The Lonely

Sophie og Clara er modsætningerne af hinanden, alligevel er de bedsteveninder. Modsætninger mødes, siger man trods og alt. Man siger at bedsteveninder ikke har nogle hemmeligheder for hinanden. I deres tilfælde er det ikke helt rigtigt. Sophie har ét ønske; og det er at være Clara. At være i skyggen af sin bedsteveninde er ikke særlig rart. Selv har Clara sine egne problemer; hun har fået konstateret blodkræft for omkring et og et halvt år siden, men hun kan ikke få sig selv til at sige det til nogen andre end dem der allered ved det. Ikke engang Sophie ved det. Det bliver en kamp for dem begge, men om det får en lykkelig ende? Det kan ingen svare på før slutningen kommer.

11Likes
10Kommentarer
668Visninger
AA

4. 2. Kapitel. (Clara)

When you try your best, but you don't succeed
When you get what you want, but not what you need
When you feel so tired, but you can't sleep
Stuck in reverse

Morgensolen skinnede ind af det beskidte vindue oppe på tredje sal. Det var længe siden der var blevet gjort rent i vinduet, men det var forståeligt nok. Hvem gad betale bare for at få gjort sit vindue rent, når man alligevel selv kunne gøre det rent? Ikke Clara og hendes mor i hvert fald.

Det var en ganske almindelig tirsdag morgen, så der var intet udover det sædvanlige. Eller måske ikke helt. Det var efterhånden ved at være tre uger siden at Clara var på sygehuset for at blive tjekket på, så hun havde efterhånden glemt at hun havde blodkræft. Alligevel hjemsøgte det hendes tanker om natten. Dog om dagen var det som om alle hendes bekymringer var gemt i en kasse. Det vil

En nattekasse. De kom kun frem på natten, og de blev ellers lukkede ind om morgenen. Sådan havde det været det sidste år. Om et halvt år var det to år siden Clara havde fået konstateret blodkræft, men der var ikke rigtig nogen der vidste det udover hendes mor og hendes side af familien.

Men det gjorde ondt, samvittigheden var så tæt på at knække sammen, men hun måtte holde det ud. Stemmerne i hendes hoved der fortalte hende at hun skulle sige det, hver gang hun var alene med Sophie, selvom det ikke var så meget her for tiden.

                      ”Hvordan går det i skolen, Clars?” spurgte Claras mor. Det gjorde hun hver morgen. Måske fordi hun aldrig ikke rigtig var hjemme om aften. Hun arbejdede om natten, da det var det eneste sted de rigtig gad lukke en forhenværende alkoholiker ind i det nærliggende område.

Det var kun Claras far der havde en bil, og hendes forældre var skilt. Hendes far vidste hellere’ ikke hun havde kræft, men det var hvad hun skulle i morgen. I dag skulle hun til prøve hos lægen, bare for at se om hendes krop er i stand til kemoterapi. Hun har undgået det i 1½ år, men ikke meget længere.

Selvom hun håbede, forsvandt blodkræften ikke af sig selv. Når Clara ikke længere var i skole de næste uger, ville hun være nødt til at fortælle Sophie sandheden. Dog vidste hun godt det ville være en kamp. For hvad ville hun gøre? Ville Sophie være vred på hende for ikke at have fortalt hende det noget før? Ville hun græde?

Ikke en sjæl kunne holde ud at se den følelsesladede pige græde. Hendes hulk var hjerteskærende, øjnene ville være blodsprunget som hendes ansigt. Det var som en sørgelig sang til en begravelse. Det ville hun ikke se. Clara følte et storesøster ansvar for Sophie, blandt andet fordi hun var ældre.

Dog ikke mere end et par dage; Clara havde fødselsdag den anden maj, og Sophie havde den tredivte april, det var meget tæt på, alligevel følte Clara sig altid ældre med Sophie. Ikke fordi hun var barnlig for det var hun bestemt ikke, Sophie var meget moden og rolig. Men samtidig så skrøbelig som en baby, slap som en orm, og i det hele taget ligesom et stykke tyndt glas.

Så let at ødelægge.

Clara blev hevet ud af hendes tanker, da hendes mor prikkede let til hende. De brune øjne fløj op, og stirrede lige ind i hendes mors blå øjne. Sophie havde også blå øjne, det klædte hende.

                      ”Det går fint.” svarede Clara kort, og kiggede ned i bordet. Hendes mor havde hjernekvalitet nok til at vide at der ikke var mere i det. Ligesom hendes mor var hun ikke bange for at åbne sig, undtagen om den lille ting kaldet kræft. Ellers var der ikke mere i det, hun kunne altid åbne sig til sin mor eller Sophie. Mest Sophie hvis det handlede om drenge eller andet.

                      ”Du tager bussen i dag, ikke?” spurgte hendes mor igen, uden at fjerne blikket fra avisen. Hun nikkede og rejste sig op fra bordet. I en hast tog hun hendes tallerken og kop og satte det ned i håndvasken, og begav sig ud i gangen med et suk. Hun plejede at elske skolen; og være god i den. Men løgnene blev svære at holde på, og endnu svære når hun skulle se personen hun løj for i øjnene hver dag.

At lyve for sin bedsteveninde.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...