Kære mormor...

Dette er mit bud på konkurrencen 'At miste'. Jeg har valgt at skrive et brev til min mormor. Jeg har ikke mistet hende, det er opdigtet, men begivenhederne (bortset fra hendes død) er virkelige. Jeg håber, at I vil tage et kig forbi den og skrive, hvad I synes om den.

9Likes
11Kommentarer
577Visninger

1. Kære mormor

 

"Den største Sorg i Verden her Er dog at miste den, Man har Kjer."

Dette er mit yndlingscitat. Det er fra historien om Hosekræmmeren af Steen Steensen Blicher, som jeg også ved var din yndlingshistorie. Ordene kunne lige så godt være kommet ud af min mund, for det er præcis sådan jeg føler over at have mistet dig, kære mormor.

Jeg vil ikke sige, at jeg tænker på dig hver dag, for det gør jeg ikke. Jeg ville ikke kunne bære at mærke sorgen over din død, brænde mig op indefra. Men du skal vide, at du har en stor og helt speciel plads i mit hjerte.

Du var min, og kun min mormor. Sådan følte jeg.

Jeg kan huske engang, hvor jeg overnattede hos dig. Vi gik en tur ned i parken, hvor vi satte os ved en bænk på den store bakke og så ud over hele byen, hvor alle tagene var dækket af et tykt lag sne. Du fortalte mig altid sjove historier om alverdens skøre folk, du havde kendt. Vi sad der indtil de smukke orange-lilla farver strakte sig i lange, bløde bølger over himlen, da solen gik ned. Vi vendte næserne hjemad i et rask tempo, da decemberkulden hurtig kom svævende over os. I næsten alle husene vi gik forbi, så vi fine julelys og flotte flettede hjerter i vinduerne. Mens vi gik, begyndte sneen at dale ned fra himlen. Store, flotte, hvide snefnug landede i dit hår, og da du rystede hovedet, fløj de allesammen vidt omkring. Jeg tog en håndfuld sne i hænderne og pustede af mine lungers fulde kraft, så sneen hvirvlede rundt over det hele. Du lo højt og din latter omfavnede mig, som et dejligt varmt tæppe og gav mig en tryg og beroligene følelse. Varmen bød os velkommen, da vi trådte ind i din lille, hyggelige lejlighed i stueetagen.                                                     

Næste morgen da jeg stod op, fangede duften af nybagte pandekager min næse. Jeg styrtede ud i køkkenet, hvor jeg så dig stå og vendte dem i luften. Du lavede altid pandekager til morgenmad, når jeg sov hos dig.

Det er et af mine yndlingsøjeblikke sammen med dig. Jeg ville sådan ønske at jeg kunne opleve det igen. Jeg bliver både lykkelig og trist af at tænke på den dag.

Jeg elskede at være sammen med dig, men jeg blev ældre og fandt andre ting, jeg synes var sjovere. Pludselig begyndte jeg at være sammen med mine venner hver weekend og havde derfor ikke tid til at besøge dig så tit mere. Det var kun sjældent vi så hinanden. Faktisk kun når der var familiefødselsdage eller noget i den retning. Det fortryder jeg nu. Jeg fortryder, at jeg ikke brugte den sidste tid du havde, sammen med dig.

Her den anden dag i skolen, var vores lærer syg, så der kom en vikar ind i klasselokalet. Hun var i højt humør og grinede af det meste vi sagde. Da hun lo, blev jeg helt forbavset. Hun havde den samme latter som dig. Det mindede mig så meget om den dag, da jeg var lille og vi gik i parken. Jeg er ikke sikker på, om du vidste, hvor meget din latter betød for mig. Det er en af de ting, jeg vil komme til at savne rigtig meget.

Kræften overmandede dig og tog dit liv. Tog dig fra mig. Den kom hurtigt. Kun et par måneder efter du havde fået konstateret sygdommen døde du. Du sov ind. Jeg overnattede hjemme hos en af mine veninder, da mor ringede sent om aftenen og sagde at du var gået bort. Mor kom og hentede mig, og sammen med min bror kørte vi op på sygehuset. Mor græd. Jonas græd. Jeg græd.

Den dag i dag, hvor jeg sidder og skriver dette brev, og virkelig tænker over tingene, fortryder jeg. Jeg fortryder bitterligt, at jeg ikke bare blev sammen med mor og jonas på sygehuset den aften, i stedet for at overnatte hos Laura. Jeg ville have fortalt dig, hvor meget jeg holde af dig, og hvor meget jeg ville komme til at savne dig, når du var væk. Men det nåede jeg aldrig. Derfor skriver jeg det nu, og håber på at du kan høre mine tanker der, hvor du er nu. Hvis du sidder på en sky og kigger ned på mig, håber jeg at du kan tilgive mig. Tilgive mig fordi jeg ikke var hos dig til sidst.

Efter din død, har jeg fundet ud af at jeg var bange. Derfor var jeg ikke hos dig, din sidste aften. Jeg kunne ikke kapere det. Jeg ville ikke se det i øjnene, det var for hårdt for mig. Da du døde, døde en lille del af mig sammen med dig. Du tog en del af mit hjerte med dig. Du fik mig til at føle mig så  speciel og unik, selvom du både var momor og farmor til fem andre. Jeg er sikker på, at du fik dem til at føle det samme som mig. Sådan var du bare. Der findes ikke mange andre personer med så meget kærlighed og hengivenhed i kroppen som du havde.

Selvom jeg er bange for at dø, ved jeg at du venter på mig et sted deroppe. Jeg ved at når jeg selv engang skal forlade denne verden, vil jeg komme et trygt og sikkert sted hen. Jeg ved at du vil tage i mod mig. Du vil altid være i mit hjerte.

 

Jeg savner dig.

De kærligste hilsener og tanker fra din Maya.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...