Verden Er Da Et Godt Sted, Ikke? (3)

Dette er historien om Samantha Joes dagbog (3)

1Likes
0Kommentarer
423Visninger
AA

9. Aftensmaden

Rikke og Cecil, spurgte mig om jeg ville spise med.

Jeg havde ikke rigtig lyst, men da jeg kiggede på dem, bad deres øjne mig om at sige ja. Og det gjorde jeg så. De serverede bage kartofler med sovs og mørbrad. Skønt det så, så lækkert ud, rørte ingen af os maden. Jeg kunne ikke få mig selv til det. Og det tror jeg heller ikke de andre kunne.

Faktisk tror jeg aldrig mere at jeg kan komme til at spise. De vidste åbenbart, at mine forældre var flyttet, så de spurgte mig om jeg ville overnatte hos dem. Og jeg takkede ja, et eller andet skulle jeg jo sove. De lukkede mig ind på hans gamle værelse og sengen var allerede redt. Jeg følte mig hjemme, men jeg vil aldrig nogensinde føle mig hjemme, uden Frederik. Så jeg satte mig hen på sengen, og duftede til puderne.  Jo, den var god nok. De duftede af kærlighed. De duftede af Frederik.  Da de var gået åbnede jeg gaven fra Frederik. Inden i gaven lå den smukkeste halskæde nogensinde.  Og hans vielses ring, lå der også. Mine øjne løb flere gange i vand og til sidst kunne jeg ikke holde det ud mere. Jeg tog halskæden og ringen på og lagde mig til at sove på sengen.

Selvfølgelig sov jeg ikke og det gjorde Rikke og Cecil heller ikke. Næste dag, vækkede Rikke mig.

Hun og jeg gik og sorterede i hans ting og hun sagde at jeg måtte få det hele. Alle hans ting, for hun vidste hvor meget vi havde holdt af hinanden. Og selvom han er død, elsker jeg ham stadig.

Hvert eneste ord jeg sagde, forstod hun. Hvis hun var gået igennem det samme, da de var unge, ville hun også have brug for alle hans ting som et minde, fortalte hun mig. Jeg fortalte hende min plan, og du får den af vide, senere i historien. Hun forstod hvert eneste ord af hvad jeg sagde.

Hun ville have gjort det samme, fortalte hun. Senere på dagen var jeg mest for mig selv.

Jeg vidste hvad jeg måtte gøre… Det! Det var det eneste jeg kunne gøre… Jeg kan simpelthen ikke leve uden ham…

Alting bliver bare dårligt igen… Men først vi l jeg tage hjem og tage afsked med nogle af mine ting.

Frederik redet mit liv. Ingen andre kan det, det var kun ham… Jeg er femten år, jeg burde kunne købe en kniv…

Så må jeg se om det virker! Hvis ikke, må jeg gå i tænkeboks. Så må jeg finde på noget mere effektivt. Den samme dag, bare klokken fire, var jeg taget til København, Danmarks hovedstad.

Kun én gang har jeg været her, da jeg var i Tivoli med Frederik. Mine øjenkroge fyldtes med tårer. Og det ville ikke stoppe! Der er ingen anden udvej, jeg prøve. I denne verden, er der ingenting.

Ingenting der kan rede mit liv, det var kun Frederik. Vi var som skabt for hinanden.

Jeg kan ikke… jeg kunne ikke leve uden ham, det er umuligt, og det hører ikke hjemme i min verden. Min verden er Frederik. Så når han er død, må jeg også… dø.Gid jeg dog havde været sammen med ham hele tiden. Det er også min skyld at han er død. Hvis jeg ikke var taget hjem til Katrine, havde han aldrig været død. Jeg gik målrettet hjem mod mit eget hus. På det tidspunkt spekulerede jeg meget over, hvad jeg skulle sige, og om de overhovedet ville lukke mig ind. Nervøst traskede jeg op til døren og bankede på. Ud af døren kom en fremmed gammel dame ud. ”Bor Mette og Tom her?” Spurgte jeg. ”Nej, det gør de ikke. Det flyttede for en uge siden, men de bad mig om at give dig dette.” Svarede hun og rakte mig en kuffert. ”Tak.” Sagde jeg.

 

Dagen efter:

På en måde, har jeg kommet mig over Frederik og på en måde ikke.

Der var stadig en del vrede tilbage inden i mig, og der var også en lettelse i mig. Denne fredelige morgen, hvor solen hang på himlen og hvor det var tydeligt at regnen pressede på for at få et par regndråber klemt ned i gennem solstrålerne., havde jeg sovet på et hotel i Sverige i Helsingborg.

Et pænt hotel, syntes jeg personligt, og der var morgenmad med i prisen også. Da jeg stod op af min seng, følte jeg mig udmattet. Selvom sengen var blød og behagelig at ligge på, havde jeg sovet ualmindelig dårligt. Nok på grund af alle disse ting der foregik inde i mit hoved. Der foregik mange ting. Jeg tænkte på Frederik, og på hvordan man skal komme over sådanne en krise. Udmærket, jeg ved godt at en psykolog måske ville hjælpe. Men en psykolog, er bare et menneske der snakker med folk, og for dem til at tro at det er psykologerne der hjælper dig, men du hjælper dig selv. Ikke psykologerne. De for også penge for det, og jeg vil ikke give så mange penge for at gå til psykolog når jeg kan snakke i timevis med mig selv, helt gratis. Så for mig er det bare en person der siger: ”Takker du, tak fordi du ville sætte 100.000 kr. ind på min konto.” Jeg syntes at det er spild af penge. I dag, skulle han begraves. Jeg og Rikke havde valgt en hvid kiste, der symboliserede engle. Rikke og jeg ville køre omkring klokken elleve, så jeg skulle skynde mig lidt. Selvom en kniv skar mig i hjertet, ville jeg med til begravelsen, jeg ville se kisten inden den forsvandt ned i jorden. Frederik havde engang kigget i mit klædeskab og set en meget pæn kjole, han ville elske at se mig i, men det nåede han ikke… mine øjne blev fugtige ved tanken om at han var væk for altid, han ville aldrig vende tilbage til livet. Kunne jeg ikke være død i stedet for ham? hurtigt trak jeg i den sorte kjole og lagde en let og pæn make up, som Frederik sikkert ville have elsket...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...