Dear Diary ~ The Vampire Diaries

Emma er en ganske normal pige i byen Mystic Falls. Hun er ikke den mest populære pige, men har alligevel en kæreste, og en bedste ven der hedder Zack. Første dag i skole bliver Emma overrasket da hun finder ud af at hun er blevet meldt til et udvekslingsprogram, uden hun selv har vidst det! Hvordan er det sket? Hun ved det ikke og dropper at finde ud af det, men ligger der mere bag?
Emmas mor er endelig kommet hjem efter sin sidste rejse og uden at have fortalt Emma det, har hun meldt hende til Miss Mystic Falls konkurrencen! Og det synes Emma absolut ikke er fedt! Hun er mere af en drenge-pige, så hvordan skal hun nogensinde kunne få sig klemt ned i nogle højehæle??
På samme tid prøver hendes mor at få hende til at droppe sin kæreste Jason, til fordel for den smukke og mystiske Damon.
Og er Damon bare den normale fyr alle går og tror han er?
(Man skal trykke på billedet for att se det hele)
(Læsning på eget ansvar)

26Likes
16Kommentarer
1843Visninger
AA

6. Single Again

 

“Oh FUCK!!” udbryder jeg og sætter mig ned ved siden af Damon der ligger stønnende nede på jorden. “Undskyld! Oh my god! Er De okay Mr. Salvatore?! Nej jeg mener Damon! Oh God!!” 

Okay hvor kan den formalitet fra? Nå, drop det.

“Jeg er okay,” stønner Damon og rejser sig op. Han holder en hånd på maven og en over skridtet. 

Det flot Emma. Suk ...

“Er du helt sikker?” jeg rækker en hånd frem og støtter ham mens han står foroverbøjet. “Undskyld Damon, jeg troede du var ... en anden.”

Han gisper stadig efter vejret. 

“Hold da kæft,” mumler han. “Du er fandme stærk!” 

“Øhh, tak.” 

Jeg rødmer. 

“Hvor har du lært at slås?” spørger han, og rejser sig endelig op. 

Blodet forlader mit ansigt.

Du må ikke fortælle ham det. Ingen må vide det. 

“Jeg gik til kampsport mens min mor ikke var hjemme.”

Hvorfor fortalte jeg ham det?! 

“Hvorfor kun når din mor ikke er hjemme?” spørger han og hans øjne borer sig ind i mine. 

Jeg har ikke lyst til at svare, men svaret ryger alligevel ud af mig. 

“Min mor vil aldrig acceptere det, men jeg går   heller ikke til det længere.”

Hvorfor fortæller jeg ham om mit liv? Der er ingen der ved noget om det. Jeg har aldrig fortalt nogen om det her! 

Han begynder at gå og jeg følger automatisk efter ham. 

“Du burde ikke gå alene herude om aftenen,” siger han uden at ser på mig. 

Først tænker jeg: Nej hvor er han dog betænksom. 

Men så forstår jeg budskabet bag ordene, og min irritation blusser. 

Han undervurdere mig igen! Tsk! Typisk mænd! Tror vi er så forsvarsløse! Det er mig der lige har slået ham ned! 

Jeg fnyser. 

“Det burde du heller ikke,” mumler jeg irriteret. Jeg har fået nok af den slags fyre for i aften! Et muntert smil former sig på hans læber.

Nå, så jeg morer dem Mr. Salvatore? Hvilken ære! 

Damon drejer pludselig ind af en grus sti. 

“Øhh, vi ses Damon,” siger jeg over vinker akavet til hans ryg.

Er det meningen jeg skal følge efter ham?

Han vender sig langsomt om mod mig. 

“Vil med hjem til mig og få en kop ...” han rynker brynene og ser tænksom ud. “Et eller andet.” 

Jeg skjuler et lille smil. 

Med hjem til Damon? Og få en kop et eller andet? Tja, hvorfor ikke? 

Jeg nikker og går op ved siden af ham. 

For enden af grus stien er der et stort hus, og jeg må kvæle et “wauw”. 

Det er ikke ligesom alle de andre huse. Huset her er ikke moderne på den måde. Det virker gammelt. Altså ikke fordi det er ved at gå fra hinanden eller sådan noget ... det er lavet af mørke rødbrune mursten og en eller anden form for træ. 

“Hvad synes du?” spørger han og propper hænderne dybt ned i sine mørke (?) jeans. For først gang lægger jeg mærke til hvad han har på. Det er ret simpelt, men alligevel - jeg har ikke lyst til at indrømme det - sexet. Udover jeansene har han en sort t-shirt og en sort læder jakke på. Som jeg sagde, sexet. 

“Emma?” 

Jeg blinker. 

Fuck, jeg har stået og stirret på ham mens han ventede på svar. Fuck. 

Han smiler skævt og jeg ser ned i jorden. 

“Det er meget flot,” mumler jeg. 

Det går ikke så godt. Først slår jeg ham ned, og så står jeg og stirrer på ham som en eller anden idiot. Hmm, hvad mon resten af aftenen byder på? 

Han ler kort og går op og låser hoveddøren op. 

Indenfor er huset endnu større end det så ud.

Det meste er lavet af mørkt træ, og gulvtæppet er en eller anden form for beige farve. 

Vi gå gennem en kort gang og ind i et stort rum. 

Det er stuen. 

Der er en klynge sofaer med noget rom eller sådan noget på et bord bag dem. 

For enden af rummet var der en sten kamin. 

Fuck det bringer minder ... 

Damon fører mig hen til sofaerne, og sætter sig ned over for mig.  

Han ser mig i øjnene. Jeg sidder stift som et bræt.

Han smiler beroligende og jeg slapper en lille smugle af.

“Hvad lavede du uden for så sent?” spørger han. 

Det rager ikke dig! udbryder min underbevidsthed. 

“Jeg var ovre ved min kæreste,” mumler jeg og ser forlegent ned i mine hænder, men jeg når lige at se ham hæve begge øjenbryn.

Ja, jeg har faktisk en kæreste! ... Eller havde. 

Men som sagt rager det ikke ham. 

“Hvorfor gik du?” spørger han og lyder oprigtigt interesseret ... så jeg fortsætter.

“Han har åbentbart været mig utro med den person jeg hader mest af alle.”

“Det var ikke pænt gjort,” mumler han. 

Jeg fnyser. 

“Nej, det var det ikke. Og det der er endnu værre han begyndte fandme at rage på mig! Og så ville han have mig til at blive! Altså hvad fanden tænker han på!?” 

Min vrede og irritation er ved at blive godt kørt op. 

Damon rejser sig op og går om bag mig. Jeg kigger ikke på ham. Tager bare et par dybe vejrtrækninger for at berolige mig selv. 

Jeg kan høre nogle glas klirre, men vender mig stadig ikke om. Hvorfor fortæller jeg ham alt det her? 

Damon sætter sig ned over for mig og rækker mig et glas med det der rom noget. 

Jeg tager imod det og snuser. 

“Hvad er det?” spørger jeg og ser op på ham gennem mine øjenvipper.

“Bourbon Whiskey,” siger han og tager en slurk. 

Okay. 

Jeg tager en stor slurk ligesom han lige gjorde, og sprutter. 

“Hold da kæft der er stærkt!” hoster jeg. 

Han griner. 

“Det her er ikke for svag pissere,” siger han og ser op på mig med et lumsk smil. 

“Udfordre du mig, Mr. Salvatore?” spørger jeg og ser undrende på ham. 

“Det tror jeg vist jeg gøre Miss Diaz. Hvad vil du gøre ved det?” spørger han med et løftet øjenbryn.

Som svar bunder jeg glasset og han griner.

Væsken brænder hele vejen ned gennem min hals, på en dejlig måde. Lidt lige som te når man har ondt i halsen. 

“Challenge accepted Mr. Salvatore,” siger jeg og ser ham i øjnene. 

Jeg vender mig om i sofaen og tager en af de utallige flasker der står der. Jeg hælder lidt mere op i mit glas, bunder det og rækker Damon flasken. 

Han fylder sit glas, bunder det og rækker mig flasken. Og sådan blev vi ved til vi havde tømt to flasker. 

Jeg er blevet så fuld, så da Damon sagde at jeg skulle fortælle ham om mit liv, så fortalte jeg ham om alle de ting jeg aldrig har fortalt nogen. Jeg fortalte ham om dengang jeg græd hver gang mor forsvandt, til da jeg lavede ting hun ikke ville have. Fortalte ham alt. Også om hvad der var sket i aften. Og han lyttede. Intresseret. 

“Så, oh yes fokes! I’m single again!” råber jeg lidt for højt. 

Han griner og jeg ligger mig ned i sofaen. 

Jeg ser på ham.

“Hvad med dig? Hvor er dine forældre?” spørger jeg og lukker mine øjne. 

Jeg hører hvordan han stopper med at trække vejret og åbner øjnene. 

Han ser irriteret ud i luften. 

Fuck, har jeg sagt noget forkert?

“Jeg har ikke nogen,” siger han kort. 

“Nå.” 

Jeg sætter mig langsomt op og ser indgående på ham. 

“Bor du så her alene?” 

Han trækker vejret ind for at svare, men i det sammen går hoveddøren op, efterfulgt af en høj latter. 

Fuck man! Man kan sku da godt åbne døren lidt langsommere! Blev sku da mega forskrækket!

Damon sukker og ser ned på sine hænder. 

En mellem høj fyr, med bronzefarvet hår og blå øjne kommer vaklende ind i stuen. 

Han ser med tågede øjne på mig og hans smil bliver størrer. 

“Nej se! Vi har besøg!” udbryder han og løfter den flaske han har i højre hånd på til munden. Han vakler hen til os og sætter sig ned ved siden af mig. “Og hvem er du så?” spørger han. 

Jeg ser fra ham over til Damon og tilbage igen. 

Jeg svarer ikke, ser bare forvirret på ham. 

Han er fuld, meget fuld. Selv mig der er fuld kan se at han er meget fuld.

Hans øjne bliver mørkere og irritationen lyser ham ud af øjnene. Hans øjne borer sig ind i mine. 

“Svar mig.” 

Min hjerne bliver tåget og jeg skal til at svare da Damon kalder på mig. 

Jeg  ser over på ham. 

Hans øjne møder mine. 

“Du behøver ikke.” 

“Svar mig.” 

Tågen er forsvundet. 

Jeg behøver ikke at svare. 

Den meget fulde tager fat i min hage og vender mit hoved mod sig. 

“Hvad hedder du?” spørger han hårdt. Tågen vender tilbage. 

“Jeg hedder Emma,” mumler jeg med tunge øjenlåg. 

“Emma hvad?” 

“Emma Madelin Diaz.”

“Hvor gammel er du?” 

“Snart sytten,” mumler jeg træt. 

Det eneste der holde mig fra at falde samme på sofaen, er fyrens hånd under min hage. Og hans blik der borer sig ind i mine. 

“Stefan, lad nu vær,” siger Damon. Han er langt væk.

Langt langt væk ...  

 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...