The Lonely

Sophie og Clara er modsætningerne af hinanden, alligevel er de bedsteveninder. Modsætninger mødes, siger man trods og alt. Man siger at bedsteveninder ikke har nogle hemmeligheder for hinanden. I deres tilfælde er det ikke helt rigtigt. Sophie har ét ønske; og det er at være Clara. At være i skyggen af sin bedsteveninde er ikke særlig rart. Selv har Clara sine egne problemer; hun har fået konstateret blodkræft for omkring et og et halvt år siden, men hun kan ikke få sig selv til at sige det til nogen andre end dem der allered ved det. Ikke engang Sophie ved det. Det bliver en kamp for dem begge, men om det får en lykkelig ende? Det kan ingen svare på før slutningen kommer.

11Likes
10Kommentarer
663Visninger
AA

3. 1. Kapitel. (Sophie)

2am; where do I begin,
Crying off my face again.
The silent sound of loneliness
Wants to follow me to bed.

Hun ville så gerne være perfekt som sin bedsteveninde. Hun ville så evig gerne have det perfekte smil, hvor folk tænker; ’Wow.’ Hun ville så gerne have den samme slanke krop, men de fine lår, og flade mave. Hun ville så gerne have alt hvad hun havde, men det kunne hun ikke.

Hvorfor? Fordi hun simpelthen ikke var hendes bedsteveninde. For evig tid var hun forvist som et spøgelse. Spøgelset der skulle følge hendes bedsteveninde som en trofast lille hund. Gøre alt hvad hun bad om, smile når hendes bedsteveninde sagde hun skulle smile.

Sophie gjorde det også, hun limede det falske smil på læberne hver morgen. Hun stod altid op to timer før, bare for at være sikker på hun så perfekt ud. Hver morgen droppede hun morgenmaden for at være sikker på det ikke satte sig på hende lår, som det havde gjort i adskillige år.

Alligevel var det hele en facade. Hun ønskede at have et rigtigt smil på læben, som blev sendt til hver enkel person hun mødte. Det hele var en facade, i et forsøg på at få et nyt ansigt og personlighed. Måske var ansigtet ikke så nyt igen; trods det aldrig ændrede sig fysisk, prøvede hun at ligne Clara på så mange punkter som muligt, personlighedsmæssigt.

Men det kunne hun ikke. Hun bar endda facaden over for sine forældre, i den tro at hun var det perfekte barn, ligesom Clara. Sophie havde hørt sin mor prale over for sine veninder om hvor godt hun klarede sig i skolen, hvordan næstformand for elevrådet, som Clara åbenlyst var formand for. Det hele var dog udelukkende på grund af Clara. Hvis Clara ikke gjorde det rigtigt, blev Sophie lettet, for så behøvede hun ikke at bekymre sig om at prøve at være den bedste til det.

Hun havde hørt sine forældre i stuen i nat: ’Jeg er glad for Sophie er blevet mere som Clara, men hun kunne stadig prøve at være lidt mere ordentlig’.’ Søde mor og far, det var hvad hun prøvede. De havde ingen anelse om hvad deres datter gik igennem hver dag for at være perfekt.

Lange nætter for at lave den perfekte lektie, så små måltider for at få den perfekte krop. Dog var intet godt nok. Det vidste Sophie godt, og det var derfor hun var gået i seng med tårer i øjnene.

Den måde hun græd sit ansigt af var så lydløs at man kunne høre ensomheden. Sophie havde mennesker overalt, og en del venner. Men vennerne var ikke rigtig venner; de var sammen med Sophie for at være sammen med Clara.

Klokken var to om natten den nat, og Sophie kunne ikke sove. Tankerne fløj rundt om ørene på hende. Hvordan kunne hun blive mere som Clara? Hvordan kunne hun se mere perfekt ud? Eller rettere sagt, hvordan kunne hun se mere ud som Clara? Hun var allerede høj, så den var allerede streget af listen. Hun kunne også få farvet sit hår lyst? Men det ville hendes mor aldrig lade hende gå med til.

Der var så mange ting hun gerne ville have ændret, men ikke kunne. Sin højde, sit hår, sine øjne, sit smil, sit alt.

Det hele fulgte hende i seng hver nat; hun faldt sent i søvn, men det var for at blive udmattet af gråden. Sophie var efterhånden vant til det, hun ville bare have det til at stoppe med at være sådan. Hun ville ikke være som pigerne på Vi Unge magasinerne eller andet. Hun ville bare være perfekt som Clara.

Hun ville have drengene fra klassen til at kigge efter hende, som de kiggede efter Clara. Hun ville have de beundrende blikke fra pigerne fra, som Clara altid fik, selvom hun ikke vidste det.

Hun ville ikke være ensom.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...