Det der aldrig blev sagt

Denne novelle handler om at miste, det man har at holde fast i.
Den handler om en sidste udvej.
Så er det op til læseren selv, om det om det virkelig er den bedste udvej.

7Likes
3Kommentarer
382Visninger
AA

4. Mit alt

 

Jeg humper så hurtigt jeg kan hen til sengen, og ignorerer at væggene bevæger sig. Jeg sætter mig ned på knæ, og kigger på min sovende venindes ansigt. Først nu kan jeg mærke hvor meget jeg har savnet hende. Der går et par minutter, hvor både lettelse, bekymring og savn overtager mig. For jeg kan ikke slippe savnet helt før hun åbner øjnene, og ser på mig.
Det gør hun efter et par minutter. Et lille smil breder sig på hendes læber, men det når ikke helt hendes øjne. Vi kigger flere minutter på hinanden, uden at sige noget, men da en tåre dukker op i hendes øjenkrog, er jeg nødt til at spørge hvad der er galt. Hun svarer ikke, ryster bare let på hovedet. I samme øjeblik kommer en sygeplejerske ind, for at se til hende. Hun beder mig om, at vente ude på gangen.
Jeg sidder på en stol lige udenfor, da sygeplejersken kommer ud, og sætter sig ved siden af mig. Hun fortæller mig, at min veninde er syg. Jeg spørger hende nervøst, hvornår hun bliver rask igen. Jeg er rædselsslagen, for at der går lang tid, for jeg kan ikke klare at skulle undvære hende en eneste dag mere. Hun åbner munden, og skal til at sige noget, men ser angsten i mit ansigt, og lukker munden igen.
Der faldt brikkerne på plads.
Alt den tid min veninde havde været væk, havde hun ligget her. Hun har været her så længe, fordi hun er syg, bliver ved med at være syg. Der er kun en ting mere jeg behøver at vide.
”Overlever hun?” spørger jeg.
Sygeplejersken, ryster på hovedet. ”De siger senest i aften.”

Jeg humper, så hurtigt jeg kan, ind i rummet hvor hun ligger, og kigger op i loftet. Jeg sætter mig på en stol ved siden af hende, og tager hende i hånden, og der bliver jeg siddende. Jeg tager ikke blikket fra hende et eneste sekund, i timerne op til det hun ved hun skal. Hun frygter det. Det gør jeg ikke.
Hendes familie havde sagt farvel. De dukker ikke engang op, da de sidste bip, der symboliserer hendes hjerteslag, lyder.
Hun lukker øjnene, og der bliver stille. Helt stille. Ingen bip og ingen vejrtrækning. Ikke engang min.
Jeg mærker en tåre, trille ned ad min kind, men jeg tørrer den væk. Jeg behøver ikke græde.
Jeg klemmer hendes hånd en sidste gang, og går hen mod det åbne vindue. Jeg sætter mig i vindueskarmen, og kigger ud. Solen skinner, og varmer min hud.
Jeg kigger ned. Jeg ved ikke hvilken sal jeg er på, men der er langt ned. Langt nok.
Så skubber jeg mig ud fra muren, og lader mig falde.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...