Verden Er Da Et Godt Sted, Ikke? (3)

Dette er historien om Samantha Joes dagbog (3)

1Likes
0Kommentarer
401Visninger
AA

12. En Rigtig Engel Har Da Vinger, Ikke?

Solen var ikke gået ned endnu, så jeg kunne stadig nå dét. Smerten gik igennem min krop, men jeg havde intet valg. Jeg kan ikke leve uden Frederik, og Estella skal nok klare sig, hun har Rikke. Igennem skoven trådte mine stakkels udmattede fødder på jord og sten og rester af øl flasker. Det pinte mig og gjorde ondt, men jeg fortalte mig selv, at jeg snart ville gøre en ende på mine pinsler. Tydeligt kunne jeg se, at solen ville stå på sit højeste punkt over bakken, om et par minutter.

Jeg kom op på bakken. Solen var endnu ikke gået ned, perfekt. To minutter endnu. Nu ville jeg gøre det. Jeg ville gøre en ende på mine pinsler om Frederik, og redde min stakkels krop. Det er svært at leve videre, når dén man elsker, er død og borte, ikke er der mere. Derfor valgte jeg at skrive dagbog. Her er min historie, om et liv der er ligesom helvede, og pludselig kommer englen, og lyser alting op. Og efter lidt tid, forsvinder englen, død og borte, og man står alene og tom tilbage. Hvad skal man så gøre? Leve videre? Nej, det er for egoistisk. Tro mig, jeg vil ikke leve videre. Det kan ikke gå hurtigt nok. Jeg vil bare væk herfra, dø! Jeg smed alle mine tanker bort og smerterne i min krop forsvandt. Den smukke aftenhimmel var lige over mig. Aftenhimlen var varm, og vindstille. Jeg kunne ikke rokke mine fødder ud af stedet, men så truede jeg dem med at hente kniven i stedet. 

Så gav de efter. Jeg kiggede på solen og hviskede til den: ”Frederik, nu kommer jeg.”

Idet jeg sagde det, trådte jeg ud fra klippen og faldt ned på bunden af havet… jeg kunne mærke hvordan en klippe havde ramt mig i ryggen og flået mine ribben ud til hver sin side. Men trods smerten var jeg glad. Klippen og faldet havde givet mig vinger, så jeg kunne leve videre, og flyve op til Frederik. Kunne jeg ønske mig mere? Blodet sivede ud fra mit bryst og jeg kunne mærke hvordan smerten, over at have mistet Frederik, forlod min krop og hvordan glæden lyste op i mit ansigt. Tåre faldt fra mine øjenkroge, men det var blot glædestårer. Jeg lukkede øjnene, vel vidne at det var sidste jeg ville se nattens himmel for mig, inden det var for sent. Det sidste jeg tænkt på, var, et billede af hvor lykkelig en familie, Estella, Frederik og jeg ville have været… Havde jeg nu fortrudt min død?...

SLUT!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...