Verden Er Da Et Godt Sted, Ikke? (3)

Dette er historien om Samantha Joes dagbog (3)

1Likes
0Kommentarer
405Visninger
AA

1. Hjemrejsen

På vejen hjem, stod vi af ved Tivoli. Der har altid været noget ved Tivoli, der inspirerede mig, jeg ved ikke hvad, men det kunne også være ligemeget. Nu havde jeg jo Frederik. Prinsen der havde redet mit liv, prinsen på den hvide hest. Han vinkede farvel til sine forældre, og så gik vi hen til billetkassen. Jeg kunne se, at hans far trådte speederen i bund, og hans mor rullede vinduet ned, efterfulgt af at hun rakte armen ud af vinduet.

”Næste” råbte damen bag disken. En ældre dame, med langt gråt hår, og en lidt for stor næse, sad bad disken. Måske var hun heks? Eller skulle hun så ikke være blevet i middelalderen? Jeg fniste og Frederik også.

”Jeg vil gerne købe to engangsbilletter til to voksne.” Sagde jeg. Heksen rullede med øjnene, tastede nogen ind på skærmen foran hende, og kiggede surt på mig. ”Trehundrede kroner” sagde hun. Efter at have fisket lidt rundt i min pung, fandt jeg endelig de trehundrede kroner, hvorefter hun råbte næste. Langsomt og stille gik vi videre ind i Tivoli. Han tog de to turpas og tog min hånd, hvorefter han bandt det ene rundt om min hånd. Derefter bandt han et om sit eget håndled. Romantisk kørte han stille min hånd op til hans, kyssede den, aede den og lod den langsomt glide ned af mine ribben, hvorefter han slap den. Et enestående og gyldent blik, fremtrådte i hans klare øjne. Vi ville det her. Vi var gift, på en måde. Vi tilhørte hinanden. Kun hinanden. Måske ville kærligheden blive brudt af utroskab, anden kærlighed, en mangel på følelser for hinanden. Men jeg vidste at denne gang, var det rigtigt. Vi ville elske hinanden til den ene forlod denne planet. Og den anden ville følge med, på sin egen måde...

”I morgen, skal vi have lavet noget sammen” Sagde han. Efterfulgt af: ”Hvis du altså vil.”

Han tog en kuglepen op af hans jakkelomme, hvorefter han på sin højre overarm skrev:

Samantha♥

Nu gik det op for mig hvad han ville. Jeg fældede en lille tåre. Han ville have at vi skulle have en tatovering. Han var middelalderens romantikker. Nutidens romantikker. Det føltes som om han havde prøvet det her kæreste noget, tusindvis af gange, selv om han havde fortalt mig, at han ingen kæreste havde haft, måske en enkel, eller to. Så ville han have mit navn på hans arm og jeg skulle have hans navn på min overarm. Så tog jeg kuglepennen, hvorefter jeg på min venstre overarm skrev:

Frederik♥

”Vil du?” Spurgte han. ”Ja, jeg vil!” Svarede jeg, faktisk råbte jeg det næsten lige op i hovedet på ham og et forskrækket, men forstående, smil bredte sig på hans læber.

Jeg sprang op til ham, så kyssede han mig. Og jeg gav efter! Så satte han mig ned. Han spurgte om jeg ville prøve Dæmonen. Det ville jeg gerne, så vi vandrede hen til Dæmonen. ”Jeg ved ikke helt om jeg tør!” sagde jeg. ”Selvfølgelig gør du det.” Sagde han. "Ellers, siger din mave ihvertifald noget andet..." Sagde han. Min mave, hvad mente han? Straks begyndte han at kilde mig på livet løs og desværre tabte jeg kampen og måtte overgive mig til at vi skulle prøve Dæmonen.

Vi stod i kø i en halv time. Jeg var lige ved at gå ned igen, men så blev det, endelig, vores tur.

Manden viste os vej, og spændte sikkerhedsudstyret. Frederik kiggede på mig og kunne se at jeg var lidt nervøs, så han tog min hånd og gav den et lille klem. Jeg kiggede taknemmeligt på ham. Så startede turen. Jeg kunne mærke sommerfuglene i min mave. Åh nej, vi havde jo lige spist! Et smil bredte sig ud over mine læber. Så sluttede turen og sommerfuglene var kommet op i halsen på mig.

Efter turen, og alt for meget nervøsitet, løb jeg ned af trapperne, dem der havde ført os op til Dæmonen og vidste at nu kunne det kun gå for langsomt. Jeg løb så hurtigt mine ben kunne holde til. Nu kom det snart. Redet! Dér var toiletterne. Der var ingen inden på toilettet.

Jeg drejede ind på damernes toilet og låste døren efter mig.

Hurtigt trak jeg brættet op og satte mig ned i hug.

Nu kom det! Så, brækkede jeg mig. Alt maden, alt ting, kom op. Ikke én detalje, der gemte sig i en krog i min mavesæk, undslap at komme op. ALT kom op. Hvis Frederik ikke var kommet, var mine indvolde også endt i toilettet,

Jeg satte mig ned på gulvet og satte mig op af væggen.

En svimmelhed kom over mig, så jeg tog mig til hovedet.

”Samantha? Er du okay?” lød en stemme. Åh nej! Det var Frederik! PINLIGT! Jeg åbnede døren og gik ud fra toiletterne. Han løb hen til mig og gav mig et stort kram. ”Ja, jeg er okay.” Forklarede jeg. ”Undskyld, jeg bare løb, skal vi prøve igen?” ”Nej, slut med rutsjebaner for i dag. Vi må hellere få dig hjem, nu!” Sagde han. Han løftede mig op, og bar mig hen til bilen. Han kørte mig hjem og ingen af os, sagde noget på vejen hjem. Jeg vidste at jeg skulle have holdt det inde, bare lige til jeg kom hjem til mig selv, men det var umuligt, som om et vandfald var på vej igennem mig, og kun kunne komme ud gennem min mund, ubehageligt!

Da vi kom hjem, gik vi ind på hans værelse. Jeg satte mig på hans seng, hvorefter jeg følte trætheden, og jeg gav efter. Langsomt lagde jeg mig ned og faldt i søvn...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...