordan?” Spurgte hun forundret.

”Jo, vi er låst inde i denne verden. Vi flyder ind og ud af problemer, og hver gang vi har noget godt, så bliver det taget fra os. Vi flyder med strømmen.” Han sluttede sin tale og kiggede på hende.

”Det er som et spil. Vi kan vælge at være en af de overlevende, en af dem som nyder livet, en som vil opnå noget eller bare være en gerne vil væk herfra.” Han kiggede på hende, inden han fortsatte:

”Men selvom vi vælger, har vi stadig ingen kontrol over vores liv. Vi vælger ikke hvem vi vil elske, eller hvem vi vil hade. Vi vælger kun vores måde at være på, tale på og vores egne veje. Men selvom man ikke vælger, er jeg glad for, at det blev bestemt, at jeg skulle forelske mig i sådan en smuk pige som dig.” Hun smilede genert.

”Hvor der er ægte kærlighed, kan man se det i den andens øjne og se hvor meget kærlighed der er”, han kiggede hende dybt i øjnene.

”Hvor meget er der så i mine?” Spurgte hun roligt.

”Du elsker mig fuldt ud.” Han sendte hende et lille smil, inden han kiggede væk. Hun kiggede trist ned på hans læber. Et kys ville ikke skade.

”Hvad med dig?” Hun kiggede på hans øjne igen.

”Jeg elsker dig ikke fuldt ud.” Hun kiggede forvirret op, hun mærkede et knæk i hjertet. Det var som om hjertet delte sig i to stykker.

”Ikke før du svarer,” han kiggede på hende. Kiggede hende så godt igennem, at man skulle tro han tog tøjet af hende med øjnene.

”Svarer på hvad?” Selvom hendes stemme ikke rystede, var hun alligevel ked af det, men samtidig også nysgerrig.

Han tog en dyb indånding, inden han gik ned på knæ foran hende. ”Vil du, Maria, gifte dig med mig?” Han hev en æske frem af lommen og åbnende den. Den indeholdte den smukkeste ring, hun nogensinde havde set.

Hun tænkte længe og grundigt, at hans ansigt til sidst blev helt trist. Hun tog en dyb indånding, inden hun svarede ham: ”Af hele mit hjerte bliver jeg nød til at svarer…”

”Tiden er gået!” Annoncerede Hr. Smith som kom gående ind i lokalet.

”Vent! To sekunder!” Sagde hun roligt.

Hun så ind i hans øjne, da hun svarede: ”Ja.”

”Sådan,” hun rettede sig op i sædet.

Værelset blev straks hvidt og laboratorieagtigt. Stolen blev lavet om til en hvid lænestol af plastik, sengen blev bare fjernet, bordet blev lige og musene forsvandt.

Hun rakte ham roligt papiret. Hvad han end ville læse fra hende, så havde hun da i det mindste gjort opgaven.  Mens hans læste, rettede hun på sin lyserøde kjole, den så pludselig meget farverig ud i sådan et hvidt lokale. Hr. Smith rømmede sig, hun kiggede afventende på ham.

”Rigtig godt klaret! Det var bedre end forventet. Du må gå frit.” Han lagde papiret i sin jakke lomme. Hun smilede, mens hun skyndte sig forbi ham og ud af lokalet. Men stoppede kort op, da hun hørte hans stemme sige noget mere:

”En poetisk historie fra en upoetisk forfatter. Det havde jeg regnet med.” Hun skyndte sig smilende videre, med en hovedrystende Hr. Smith efter sig. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...