Dear Diary ~ The Vampire Diaries

Emma er en ganske normal pige i byen Mystic Falls. Hun er ikke den mest populære pige, men har alligevel en kæreste, og en bedste ven der hedder Zack. Første dag i skole bliver Emma overrasket da hun finder ud af at hun er blevet meldt til et udvekslingsprogram, uden hun selv har vidst det! Hvordan er det sket? Hun ved det ikke og dropper at finde ud af det, men ligger der mere bag?
Emmas mor er endelig kommet hjem efter sin sidste rejse og uden at have fortalt Emma det, har hun meldt hende til Miss Mystic Falls konkurrencen! Og det synes Emma absolut ikke er fedt! Hun er mere af en drenge-pige, så hvordan skal hun nogensinde kunne få sig klemt ned i nogle højehæle??
På samme tid prøver hendes mor at få hende til at droppe sin kæreste Jason, til fordel for den smukke og mystiske Damon.
Og er Damon bare den normale fyr alle går og tror han er?
(Man skal trykke på billedet for att se det hele)
(Læsning på eget ansvar)

26Likes
16Kommentarer
1876Visninger
AA

3. England

 

Jeg måber. 

Jeg har ikke meldt mig til noget! 

De andre nikker bare. 

“Mr. Bentler, jeg har ikke meldt mig til noget,” mumler jeg, og alles blikke bliver rettet mod mig.

Mr. Bentler rynker brynene og nikker. 

“Jo, se bare her.” 

Han læner sig ned og tager noget papir op af sin skuffe. Han rækker mig nogle papirer. Og det er rigtigt nok. Mit navn står der, min underskrift, mine forældres underskrift. 

Jeg kan ikke trække vejret. Min krop er gået fuldstændigt i stå. Åh gud. Åh gud. ÅH. GUD. Jeg kan ikke tage til England!!! Jeg skal være med til Efterårsballet!

Jeg rækker papiret tilbage til Mr. Bentler. 

Hvad skal jeg sige til Zack? Og Jason? 

Nårh ja, I ved jo ikke hvem Jason er. Han er min kæreste. Ja, jeg har en kæreste. Og han er ganske lækker. 

 

 

 

18 august 2011 

Kære Dagbog

Jeg forstår det ikke. Intet af det. Hvornår har jeg skrevet under på den seddel? Og hvornår har mor og far skrevet under? Jeg havde tænkt mig at spørge mor under aftensmaden, men hun vil sikkert blive sur over at jeg ikke kan komme med til Efterårsballet. Eller jeg troede ikke jeg kunne. Men jeg sagde jeg ikke ville. Foran de der englændere og de andre. Jeg var ligeglad. Hvilket overrasker mig. Som du ved er jeg genert på sådan nogle områder. 

Da jeg havde sagt det, stormede jeg tilbage til time. Zack var bekymret. Sit søde dejlige og bekymret jeg. Jeg elsker ham virkelig. Han er den bror jeg aldrig har haft. Nå, men uanset hvad så sagde jeg fra!!! Og jeg har det godt med det. Tror jeg. 

Jeg undre mig stadig over hvornår jeg har underskrevet den seddel. Og hvornår   mor og far har skrevet under på den seddel. Som sagt forstår jeg intet ... 

 

“Emma!” råber mor.

Jeg smækker forskrækket den hvide bog sammen. 

“Emma, skynd dig!” 

Jeg propper bogen ind under en af puderne i vinduskarmen, og skynder mig ned at den store træ trappe og ned i vores overdådige forhal. 

“Mor?” jeg ser mig forvirret omkring. 

Mor kommer ind fra stuen med en buttet kvinde med målebånd om halsen og tykke briller siddende på næsetippen, rendende efter sig. 

“Her er jeg darling!” svarer hun med melodisk stemme.

Okaaay ...? 

“Vær så god Lilith, jeg overlader nu Emma i Deres væretægt.”

“Ja Mrs. Diaz.” 

Mor retter ryggen en tand mere og går ind i stuen igen. 

Lilith begynder at måle mig omkring livet, min højde, min armlængde, osv. 

“Øhm, Lilith? Hvad skal du bruge mine mål til?” spørger jeg. 

“Først og fremmest,” siger hun med små knappenåle i munden. “Skal jeg sy den kjole du skal have på til Efterårsballet.” Hun skriver noget ned i en lille blok og fortsætter så med målene. “Og så skal jeg lave noget tøj du skal have på i hverdagen her hjemme ...”

Skræddersyet tøj her hjemme? Seriøst? 

“Og sidst men ikke mindst,” siger hun og skribler igen noget ned i blokken. “Skal vi have lavet din kjole til Miss Mystic Falls.”

“Miss Mystic Falls?!” sprutter jeg og min øjne bliver store. Mig, som Miss Mystic Falls?!   Nej, nej, nej og atter nej! Det kan jeg ikke! Jeg egner mig ikke til det. De andre vil uden tivivl vinde. Jeg er byens drengepige. Jeg kan ikke blive Miss Mystic Falls!!! 

“Miss Diaz, er De okay?” 

“Bare kald mig Emma,” mumler jeg tåget og skynder mig forbi hende og hen mod stuen. 

Da jeg kommer der ind, sidder mor foran kaminen og rokker stille med stolen. Hun er mere afslappet end jeg nogensinde har set hende. Men det stopper mig ikke fra at gå direkte hen til hende.

“Mor, hvorfor har du meldt mig til Miss Mystic Falls konkurrencen? Og hvornår havde du tænkt dig at sige det til mig?!”

Hun sukker dybt, men udover det reagere hun ikke. 

“Jeg gider ikke diskutere det her Emma. Du skal være med til Miss Mystic Falls, om du så har lyst eller ej.”

“Ja, nu hvor du har meldt mig kan jeg jo ikke droppe ud, men HVORFOR?!”
“Emma, jeg sagde at jeg ikke gad at diskutere det. Du skal deltage som Miss Mystic Falls, du skal gøre alt hvad du kan for at vinde. Og husk Emma, alle kneb gælder.”

Det lyder ikke som min mor det der. 

“Hvorfor er det så vigtigt at jeg vinder?” mumler jeg, stadig irriteret over mors pludselige indblanding i mit liv. 

Hun sukker dybt og stirrer ind i den knitrende ild. 

Hun siger ikke noget, og lige da jeg skal til at spørge igen begynder hun at snakke. 

“Da jeg var på din alder ønskede jeg intet andet end at blive Miss Mystic Falls.” 

Nårh, så det er det dét er. Jeg ønsker at du får hvad jeg ikke fik.

“Men, min mor og far ville ikke acceptere at jeg fremstillede mig selv på den måde, og de forlangte at jeg arbejdede så meget jeg kunne. Men jeg trodsede dem. Jeg meldte mig, og stillede op den dag. Og jeg vandt.” 

Et lille smil viser sig på hendes læber. 

“Men så brød mine forældre ind. De tog min krone og gav den til den person jeg hadede mest. Meredith Walters.”

“Kessie Walters’ mor?”

Ja, jeg ved det godt. Et dumt spørgsmål. Men jeg skal lige have det bekræftet. 

“Ja,” mumler hun. 

Okay, min mor har engang næret et had til den pige jeg haders mor. Okay. Fedt nok. Tror jeg. Forvirrende. 

“Men, jeg egner mig stadig ikke til titlen som Miss Mystic Falls,” siger jeg blidt. 

Hun vender sig langsomt om mod mig.

“Der er en grund til at jeg er her,” siger hun. 

“Vil du oplærer mig?” spørger jeg vantro. 

“Ja, og vi begynder lige nu.”

Hun rejser sig op og sætter sig hen til flyglet der står i hjørnet. 

“Først skal du lærer at spille.”

“Klaver?!” Dumt spørgsmål igen, men MIG? Lære at spille klaver? Nej, det kan jeg ikke. 

“Så skal du lære at danse.”

Danse. Har jeg fortalt at jeg er klodset? 

“I højehæle? Det kan jeg ikke.” 

“Så skal du også lærer at gå i højehæle.” 

“Men ... men, det er jo umuligt! Jeg har prøvet at gå fem meter med dem på og jeg væltede hele fem gange!” 

Hun ignorer mig og fortsætter. 

“Du skal lave en tale, lære at gå ret, snakke ordenligt ...”

Åh nej! Så meget at lave! Bliver overbelastet ... smelteeeeerrr ...

Okay drop det. 

“Vi starter med det samme.”

En tynd tændstiks dame kommer ind og sætter sig ved flyglet. 

“Vi starter med at lære dig Riverside af Obel og så skal du selv vælge en sang du vil lære,” siger hun med en lys stemme. Uhh forfærdeligt, jeg kan godt forstå hun valgte noget hvor hun blev nødt til at sige noget.

Jeg sukker dybt.

Riverside og så en jeg selv vælger. Okay, det kan jeg vel godt klare, ikk?

 

Nej. Det kan jeg så ikke. Slet ikke. Tænk at mine fingre kan være lige så klodset som resten af min krop. Jeg er mega fummelfingret! Og hende min lærer var lige ved at give op, hvilket jeg godt kan forstå. Jeg stinker. 

Min mor kan lige så godt droppe alt det der med mig som Miss Mystic Falls. Droppe det helt. 

Suk. 

 

 

 

        

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...