Verden Er Da Et Godt Sted, Ikke? (3)

Dette er historien om Samantha Joes dagbog (3)

1Likes
0Kommentarer
421Visninger
AA

10. Begravelse Af En (Meget) Nær Ven

"Er du klar til at køre?" Lød en stemme. Rikke, tænkte jeg, det var Rikke. Jeg nikkede, tog min clutch og fulgte med Rikke. Hun begyndte at plapre om alt muligt med følelser og begravelser og pludselig fik jeg nok. "Bare ti stille, okay?" Sagde jeg surt og hårdført. Rikke kiggede forskrækket på mig, og hun blinkede et par gange med øjnene, og så brød tårene i mine øjne frem. "Undskyld, Rikke. Jeg tænker bare på ham hele tiden og..." Rikke tyssede på mig og jeg lagde armene omkring hende og hovedet på hendes skulder. Derefter fulgte hun mig ud til bilen.

Vi kørte afsted, Rikke, Cecil og Mig. Det var stille i bilen, og da vi nåede frem, tog begravelsen ikke lige så lang tid, som jeg havde troet. Præsten var meget ufølsom og tænkte ikke rigtig på os, der havde mistet Frederik. Det var som om, at præsten kun var der for pengenes skyld og ikke på grund af lysten, hans ufølsomhed blev for meget for mig. Og da jeg spottede over til Rikke og Cecil, kunne jeg se at de havde det samme i tankerne. "Ved du hvad, præst..." Sagde jeg ufølsomt og med en kold tone i stemmen. "Jeg syntes bare at du skal gå hjem, hvis at du alligevel ikke gider det her! Min kæreste og deres barn er faktisk død! Det betyder noget for os, at det her bliver gjort ordentligt. Og hvis du ikke snart bliver bare den mindste smule følsom, ringer jeg til dit firma og får dig fyret, eller skriver på min blog, at ingen nogen sinde skal hyre dig til deres begravelser! Forstået?" Sagde jeg vredt. Præsten kiggede sig over skulderen og opdagede at jeg snakkede til ham. Hurtigt fik han indblandet nogle følelser i talen til Frederik, og jeg var tilfreds. Da Frederiks kiste var blevet hejst ned i jorden og kisten ikke kunne ses mere, tog vi hjem. Jeg sagde ingenting, smed mig bare på sengen og tænkte på den dumme præst, der var ufølsom...

Næste dag, tog jeg til København, en smuk by i det lille og fredelige land, Danmark. På en af de mange gader der var, lå en spejder butik. Der gik jeg ind, og til mit store held, havde det knive på størrelse på et menneskes ben. Jeg købte en, hvor kniven var halvtreds centimeter og skaftet var tredive. Den kostede lidt over tusind kroner. Men den så da meget effektiv ud, til det jeg skulle bruge den til. Selvmord. Det lyder måske svært at slå sig selv ihjel, men hvis din vilje er stor nok, er det nemt som ingenting. Det regner jeg ihvertifald med. Hvis det ikke lykkedes, må jeg få hjælp. Ikke hos en psykolog, men af andre. Ikke mennesker, men dyr. En slange er måske et godt eksempel. Eller tage til Afrika, og blive stykket af malariamyggen? Eller… blive stukket af en skorpion? Jeg ved virkelig ikke hvad der fører til den visse død, men det behøver ikke at være smertefuldt, bare at jeg dør, så er det det. Derefter tog jeg hjem igen. På det tidspunkt var klokken fire. Da jeg kom hjem gik jeg ud i skoven, der hvor Frederiks bil stod, og hvor han lå. Noget stak mig i brystet. Følelsen af smerte og kærlighed på samme tid. Det niver og er behageligt på samme tid. Kniven havde jeg i hylstret. Jeg stillede mig foran træet, foran det træ, hvor Frederik døde, de mange minder ville stoppe mig og fortælle mig at jeg skulle leve videre, men det kunne jeg ikke. Jeg trak kniven op af hylstret og trak den væk fra mig, hvorefter jeg stak den lige ind i maven på mig selv. Blodet stod ud af maven på mig og smerten var stor. Så stor at jeg lagde mig ned.

Det eneste jeg nåede var at ligge kniven ned i hylstret og så… Blev alting helt sort… Alt var  som et mareridt…Otte måneder senere, vågnede jeg. Da jeg vågnede, var jeg et underligt sted. Min første tanke var, at jeg måtte finde en anden måde at dø på. Jeg kan ikke leve sådan her. Ikke uden Frederik. En ting jeg måtte var at holde mine øjne næsten lukket så ingen vidste at jeg var vågen.

Mit tøj var hvidt, jeg lå i en fremmed seng. Hospitalet, men det var ikke en almindelig afdeling.

Den var for folk, som lå i koma. Det må have betydet at jeg lå i koma i ni måneder.

Jeg føler mig sulten.  Og jeg føler stor smerte. Et drop sad i min hånd og der sad på (sugekopper) mit bryst. De var klistrede og ubehagelige at have på. Men jeg havde også ondt i min am.

Jeg kiggede ned af den. Et stort ar sad på min underarm. Men vendt, hvad var det? Der stod noget på venstre side af mig. Der stod en lille hospitals seng. En meget lille en. Hvem havde født? Og hvorfor lå babyen så herinde? Eller var der overhovedet noget i vuggen? Nej!

Desværre var jeg så dum, af ren nysgerrighed, at jeg åbnede mine øjne helt og kiggede underligt på den lille seng. Hurtigt kom Rikke hen til mig, og virkede glad for at jeg havde overlevet. Men jeg tror godt hun vidste at jeg ville prøve igen. Jeg kiggede underligt på den lille seng og så kiggede jeg på Rikke. Hun gik hen til sengen, lagde armene ned i den og trak noget op. Mit hjerte begyndte at banke hurtigt. Men det gik hurtigt over igen. Op af sengen, trak hun den smukkeste baby, jeg nogen sinde har set. Hun tog den op til sig, og gik hen imod min seng. Jeg blev nervøs, kunne det være min baby?

Nej, det tror jeg ikke. Men alligevel, kunne det jo godt være mit barn, jeg havde spist meget på det sidste og kastet meget op. Og jeg havde været indlagt i otte måneder. Langsomt og forsigtig traskede Rikke hen til mig. Jeg satte mig op, og hun lagde barnet i min favn, hvorefter jeg tog fat om det, meget blidt og forsigtigt. ”Hun er din baby.” Sagde hun. Hun lød glad. ”Hvor er du smuk.” Var det første jeg sagde. Hendes kinder var oplyst af den varmeste glød og hendes læber var røde som blød, og hendes øjne var det bedste. De var krystal klare, blå, og skinnede i solens skær. Hurtigt besluttede jeg mig for at hun skulle hede Estella. Det passede perfekt til hendes smukke øjne, og hendes imødekommende blik. Der var ingenting ved hendes man ikke kunne elske...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...