Santrö-Klanens Beslutning

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 maj 2013
  • Opdateret: 13 okt. 2014
  • Status: Igang
Santrö-Klanens Beslutning handler udelukkende om den trolovede 14-årige pige, Cassandra. Hun er indianer-prinsesse og har mange forpligtelser. Hun skal f. eks. Giftes med Kumplianernes høvdinge-søn, Zindo. Zindo er 17 år og Cassandras far tror at han bliver den rette høvding og ægtemand for Cassandra. Det viser sig at de også bliver ret glade for hinanden og får dannet den fineste landsby sammen.
Men da Cassandra en aften sidder med landsbyens spåkone, Venia, så spår hun at Cassandras liv ikke vil være som nogen andre høvdinge-prinsessers.
Hun spår nemlig at Cassandra får en speciel egenskab. En egenskab som kun hun i hele verden har, eller det tror hun i hvert fald...

4Likes
3Kommentarer
702Visninger
AA

6. Styrer Han Zindo?

Jeg løb så hurtigt jeg kunne, hvad kunne Zindo finde på at gøre, når han var så vred? Nogen træner det væk andre slår uskyldige, men hvad var Zindo til? Han kunne da ikke finde på at slå uskyldige folk? Jeg ville finde Venia, hun var jo spåkone og måske vidste hun, hvor han var. Jeg fandt hendes telt og hørte nogen derinde: "Hvem er han, Venia?" Det var Zindo, han lød ikke vred mere, bare oprevet. "Han opsøgte mig bare, okay?! Jeg kender hans far..." Zindo var en utålmodig type; "Hvorfra?" Man kunne høre Venia tøvede: "En gammel kæreste. Men i så fald, så vidste han at jeg er spåkone og at jeg er jeres rådgiver. Jeg ved ikke hvad han er ude på. Hvad gjorde han egentlig ved hende?" Zindo lød vred igen: "Jeg er ikke sikker, men jeg finder ud af det" Jeg åbnede teltet og så overrasket ud: "Zindo! Jeg har ledt efter dig overalt! Hvorfor gik du? Han kunne være kommet igen!" Tårerne pressede igen på, men jeg kæmpede igen imod. Jeg løb hen og omfavnede ham, men han gengældte det ikke rigtigt. Han brød krammet og gik ud af teltet. "Zindo!" Jeg løb ud af teltet, men han var væk. Jeg gik ind igen og satte mig til at græde overfor Venia. "Fortæl min tøs, fortæl." Sagde Venia og ventede på den lange historie. Jeg kiggede op og begyndte igen...

"Du milde himmel! Kyssede han dig?" Jeg nikkede nedtrykt. "Kan du finde ud af hvor han er ved hjælp af din spådom?" Jeg så afventende på hende. "Det behøves ikke, når du mangler mig er jeg her, skat." Jeg vente mig hurtigt mod teltets åbning. "Jeg er bag teltet, kom lige." Jeg tænkte mig om. "Nej." Tavshed.. "Kom søde. Kan du huske hvad der sker, hvis du ikke gør som jeg siger?" Jeg ombestemte mig og gik derom. "Hej smukke." Han stod lænet op af et træ længere henne. Jeg gik derhen og stod der bare. "Nu er jeg her, hvad vil du?" Jeg kiggede ondt på ham. "Uf, det dræberblik gør at jeg ikke kan stå for dig." Jeg tav bare. "Du vil vel høre hvad mit formål er?" Jeg nikkede. "Jeg vil have dig." Mit hjerte hamrede, jeg prøvede bare at se kold ud. "Hvad vil du overhovedet med ham Zindo-fyren? Han er da ikke noget for dig. Han skrider bare fra dig. Tag mig, jeg har de samme kræfter som du. Vi passer så meget bedre sammen!" Han smilte bredt. "Gider du svare på et spørgsmål eller to?" Spurgte jeg og han nikkede smilende. "Hvad er den største kræft du kan?" Han spærrede øjnene op. "Uha. Jeg tror det er at styre andre mennesker. Jeg fik ham. Lige i fælden. "Okay.. Den næst bedste?" Jeg smilte for at få ham til at svare. "Jeg siger det for et kys." Jeg gloede ham dybt i øjnene. "Okay okay. Vi ses næste gang så." Jeg måtte gøre et eller andet, jeg skulle finde ud af så meget om ham. "Vent!" Han vendte sig om og gav mig elevator-blikket. "Har du styret Zindo?" Jeg stod med armene ned af siden og gloede koldt på ham. Han smilte bredt. "Måske." Han grinte og så var han væk. Jeg skulle finde Zindo. Jeg måtte fortælle folk og sprede rygter om at jeg sidder og græder sygt meget i mit telt. Ja! Det gør jeg! Jeg fandt Venia og sagde: "Sig til folk at jeg er vildt nedtrykt! Du finder selv på noget, jeg skal bare have Zindo ind til mig. Jeg tror at Metorato styrer ham." Venia nikkede og var straks ude. Jeg tog tilbage til midt telt og begyndte at græde. Alt det som jeg havde holdt tilbage kom ud nu og jeg ventede bare på Zindo.

*   *   *

Jeg sad i flere timer og ventede, endelig blev teltet åbnet og det var heldigvis Zindo. "Hva så?" Han så forbavset ud. "Dig." Jeg kiggede ned i jorden. "Mig?" Han satte sig og holdte om mig. "Du var vred og fuldstændig ligeglad med mig!" Jeg brød omfavnelsen. "Var jeg?" Jeg så underligt på ham: "Kan du slet ikke huske det? Hvor har du i det hele taget været?" Han lukkede øjnene og tænkte sig om. "Jeg var.. Ehh." Jeg kiggede ned af ham, han havde sår. "NEEJ!" Jeg tog hans arme og gloede på de store ar. Tårerne kom igen. "Neeej!" Jeg græd og satte mig helt indtil ham. "Ro på. Det skal nok gå." Sagde han trøstende. "Nej, Zindo! Forstår du det slet ikke? Metorato kan styre dig!" Han så undrende på mig. "Styre mig?" Jeg omfavnede ham. "Ja, han har de samme kræfter som jeg." Venia kom ind og sagde: "Jeg kan træne dig og så du kan gøre Zindo immun, men vi skal i gang med det samme. Zindo, vi binder dig til et eller andet." Venia var den bedste rådgiver vi nogen sinde har haft. "Cass. Du skal gøre alt for at få ham fanget. Alt!" Han ruskede lidt i mig. "Alt? Såsom at kysse ham?" Han så undrende på mig. "Har du..?" Jeg spærrede mine øjne op. "Nej! Jeg elsker kun dig." Sagde jeg og kyssede ham blidt. Han smilte. "Ja, alt. Også at kysse ham, selvom jeg hader tanken om det." Jeg var lettet. "Turtelduer? Jeg skal træne med en her.." Jeg smilte. "Jeg kommer nu." Sagde jeg og tog Zindo i hånden.

Vi skulle træne ude i skoven. "Du skal fokusere på et af grenene på det her træ." Sagde Venia og pegede op mod et stort bøgetræ. "Vi starter hårdt ud, men du skal til at i gang." Jeg nikkede og stilte mig stabilt i skovbunden. Jeg koncentrerede mig om en gren og energien strømmede igen igennem min krop. Alle muskler spændtes og så faldt grenen af. Zindo klappede og Venia sagde: "Flot!" Hun gik hen og brækkede et stykke af og gav det til mig. "Brænd det og så er vi færdige." Jeg fokuserede og brændte det let som ingenting. "Flot, vi træner mere i morgen. Du er træt, fordi det er sent på dagen. Få hellere noget at spise og gå efter i seng. Det bliver en lang træning i morgen." Sagde Venia med et smil og en stolthed lysende ud af hovedet. Jeg nikkede og vendte mig mod Zindo, som stod og beundrede mig. Jeg smilte. "Kom." Sagde han og så fulgtes vi ned til bålpladsen, hvor alle sad samlet og spiste. Der stod mad på et bord. En masse mad. Nåh ja! Det var jo i dag, at det var fælles spisning. Alle folk medbragte mad og så spiste vi alle sammen. "Vi ikke noget mad?" Hviskede jeg til min far. "Bare spis, der er mere end rigeligt." Jeg nikkede og gik op til bordet. Zindo og jeg satte os blandt nogle andre unge. Zindo og jeg havde jo alle mulige bekymringer, såsom Metorato, at passe landsbyen og at beskytte den. Men de her unge, det var som om, at de var frie. De kunne gøre hvad de havde lyst til, uden at nogen ville stille krav udover deres forældre.

Efter maden tog Zindo og jeg op i hytten igen og sov. Ikke mere i det. Det havde været en lang dag og vi var begge udkørte.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...